Susse Wold: »Jeg kunne jo se, at lyset slukkedes i øjnene på dem, når de så mig. »Den der lille tykke prop? Hun ligner sgu da ikke Marguerite Viby!««

»Bevægelse« er titlen på Susse Wolds nye bog. Her fortæller hun både om de indre og ydre rejser, om at modtage ubehagelige anonyme breve, flytte fra sin elskede bolig og om den lækre Bent.

Spørger man Susse Wold, hvordan hun gerne vil huskes, svarer hun: »Mine børn og de mennesker jeg elsker, vil jeg gerne have husker mig som et menneske, de godt kunne lide. Men hvad folk synes om mig som skuespiller, det er jeg ligeglad med.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Bent Mejding er mere kræsen end Susse Wold. Så da parret sad til fin middag i Japan med diverse honoratiores, havde han skyllet det ene sprællevende havdyr efter det andet ned med stærk sake. Rundt på hver eneste dækketallerken kravlede en sort snegl med en hvid elfenbenspind stukket gennem kroppen, så den ikke kunne forskanse sig i sit smukke hus.

»Vi var simpelt hen så berusede af al den sake. Og Bent tænkte, at han hellere måtte få det overstået. Det kom fuldstændig bag på mig. Pludselig, out of nowhere, tog han den der snegl op, hev den ud af sneglehuset, slugte den, og skyllede efter med sake. Og så tænkte jeg »ok, skik følge eller land fly«, og gjorde det samme,« fortæller Susse Wold.

Og så blev der stille. I meget lang tid. Hvorefter værten råbte noget meget højt på japansk, og alle hev sneglene ud og spiste dem.

»Bagefter fortalte vores tolk, at det faktisk var nogle ret sjældne snegle, som kun blev taget frem ved specielle lejligheder som pynt. Men japanere bryder sig jo ikke om, at man taber ansigt, så det ville de ikke udsætte os for, og derfor måtte de følge trop.«

Historien er en blandt mange muntre, sørgelige og kloge fortællinger i Susse Wolds nye bog, »Bevægelse«. Her er tale om både den fysiske bevægelse og den indre. For stå stille, det gider den snart firsårige skuespiller ikke.

Et af kapitlerne i »Bevægelse« handler om mødet med Grace Jones. »Den form for berømthed som hun er, har vi slet ikke i Danmark. Vi mødtes, da jeg skulle have syet en kjole, og hun skulle hente en jakke, som hun skulle fotograferes i. Men da hun ikke havde noget at have på indenunder, tilbød jeg at cykle hjem og hente en bodystocking. Hun var målløs – over at jeg kunne cykle!« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Ved sin side rundt i verden har hun ofte haft sin mand, Bent Mejding, og i den anden hånd har hun haft H.C. Andersen, som hun har optrådt med jorden rundt.

»Hvis jeg skulle have én bog med mig på en øde ø, så ville det være H.C. Andersens samlede eventyr. Et af dem, jeg holder mest af, er »Snedronningen«, som handler om troldspejlet, der bliver knust, og små glasstumper flyver rundt i verden. Nogle sætter sig i øjnene på folk, så de kun kan se fejlen ved alting, andre sætter sig i hjertet, så det fryser til is. Eventyret handler om at blive forført væk fra sig selv. Jeg får også af og til en troldsplint i øjet eller i hjertet. Men vi har alle sammen et valg hver dag - valget mellem hjertet og den kolde forstand,« siger Susse Wold.

Som hun sidder der i Kurhotel Skodsborgs bløde sofa, iført cashmere i blide farver, ligner hun stadig den Susse, vi alle sammen kender. Den kvinde, der ville tone frem, hvis man slog »ynde« op i en billedordbog. Den kvinde, der taler så smukt dansk, at det smitter, og man pludselig hører sig selv udtale »altså« med et ekstra a, som er lidt højstemt. Men hun ser sig selv helt anderledes, end vi andre gør. Faktisk var hun som barn nærmere en grim ælling, hvis man skal tro hende, og det var ikke sjovt at begynde på kostskole som syvårig. Hendes far rejste til USA efter krigen, og hendes mor, den berømte skuespillerinde Marguerite Viby, var nødt til at tage til Norge for at få roller.

