2018 mindede os om, at vi skal gøre os umage

Sommeren var næsten for god til at være sand. Og måske var den. Sarah Iben Almbjergs nytårstale-klumme om, hvad vi lærte af 2018 – og hvad vi skal tage med os ind i 2019.

»Da vi nærmede os august, længtes man efter monoton heldagsregn, og børnene fik lov til at se TV i de lyse timer«, skriver Sarah Iben Almbjerg om sommeren 2018 Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen

Der var nætter, hvor jeg vågnede og troede, at det var sket med os.

Selvom vi havde rykket madrasser og lagener ud på altanen, var der 30 grader natten igennem, og det føltes som om, at jorden var ved at brænde sig selv af. Selvom den lille stadig holdt mig i hånden, kunne jeg ikke lade være med at tjekke, om hans brystkasse bevægede sig. Om han kunne trække vejret. Jeg var panikslagen.

På den måde var sommeren 2018 næsten for god til at være sand.

802 sommersolskinstimer havde vi. Både maj og juli fik titlerne som de mest solrige måneder af deres slags nogensinde. Det var sandsynligvis også de tørreste i 99 år. Og vi smed skoene og gik i løst tøj og kørte til stranden efter arbejde, selvom det var bare en helt almindelig onsdag. Jeg fik lokket min mor med på musikfestival, hvor vi lærte at være mennesker sammen – og ikke bare praktiske funktioner.

Men gode ting kan også blive for meget, og efterhånden som varmen fortsatte, blev det forkert. Da vi nærmede os august, længtes man efter monoton heldagsregn, og børnene fik lov til at se TV i de lyse timer. Lyttede man til nyhederne, hørte man om bønder, der kæmpede med tørke, om klimaophedning. Klimakrise. Det var der, min paranoia begyndte.

Tænk, hvis den sommer var et varsel. Et tegn på, at eksperterne taler sandt, når de peger på, at polerne smelter, og ø-stater vil forsvinde i børnenes levetid.

Jeg blev nærmest besat af at læse om klima, og jeg slugte alle historierne om skovbrandene i Californien og tørkeforårsagede indlæggelser i Japan. Jeg læste, at fem millioner danske træer var gået til i varmen, og at trækfuglene faldt ned over Sverige, fordi de manglede vand. Jeg læste Jared Diamonds »Kollaps«, der zoomer ind på, hvorfor nogle samfund fastholder en levevis, som reelt ødelægger deres civilisation.

Halvdelen af det var muligvis løgn, men det gjorde indtryk, fordi jeg svedte, og den lille fik varmeknopper af at gå tur på Amager Fælled. Min akut opståede samvittighed betød, at jeg manisk forsøgte at affaldssortere, selvom alt i min gård ender i de samme grå affaldsspande. Jeg lød som et ekko af TV-avisen, når jeg videreformidlede, at vi skal flyve mindre, spise mindre kød, køre i flere elbiler, streame færre serier og bruge færre fossile brændstoffer.

Hvert eneste fodtrin, jeg tog, var ladet med svovl og CO2 og dårlig samvittighed. I stedet for at fokusere på reel helbredelse, var jeg som en syg, der kun sad og fortalte om mine egne symptomer.

Det er ikke sundt at bygge et tempel af frygt, men sommeren 2018 viste os, at det var på tide, at vi tager os sammen. At vi dropper alle de små panikløsninger og lytter til dem, der kan finde rigtige løsninger på problemer, der er større, end vi kan forstå.

I forordet til den selvbiografi, der udkom i slutningen af 2017, skrev Troels Kløvedal: »Alle mine morgener skal være poetiske«. Det løfte gav han sig selv og beholdt det. Det handler om at sætte sig i morgenstunden og nyde landskabet. Livet er vidunderligt, skrev Kløvedal, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om. Derfor er hver morgen en stor, dejlig oplevelse.

Der var nætter i 2018, hvor jeg glemte at tænke på den måde. Hvor jeg næsten hadede tanken om, at solen igen ville stå op. Til gengæld blev jeg mindet om, hvor meget, vi egentlig skal passe på de morgener, vi har tilbage.