For vesterlændinge fremstår Tokyo som selve kernen af det mystiske østen. En Blade Runner-agtig enorm by med en nonstop døgnrytme pakket ind i pulserende neon. En Metropol, der er nem at lade sig forføre af og fortabe sig i - og få film har som »Lost in Translation« fanget den stemning.
Sofia Coppolas mesterværk fra 2003 står i filmhistoriens tykke bog som en af 00ernes stærkeste og mest populære produktioner, men påvirker stadig den dag i dag turisters valg af things to see og do på en rejse til Tokyo.
Den berømte bar
Motoren i »Lost in Translation« er det umage makkerpar Bill Murray og Scarlett Johanssons karakterer. Murray som Hollywood-stjernen der er trukket i midtlivskrisens skriggule T-shirt uden forståelse for, hvorfor hans ægteskab er reduceret til langdistance telefonopkald om indretning og farvevalg. Johansson som den unge kvinde, der er rejst med sin fotograf-ægtemand med hovedet op i egen linse til den japanske hovedstad, mens hun undrer sig over voksenlivets manglede rejsekort.
De mødes i filmens epicenter – hotellet Park Hyatt Tokyo. Hotellets bar og bandet i baggrunden har aldrig været det samme siden. Filmens oneliners, det jazzede mørke udtryk tilsat whisky på is og livebandets rødhårede sangerinde med en note af David Lynch.
Det er sjældent, man støder på en hotelbar med sjæl, men det har New York Bar. Som et levende tusmørke i en magiskrealistisk roman af Murakami, hvor man ved, at noget skal ske - man ved bare ikke hvad, i en bar, der aldrig sover og er mere New York end New York nogensinde bliver. Baren har tilmed Tokyos største udvalg af amerikanske vine og formentlig også mest eksklusive whisky-kort.
Imponerende udsigt
Hotellet, baren og restauranten har hjemme på etagerne 39 til 52 i Shinjuku Park Tower i Tokyos bydel Shinjuku. Og der er noget passende symbolsk over, at man med ekspreselevator bliver skudt fra jordniveau op i denne stemningsfyldte bar, der er sit helt eget univers. Alene udsigten over Tokyo by går lige i relæet: Byen strækker sig ud i horisonten i et ocean af neon og lys. Får man plads ved vinduet i restaurant New York Grill på etage 52, så er lykken gjort. Højhuse og helikoptere og kæmpebyens ånde er et spektakulært skue så langt øjet rækker. Restaurantens kobe-kød til 1600 kroner for 180 gram er værd at spare op til.
Hotellet blev ombygget i 2008, men fremstår stadig med det minimalistiske og luksuriøse udtryk fra filmen. Og det koster knapper at bo her. Forvent priser fra 5000 kroner og op pr. overnatning.
»Lost in Translation« gør et stort nummer ud af at understrege Tokyos neonlys, menneskemængde og den på en og samme tid triste, men også medrivende stemning, som kæmpebyen giver. Som foran togstationen Shibuya.
Det vildeste fodgængerfelt
Fodgængerfeltet foran Shibuya Station fem kilometer fra hotellet er et mylder af studerende, unge par, rejsende, folk på vej til og fra restaurant, eller shoppere, der er sent ude. Og fodgængerfelt er en underdrivelse. Det er et kryds, hvor fodgængere passerer fra alle ender og kanter, og det menes at være verdens mest travle, når der som hjerteslag sendes op til 3000 fodgængere over i alle retninger, før trafiklyset skifter igen. Man får de bedste overbliksbilleder fra tagterrassen hos Mag’s Park lige over for togstationens udgang, og kom efter mørkets frembrud, hvor menneskemængden er størst og neonlysenes magi uimodståelig.
Hvis man har økonomien til en overnatning eller to på Park Hyatt, så kan opholdets film-tema udvides.
Den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino udødeliggjorde restauranten Gonpachi Nishiazabu i filmen »Kill Bill« med Uma Thurman i hovedrollen. En drabelig kamp mellem hovedpersonen Beatrix Kiddo alias The Bride og en bande japanske sværdsvingere, samt den diabolske skolepige Gogo Yubari bevæbnet med pigbesat morgenstjerne udspiller sig i restaurantens lokaler, hvilket naturligvis har sparket spisestedets omsætning markant i vejret. Man bænkes ved langborde eller små båse, og specialiteten er små sticks. Grillspyd med grøntsager, fisk eller kød direkte fra den buldrende grill i det åbne køkken. Forvent en støjende, men intim atmosfære, og man bliver mæt og glad for under 200 kroner pr. kuvert.
Smukke tegnefilm
I den mere fredelige og absolut børnevenlige afdeling er Tokyos Ghibli museum, der ligger 15 kilometer fra Park Hyatt hotellet, et besøg værd for filmfolket - især fans af japanske tegnefilm, der i stigende grad går deres sejrsgang på vores breddegrader. Ikke mindst på DR’s Ultra kanal kan man støde på japanske tegnefilmsklassikere som »Ponyo« og »Min nabo Totoro«. De japanske tegnefilm har en langsommelighed, dyb historie og fantastisk evne til at suge børnenes opmærksomhed til sig, modsat de amerikanske tegnefilm, hvor alting skal foregå i et opskruet tempo pumpet med oneliners.
Filmmagerne Isa Takahata og Hayao Miyazaki grundlagde tegnefilmfirmaet Studio Ghibli med henblik på at lave kommercielle tegnefilm, der adskiller sig, ud fra filosofien:
»Filmens karakterer skal langsomt udfoldes i deres hverdagsliv og give dem en realisme langt fra actionfilms univers. Det er for os nøglen til at vinde publikums hjerter.«
Som modstykke til nutidens digitale animationsfilm bruger Studio Ghibli rigtige og mange farver, og det går igen på museet, der er en hyldest til den lange smørrebrødsseddel af filmproduktioner, som selskabet har bag sig.
Park Hyatt Hotel, Shinjuku Park Towers
www.hyatt.com
Gonpachi Nishiazabu
1 Chome-13-11 Nishiazabu, Minato City, Tokyo
www.gonpachi.jp
Ghibli museet
1 Chome-1-83 Shimorenjaku, Mitaka, Tokyo 181-0013