Beslægtelse

»Folk blev vanvittigt skuffede, når de blev præsenteret for mig på kostskolen. Jeg kunne jo se, at lyset slukkedes i øjnene på dem, når de så mig. »Den der lille tykke prop? Hun ligner sgu da ikke Marguerite Viby!« Der var nok noget, der blev startet der, vil jeg tro. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne leve op til deres forventninger om at være en mini-udgave af deres idol.«

Da Susse var ti år, fik hun et menneske ind i sit liv, som har præget hende siden, og som også har fået et kapitel i bogen. Ind ad døren trådte nemlig Ditte, den nye lærer.

»Hun var så skøn, vidunderligt frodig, sensuel og med brune øjne. Vi havde i forvejen to lærerinder, hvis værelse vi ikke måtte komme ind på, men Ditte inviterede ind til en kop te på hendes beskedne værelse. Jeg blev fortryllet af hendes nærvær.«

Susse Wold fylder snart firs. Og er glad for, at hun har gået i terapi for de ting, som har naget hende siden barndommen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Ord er magi, mener Susse. Så remser hun de fem op, som hun lever efter: Kærlighed, bevægelse, humor, tilgivelse – og nærvær. Ved udtale af sidste ord låser hun sine øjne fast i interviewerens som et varmesøgende missil. Når en skuespiller af den kaliber slår sin »on«-knap til, er det noget, der mærkes.

»De fem ord læner jeg mig rigtig meget op ad. Og Ditte kom ind og så pludselig mig, og hun kunne mærke, at jeg var en lille plante, der trængte til at blive vandet lidt. Jeg trængte til lidt ekstra omsorg og var så tryg i hendes nærvær, at jeg begyndte at blomstre. Alle vi kostskolepiger var små voksne, og vi blev en slags forældre for hinanden. Når man hørte til »de små«, gik man op til en af de store og spurgte »må jeg være din?« Hvis man var så heldig at få et ja, betød det, at man havde en, man kunne give sine tegninger til, og at der var en, som kom ned og puttede en.«

Susse Wold

»Børn er så loyale, og de vil ikke have, at hverken mor eller far skal være ked af det. Jeg sagde nogle gange, at det var så sjovt på kostskolen, at jeg blev der i weekenden. For at slippe for at vælge«


Susse Wold har ikke haft forældre på den gammeldags facon, siger hun. Hun har aldrig tvivlet på, at de gjorde, hvad de kunne. Men når det blev weekend, kunne der komme konflikter, fordi forældrene ikke kunne blive enige om, hvem der skulle have hende. Så spurgte de hende, hvor hun helst ville være.

»Børn er så loyale, og de vil ikke gøre hverken mor eller far ked af det. Jeg sagde nogle gange, at der skete noget sjovt på kostskolen, så jeg blev der i weekenden. For at slippe for at vælge. Men jeg syntes jo, at det var sjovere at være sammen med min mor og komme med på teatret, hvor jeg mødte glade mennesker med parykker og næser på. Det var sådan nogle sjove børnemennesker, der legede hele tiden, og det, syntes jeg, var meget appellerende. Sådan en ville jeg også være. Det var ikke så sjovt at være sammen med min far, som altid tog mig hen til nogle mennesker, som talte om noget, jeg ikke forstod.«

Beskyttelse

Hvis Susse Wold skal sige noget positivt om at være et lidt genert barn, så er det, at man bliver et observerende væsen, og den evne kan man bruge, når man senere i livet skal spille roller.

»Når man har gået på kostskole i ti år, så bliver man meget betragtende – hvordan skal jeg være for at klare mig? Det kan være praktisk, men en dag stopper man heldigvis op og tænker: »Behøver jeg at leve op til andre menneskers forventninger?««

Det der med at leve op til andres forventninger kan faktisk være livsfarligt. For Susse Wold betød det, at hun faldt om med en angstneurose midt i en forestilling. Hendes gode veninde sagde: »Du skal være glad for, at du har et hjerte, der fortæller dig noget, og det skal du lytte til«.«

»Jeg er så fascineret af ordet »bevægelse«, for det modsatte af det ord, er død. Det vil jeg jo helst ikke endnu. Jeg vil gerne leve, og bevæge mig videre og have, at mit liv udvider sig. Og det sker blandt andet, når jeg ser andre lande og møder mennesker, som ikke spiller komedie. Det er vidunderligt at bevæge sig uden for det kunstneriske og opleve de mennesker, som man dybest set portrætterer. Skuespil handler om, at man skal få folk til at se ind ad deres egne vinduer.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Vi har jo alle fået nogle skrammer i vores barndom, og dem kan man læne sig op ad hele sit liv og sige »det er også fordi …« Men ved du hvad? Offerrollen fører dig ikke ét skridt videre. Man må tage ansvar for sit eget liv. Og det kan jeg sagtens sige, og jeg skal ikke dømme andre … Jeg vil bare sige, at man faktisk godt kan ændre sin tankegang. Jeg kom i terapi og ville ikke have været den, jeg er i dag, hvis jeg ikke dagligt havde arbejdet med mig selv. Det ændrede mit liv.

