Vi skal ikke bare have en ny statsminister, vi skal have en ny politisk retning

Radikale Venstre fører kun en regering til magten, der er uafhængig af Dansk Folkepartis politik. Politisk stilstand er ingen naturlov, hvis Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen vil lede efter modet i stedet for blot magten.

Åbningsdebat i Folketinget
Den demokratiske samtale, der kulminerer med folketingsvalget, vil afgøre om Dansk Folkeparti får lov til at diktere den politiske retning uanset, hvem der er statsminister. Det står vel efterhånden klart, at deres retning hverken skaber tryghed, tillid eller fremgang for dem, der har mindst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Da min søn Emil var fire år bøvlede han med forskellen på i går og i morgen: »Hvad skal vi lave i går?« spurgte han. Indtil pråsen gik op for ham: »Far, ’i morgen’ er jo en dag, vi ikke har prøvet endnu.«

Sådan har jeg det med nytår. Et år, vi ikke har prøvet endnu. Det behøver ikke blive spildt på smålighed og symbolpolitik. Det er et år, hvor vi kan udrette noget. Hvis vi tør.

Et år, der afgør, om vi kan skabe løsninger, der giver tryghed om et Danmark, hvor der er råd til uddannelse, sundhed, klima, og hvor vi finder fælles svar i EU. Eller om vi lukker os stadigt mere om os selv og ødsler opsvinget bort på dyr symbolpolitik. Om vi har lært af kriserne bag os eller om strudsepolitikken skal fortsætte.

Morten Østergaard Fold sammen
Læs mere

På kort form: Det afgørende svar, som folketingsvalget må afklare er, om det er Radikale Venstre eller Dansk Folkeparti, der bringer den næste regering til magten.

Tilliden ruster

Fremgangen i Danmark giver os ellers alle kort på hånden. Og der er nok af problemer, som kalder på politisk handling. SKAT sejler i it-problemer. Britta har taget af kassen. Vores skattekroner er havnet i lommerne hos en rigmand fra Dubai, og Danmarks største bank er involveret i en af de største hvidvaskskandaler nogensinde. Tilliden ruster.

Skattepolitikken handler ikke om at bringe fællesskabet fremad, men om sporadiske gaver, som ikke rigtig stod på nogens ønskeseddel. Billige lyst-yachter og privatfly. Samtidig bliver det sociale sikkerhedsnet mere hullet for den gruppe af udsatte af medborgere, som kæmper for at have råd til tre måltider om dagen.

For en måneds tid siden talte jeg med fire seje kvinder hos Kirkens Korshær i Aalborg. Om muligheden for et fleksjob. Om mænd, der ingen steder var at finde. Om børn med handicap, som krævede kampe med systemet. De var ansigterne på, at ikke alle er med på opsvinget. Og som bliver mødt af hovne svar om, at hvis bare de bliver trykket på pengepungen, så tager de sig sammen. Alle vi, der taler om incitamenter og samspils-procenter, ville næppe klare en enkelt dag i deres liv.

Den samtale, vi burde have med dem, er: Hvad skal vi gøre, så deres børn ikke arver problemerne? Og kunne vi starte med at ringe den sunde fornuft op og f.eks. ikke straffe en enlig førtidspensionist med modregning, fordi vedkommendes hjemmeboende børn tager et avisjob?

Imens svækkes kvaliteten af vores uddannelser. Institutionslukning truer, centraliseringen er i gang. Bliver der længere til uddannelse, får færre en uddannelse. Hvorfor investerer vi ikke i fremtidens velfærd gennem vores børns uddannelse, når det nu går så godt i Danmark? Vi saver i den gren, vores børn sidder på.

Alligevel kører Christiansborg-svareren i samme båndsløjfe:

»Jo strammere udlændingepolitik, jo bedre bliver alting.« Og når man ikke kunne stramme mere, så har man fundet på fine ord som paradigmeskift. 2018 toppede i håndtryk, burkaforbud, frikadelletvang og øen Lindholm.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv: hvad hvis de samme mennesker skal diktere den næste finanslov? Hvad bliver det næste?

Hvad nu hvis?

Men det er i grunden op til os selv. Derfor er mit nytårsønske, at vi i 2019 vælger det optimistiske »Hvad nu hvis?« fremfor det afmægtige: »hvad bliver det næste?« Hvad nu hvis vi sætter os for at få det bedste ud af de gode tider, til gavn for dem, der har det sværere end vi selv, og dem der skal komme efter os?

