Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Natten til mandag dansk tid løb den amerikanske prisuddeling Screen Actors Guild (SAG) af stablen i Hollywood.
Jamie Lee Curtis fik prisen for bedste kvindelige birolle for sin præstation i sciencefiction-actionfilmen »Everything Everywhere All At Once«, og i sin takketale sagde hun ikke blot tak.
Hun adresserede også tidligere anklager om, at hun fik hjælp af sine skuespillerforældre i sin vej til berømmelse. Det skriver The Hollywood Reporter.
I talen siger Jamie Lee Curtis blandt andet:
»Jeg ved, at I ser på mig nu og tænker: »Nepo-baby. Det er grunden til, at hun er her.« Og det forstår jeg fuldkommen,« sagde hun med sin første SAG-statuette i hånden.
»Men sandheden er, at jeg er 64 år gammel, og det her er bare fantastisk,« hvorefter publikum svarede med klapsalver.
Hvad er en nepo-baby?
Berlingske har tidligere beskrevet fænomenet nepo-babyer, hvor vi skrev om, at New York Magazine døbte 2022 for »Nepo-babyens år«.
Nepo-baby er en sammenskrivning af ordene nepotisme og baby og dækker over en person, som er kendt fra underholdningsbranchen, hvis forældre også er kendte.
Nogle hævder, at disse mennesker kun er kendte, fordi deres kendte forældre har hjulpet dem frem.
Jamie Lee Curtis har tidligere deltaget i debatten om nepotisme i Hollywood. I december 2022 lavede hun en Instagram-post, hvor hun skrev, at samtalen om nepo-babyer »kun er designet til at forsøge at formindske, nedgøre og såre«.
Hendes far var skuespilleren Tony Curtis, som medvirkede i over 100 film i sit seks årti lange karriere, inden han døde i 2010, og hendes mor skuespilleren Janet Leigh, der har danske aner fra Bornholm. Hun døde i 2004.
SAG Awardshowet er skuespillerfagforeningens årlige prisuddeling og plejer at være en god indikation af, hvem der er kommer til at løbe med de eftertragtede oscarstatuetter.
Ifølge branchemediet Variety bliver showets priser uddelt efter afstemning blandt de 122.000 medlemmer af fagforeningen, hvoraf nogle også er en del af akademiet bag Oscar-uddelingen. Otte ud af ti af de seneste vindere af prisen for bedste hovedrolle ved SAG-prisuddelingen har også vundet en Oscar-statuette samme år.