Notting Hill var et stille og roligt kunstnerkvarter - men så kom Julia Roberts forbi

Filmturisme: Den romantiske komedie »Notting Hill« blev ikke blot den bedst sælgende britiske film i historien, men ændrede også kvarteret af samme navn for altid.

Julia Roberts og Hugh Grant på date i »Notting Hill« fra 1999, der blev den bedst sælgende britiske film i historien og gjorde kvarteret til en gigantisk turistattraktion. Den kendte japanske restaurant Nobu ligger der endnu. CLIVE COOTE

London er konstant under forandring. Som en puppe, der ikke kan beslutte sig for farver og former, bliver den engelske hovedstad ved med at ændre sig. Og tak for det. Det er en af mange grunde til, at London er danskernes foretrukne europæiske storby. Der sker altid noget. Der er altid sket noget. Intet er det samme som sidst, og ofte er det tilfældigheder, der får en bydel eller et par gader til at slå en kolbøtte. Og ikke så sjældent har en filmproduktion haft en finger og et klaptræ med i spillet.

Kirkegård bed sig fast

»Bram Stoker's Dracula« fik filmturister til at besøge Londons middelalderkirkegårde, »Harry Potter« har gjort sit for togstationen King's Cross og Millennium Bridge, og »James Bond«, »V for Vendetta«, »Shakespeare in Love« og mange, mange andre film har sendt turister på rundtur. London er en populær filmby, men enkelte film skiller sig alligevel ud, og hele kvarterer bliver fra den ene dag til den anden til turistmagneter.