Jeg havde af lægerne fået at vide, at jeg skulle tage tre valium om dagen, så hjertet faldt til ro, for jeg var nok lidt sensitiv, fordi jeg var skuespiller. Jeg ved ikke, om jeg var mere sensitiv end andre, men jeg bar på en stor angst. Angsten for at blive opdaget som bedrager. Min mor havde talent, men jeg havde nok bare fået folk til at tro, at jeg også var talentfuld. Jeg spillede store hovedroller på det tidspunkt og havde succes, men tænkte hele tiden »i morgen bliver du opdaget«. Det er jo fuldkommen absurd, men jeg oplevede på et af de terapikurser, jeg var på, at mange sønner og døtre af berømte forældre også følte, at de ikke kunne leve op til forældrene.«

Berømmelse

De fleste kender nok Gitte Graa i »Matador« og Fru Junkersen i »Den kroniske uskyld«, og en del har set hende både på teater og i tidligere film som »Sommer i Tyrol«. Men så kom der i 2012, efter mange års fravær fra lærredet, et bud fra Thomas Vinterberg. Han ville gerne have hende til casting på en film, der hed »Jagten«. Lige først var det dog det stiveste, Susse længe havde hørt. Casting! Hende!

»De ved jo, hvad jeg kan!« tænkte jeg. Men Thomas Vinterberg er jo en ung mand, jeg havde ikke filmet i 200 år, og han anede ikke, hvordan jeg så ud på film, så selvfølgelig ville han have mig til casting. Jeg måtte lige tale lidt med mig selv … Og så er det vigtigt, hvad man svarer … Og det blev: »Helt ærligt, tag dig nu sammen, de unge skuespillere går også til casting hele tiden, og hvor farligt kan det være? Der står jo ikke på forsiden af avisen i morgen: »De tog hende ikke!«. Og når jeg taler om, at jeg gerne vil bevæge mig og overskride nogle af mine angst-tærskler, så gør dog det, du siger. Walk your talk, baby!««

Susse Wold fik rollen og begyndte at kreere børnehavelederen Grethe, som er den, der sætter hele filmen i gang med sin mistanke om, at pædagogen (Mads Mikkelsen) er pædofil.

»Jeg var så glad for manuskriptet, men jeg var samtidig bange for, at jeg kunne ødelægge hans film, for tænk, hvis jeg ikke var troværdig,« siger hun.

Susse Wold Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Benovelse

Det, Susse Wold var bange for, var, at hun ikke kunne bryde sit image som »den dejlige dame«, som hun siger. Til rollen tog hun seks kilo på og optrådte uden makeup og med briller. »Jagten« indbragte hende både en Bodil og en Robert. Og spørger man, om priser betyder noget, så siger hun, at ja disse to betød ekstra meget.

»Jeg var så taknemmelig for, at Thomas troede på mit talent og kunne se det, der var inde under diva-billedet. Jeg følte, at det var priser, jeg modtog for det mod, jeg havde haft til at turde.«

»Mod til at turde«. Damen kan noget med ord. Og hvis man selv havde manglet mod til at turde spørge til divaen i hende, så er det rart, at hun nævner det selv …

»Diva er et meget gammeldags udtryk, som betyder at være »guddommelig«. Det er der ikke nogen, der er. Jeg vil bare gerne være mig, med alt, hvad jeg indeholder af skidt og kanel. Selvfølgelig vil jeg da gerne gøre mit arbejde så godt som muligt, og jeg har altid gjort mig umage. Man kan så spørge, hvorfor jeg tør skrive bøger selv, for jeg er jo amatørskribent. Men når man bliver firs år, synes jeg, at man skal lade være med at lade sig skræmme. Det må være et menneskes ret at være hovedredaktør på sin egen livshistorie.«

