Et stigende antal danskere lever alene, og en stor del af dem har valgt singlelivet fremfor det besværlige kærlighedsliv med en anden. Ifølge Danmarks Statistik udgør de et rekordstort antal på over 1,15 millioner danskere. En af årsagerne synes at være det moderne datingliv, hvor det er let at gå på dates og møde nye mennesker, men kærligheden er derimod mere vanskelig.
For at forstå nutidens datingkultur kan man dog læse en af litteraturens store klassikere, nemlig Gustave Flauberts roman »Følelsernes opdragelse« fra 1869. Gustave Flaubert var en af dem, der tidligt så faren i illusionerne, og »Følelsernes opdragelse« er en påmindelse om, at fremskridt og nye muligheder ikke nødvendigvis bringer os nærmere lykken – hverken i kærligheden, i politikken eller i vores sociale stræben.