Hvad nu, hvis vi lyttede til de topchefer, der har sendt en efterlysning af større grønne ambitioner. Og de selvsamme, som efterspørger arbejdskraft.

Fra skibsværftet Fayard i Odense til fiskeindustrien i Hanstholm. De er helt afhængige af folk fra hele verden. Sidst, vi endte i en økonomisk krise, blev der sagt nej til mere udenlandsk arbejdskraft, som nu i 2018. Hvad nu, hvis vi i stedet lod de virksomheder, der tager uddannelsesansvar, få adgang til at ansætte til en lavere beløbsgrænse? Så fik vi lukket hullet på gulvet nu, og kan undgå permanent mangel på faglært arbejdskraft.

Betyder det, at vores grænser skal stå åbne for alle? Nej, selvfølgelig ikke. Men hvad nu, hvis vi ikke brugte en halv million timers politiarbejde på at kontrollere ved grænsen, for at afvise nogle få, som ikke havde pas med eller papirerne i orden? Så kunne betjentene skabe tryghed lokalt og forebygge, at flere unge havnede i bander. Og hvis vi så i stedet arbejdede på at binde EU-landene sammen i et fælles asylsystem, så ingen bare dukkede op ved vores grænse. Så der var styr på, hvem der kom til Europa. Hvis vi havde gjort det inden, 2015 havde vi ikke haft en masse mennesker vandrende på vores motorveje.

Hvad nu, hvis vi sendte alle på kontanthjælp, der ikke har folkeskolens afgangsprøve i opskoling? Altså undervisning hver dag, som betingelse for at modtage kontanthjælp gennem længere tid. Hvad nu, hvis vi i stedet for Dansk Folkepartis integrationsstop lod succeskriteriet blive antallet af bidragende flygtninge fremfor antallet af udviste i kø til udsendelsescentre?

Spørgsmålene kan fortsætte: Hvad nu, hvis vi mødte klimakrisen med ansvarlighed for kommende generationer i stedet for handlingslammelse? Og hvis vi turde lægge skatterne om, så vi får en 100 procent grøn bilpark. Hvad nu, hvis vi omlagde en tredjedel af alle marker, så vores landbrug kunne gøre energisektorens grønne succes efter? Tør vi, så kan vi.

Det er dit valg

Jeg kan godt forstå, hvis I spørger jer selv: Er I på Christiansborg overhovedet optaget af vores bekymringer? Er I kun optaget af magtspillet med og mod hinanden?

Læs det ikke som en ansvarsfralæggelse. Jeg har også et medansvar for, at tilliden til politikerne kradser. Vi ville skabe fremtidens folkeskole, men reform blev til konflikt – og selv i dag kæmpes der for at få rammerne til at række, så lærerne kan lykkes med opgaven. Det var også vores ansvar.

Tilsvarende gav offentlighedsloven mere mistillid. Kritikerne fik ret. Lys blev til mørke i centrale dele af magtudøvelsen. Vi stiller med rette krav om konsekvens og transparens, når Danske Bank har dækket over en hvidvask-skandale i Estland. Men så må vi have samme krav om transparens til os selv, når centrale beslutninger formes. Derfor vil offentlighedsloven blive lavet om efter næste valg. Forliget er opsagt.

Jeg står ved fejlene, og om nogen er jeg opsat på, at politik skal skabes med de mennesker, der skal leve med det. Som politiker har vi ikke kun et ansvar for at handle. Tillid handler om at lytte. Demokrati handler om samtale.

Den demokratiske samtale, der kulminerer med folketingsvalget, vil afgøre om Dansk Folkeparti får lov til at diktere den politiske retning uanset, hvem der er statsminister. Det står vel efterhånden klart, at deres retning hverken skaber tryghed, tillid eller fremgang for dem, der har mindst.

Derfor holder jeg fast i den garanti, jeg har givet vælgerne: Radikale Venstre fører kun en regering til magten, der er uafhængig af Dansk Folkepartis politik. Vi skal ikke bare have en ny statsminister, vi skal også have en ny politisk retning. Politisk stilstand er ingen naturlov, hvis Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen vil lede efter modet i stedet for blot magten.

Så kunne vi få større sikkerhed om integrationen. Danmark kunne blive en grøn ledestjerne igen, vi kunne være mere sikre på rent vand og luft til vores børn. Vi kunne skabe tryghed for, at vi har råd til sundhed og omsorg til de små og til de gamle og til flere muligheder gennem bedre uddannelse.

Dit valg kan gøre forskellen. For 2019 er et år, vi ikke har prøvet endnu.