»Når du står på balkonen på Hawaii, og der kommer en sms hvor der står, at der er et missil på vej, og man skal søge øjeblikkelig dækning, så bliver man jo ængstelig. Men jeg tænkte, at hvis jeg skulle blive til aske om lidt, så var jeg i det mindste sammen med de to mennesker, jeg elsker højest, og havde en smuk udsigt over vandet.« Historien er en af dem, man kan læse i Susse Wolds nye bog, »Bevægelse«. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

I slutningen af »Bevægelse« benytter Susse Wold sig af et trick: Hun interviewer nemlig sig selv. Bl.a. om rygterne om, at hun og Bent havde haft et intimt forhold til Dronningen og Prins Henrik, at hun skulle være lesbisk og have haft et mangeårigt forhold til Anne Linnet, og at grunden til, at hun så ofte tager til Hawaii, er, at hun får ansigtsløftninger der. Siden Susse og Bent blev gift i 1983, er de nemlig kommet der mindst en gang om året, og det er også her, de har fornyet deres ægteskabsløfter hvert tiende år. Så man vil jo gerne vide, hvad det er ved Bent, der er så skønt. Helt nyfigent kan man spørge: Hvorfor blev det ham, der er hendes livs kærlighed?

Besættelse

»Lyst, i første omgang. Vi kendte hinanden helt tilbage fra elevskolen. Og så skete der det, at han havde et dårligt ægteskab, og jeg havde et dårligt ægteskab. Vi var ligesom to stykker tørt træ. Så skal der ikke mere end en gnist til …! Så brænder bålet, og det kunne vi ikke gøre noget ved. Jo, vi kunne nyde det ... Og det der med at blive gift igen hvert tiende år … Jeg kan godt anbefale, at man tager sit parforhold op til debat hvert tiende år. I stedet for at tænke »nå ja, nu er jeg her, det er nemmere at blive, for hvad skal der ellers ske med vores fælles hund?«

Hvis man roligt og stille kan tale om, hvordan man ønsker, at livet skal fortsætte, så forsvinder man ikke fra hinanden. »At vokse fra hinanden« har jeg altid syntes, var et sindssygt udtryk. Men man kan forsvinde fra hinanden og have svært ved at finde ind til hinanden igen. Bevægelse er også, at man finder en fælles vej at gå – men man skal ikke sidde og vente på, at ens ægtefælle gør en lykkelig. Man må selv gøre noget.«

Da Susse Wold faldt om på scenen, fik hun ordineret at tage tre Valium om dagen. »Og overhovedet ikke kunne føle hverken glæde eller sorg? Så er det altså meget bedre at græde, og dog være i kontakt med sine følelser, for det er der liv i. Hellere være dybt fortvivlet og græde, end at sidde og drugge sig med piller.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Og det har hun gjort. Men hendes beslutning om i 1986 at blive præsident i AIDS-Fondet havde en bagside, hun ikke havde forudset: De grimme breve.

»Danskernes indstilling til hiv-smittede har ikke ændret sig i de år, jeg har været præsident. Hver tredje hiv-smittede i Danmark tør ikke fortælle det til deres arbejdsplads og forældre af angst for at blive forstødt eller miste deres arbejde. Lige et kort øjeblik blev jeg forskrækket over de anonyme ubehagelige breve, men så tænkte jeg, at hvis jeg blev ramt af en knappenålsspids af den forargelse og udstødelse, som aids-ramte og hiv-smittede bliver udsat for, så er der da virkelig grund til at gøre noget ved det. Og skal man absolut have aktier i en sag for at kunne gøre noget? Skal man selv være torturoffer for at kunne gøre noget for torturofre? Skal man være flygtning for at kunne gøre noget for flygtninge?«

Berørelse

I bogen beskriver hun som nævnt, hvordan stakkels Bent spiste en bordpynts-snegl, og hun selv fulgte trop med tanken »skik følge eller land fly«. Så hvad mener hun om de nye, der kommer til vores land med frikadelle- og håndtrykstvang?

»Det er et stort emne, men det allervigtigste er at vise omsorg. Og prøve at vise vores kultur og prøve at forstå deres. Men det er ikke noget, man kan forlange sker på en måned. Eller et år. Det kræver en indsats fra begge parter.

