I animationsserien »The Simpsons« lagde komikeren og musikeren Harry Shearer stemme til blandt andre den lede rigmand og atomkraftværksejer Mr. Burns, samt Homer Simpsons nørdede nabo Ned Flanders. Nu udgiver den 76-årige Shearer et album med 13 sange, som han synger i rollen som USAs præsident, Donald Trump.
Albummet »The Many Moods of Donald Trump« udkommer 30. oktober, tre dage før præsidentvalget, og indeholder sange, der ifølge en pressemeddelelse fra pladeselskabet forsøger at svare på nogle af »de helt store spørgsmål« om Trump: Som for eksempel hvordan præsidenten har tid til at se alle de nyheder om sig selv, og hvordan han agter at vinde kampen mod coronapandemien.