Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når vi gik patruljer i Afghanistan, gik vi i en lang lige række. Ikke fordi det var den bedste taktiske kampformation. Vi var sårbare over for beskydning for- og bagfra og havde selv svært ved at manøvrere og skyde tilbage uden at komme i vejen for hinanden. Årsagen til, at vi gik på linje, var frygten for de nedgravede sprængladninger. Man passede sin sikringsretning, men hovedfokus var på at træde i de fodspor, som ham, der gik foran, efterlod. En fod kunne man måske nok undvære, men at miste begge ben eller kønsorganerne? Så hellere døden. Sådan var der mange, inklusive mig selv, der tænkte.