At integrere sig, kan man godt med sin hjerne bestemme, men hvordan skal hjertet følge med? Du kan jo ikke slette dit lands rødder. I Japan optrådte Bent og jeg med vores forestilling »Man and the Storyteller«, som var på engelsk. Men på dronningens fødselsdag optrådte vi til en stor fest, hvor mange danskere havde deres japanske ægtefæller med. Vi blev bedt om at læse, »I Danmark er jeg født«. På dansk, så danskerne kunne høre deres eget sprog. Det lød nemt nok, men da jeg oppe på hotelværelset begyndte at læse, og kom til »Hvor står fuldmånen over kløverengen, så dejligt som i bøgens fædreland«, fossede tårerne bare ud af øjnene på mig. Og jeg savnede overraskende voldsomt sproget, kulturen, årstiderne - det hele.«

»Folk i min alder siger ofte, at de skal bo det samme sted, til de dør. Sådan havde jeg det også, indtil jeg en dag erkendte, at jeg måske skulle se at komme afsted nu, hvor jeg kunne tale og gå, og kunne finde ud af, hvad der skulle afskibes. Det hus var hele min identitet«


»Tænk, hvis flygtninge, der kommer her, har det på samme måde med deres land. Så kan du da ikke sige til deres hjerne, at nu skal du være dansk, og nu skal du spise flæskesteg. Det kan de jo ikke. De kan læne sig op ad vores kultur, og vi kan lære noget af deres.

Da jeg var barn, havde man sjældent set et menneske med en anden kulør, og det var så spændende, hvis der kom en gående, som ikke lignede en selv. Man tænkte jo aldrig racistisk, men nu er der mennesker, der flygter fra krig eller risikerer at blive slået ihjel for deres meninger. Og man ser folk på landevejen, som har små børn med sig, og har mistet alt, de ejer. Der ser jeg ikke en strøm af mennesker – jeg ser ulykkelige skæbner, som skal mødes med omsorg.«

»Jeg vil hellere være på Hawaii i julen, hvor julemanden kommer sejlende i kajak iført nissehue, og der er ikke nogen, der taler om gaver. Så slipper vi for al det åndløse med profit og penge, overflod og forkælelse. Jeg kan altså ikke holde det ud!« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Og vi har jo egentlig et lille, trygt og dejligt land, mener Susse. Kun én gang i løbet af samtalen snubler hun over ordene. Det er, da hun skal omtale landets royale overhoved, og siger »Margr … Dronningen«. Historien handler om beviset på, at we have a good thing going i vores lille land - om dengang, hun var i Magasin med sin amerikanske ven.

»Dronningen kom gående helt alene, og min ven spurgte bestyrtet »who’s taking care of the queen?«. Så sagde en af ekspedienterne glad »Det gør vi!««

Bevægelse

Bogen »Bevægelse« udkommer den 15. november, og i den skriver hun bl.a. om et af de svære skift i livet: Den fysiske flytning fra villaen på Frederiksberg til en lejlighed i Skodsborg. Alle minderne var på væggene, mellem murene, på loftet.

»Folk i min alder siger ofte, at de skal bo det samme sted, til de dør. Sådan havde jeg det også, indtil jeg en dag erkendte, at jeg måske skulle se at komme afsted nu, hvor jeg kunne tale og gå, og kunne finde ud af, hvad der skulle afskibes. Det hus var hele min identitet, men jeg kunne pludselig se, at flytningen ikke var en afslutning, men en begyndelse.«

Susse Wold forklarer, at når man har boet i et hus i 50 år, har man samlet så mange ting, at det næsten bliver dem, der ejer dig, og ikke omvendt. Det viste sig, at angsten for at minderne ville forsvinde med huset, blev afløst af en lykkelig tid på villaloftet, som udmundede i en form for katharsis.

»Jeg kiggede i alle scrapbøgerne og grinede meget af mig selv, der som 20-årig taler om liv, død og kærlighed, og svarer fuldstændig skråsikkert. Og jeg læste fantastiske anmeldelser af forestillinger, jeg har spillet i. Men det har jo ikke nogen betydning nu, for der er ikke noget, som er så dødt som en teaterforestilling, når tæppet er gået ned. Da jeg var færdig, var det ned i en pose med det, hen på containerpladsen, og ned i småt brændbart. Hvad man mente engang, eller hvad andre mente om en, det er der jo ikke noget liv i mere. Det eneste vi har, er vores nu. Det er der, tingene sker, og nuet er en gave. Mon det er derfor, englænderne kalder nuet for »the present«?«