Vi har tabt krigen i Afghanistan

Konflikten i Afghanistan blev både på slagmarken og på det politiske niveau udkæmpet på vores modstanderes præmisser. Efter 17 års krig står resultatet klart: Vi tabte, og indsatsen var ikke ofrene værd.

Krigen i Afghanistan blev både taktisk og strategisk udkæmpet på Talebans præmisser, og knap 17 år efter de første udsendelser af danske soldater står det klart, at vi tabte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Når vi gik patruljer i Afghanistan, gik vi i en lang lige række. Ikke fordi det var den bedste taktiske kampformation. Vi var sårbare over for beskydning for- og bagfra og havde selv svært ved at manøvrere og skyde tilbage uden at komme i vejen for hinanden. Årsagen til, at vi gik på linje, var frygten for de nedgravede sprængladninger. Man passede sin sikringsretning, men hovedfokus var på at træde i de fodspor, som ham, der gik foran, efterlod. En fod kunne man måske nok undvære, men at miste begge ben eller kønsorganerne? Så hellere døden. Sådan var der mange, inklusive mig selv, der tænkte.

Jeg er egentlig ikke bitter på de talebankrigere, der lagde sprængladningerne ud. Havde jeg været i deres situation, havde jeg ført den samme form for krig. De kunne ikke konkurrere med vores ildkraft og mobilitet, så de tvang os ud af vores pansrede køretøjer og trak os storsvedende til fods gennem Helmands floddal. På den måde blev vi tvunget til at kæmpe på deres præmisser. De bestemte, hvornår vi skulle slås og under hvilke vilkår. De gjorde det på det taktiske niveau, og vi lod dem også gøre det på det strategiske, politiske niveau. Her små 17 år efter, at den første danske soldat satte sin fod på afghansk jord, står resultatet klart: Vi tabte.

Niels Jespersen i Afghanistan Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Eller, det kommer selvfølgelig an på, hvilke kriterier man anlægger for sejr. Jeg ved, at mange af mine veterankolleger vil være uenige. De vil påpege, at Taleban ikke har rejst sit hvide banner over Kabul, og at Al-Qaeda ikke har det samme frirum som før 2001. Samtidig går millioner af børn i skole. Jeg kender godt argumenterne. Vi vandt også alle slagene. Selv om soldater altid overdriver antallet af dræbte fjender, er der ingen tvivl om, at vi påførte Tango-Bravo, eller INS, som han hed i rapporterne, massive tab. Især vores luftoverlegenhed kostede mange talebanere livet – og sikkert også ikke så få civile. Der er i øvrigt en flydende overgang.

Selvbedrag at tale om sejr

Imidlertid er det i min optik udtryk for selvbedrag at hævde, at krigen blot handlede om at nedkæmpe modstanderen. Havde det været målet, var krigen vundet i 2002. Sidenhen kastede den internationale koalition sig ud i et ufatteligt dyrt og blodigt forsøg på at opbygge en fungerende regering i et land, der aldrig har kendt til sådan en. Den indsats var forfejlet. Amerikanerne alene har brugt over tusind milliarder dollar i Afghanistan. Det er cirka ti månelandinger i nutidspriser. Ifølge Brown Universitys »Costs of War Project«, har krigen krævet 147.124 menneskeliv, heraf 43 faldne danske soldater. Dertil kommer hundredvis af hårdt sårede, samt de milliarder af kroner, vi har brugt og fortsat bruger. Senest 308 millioner kr. til det bundkorrupte afghanske politi.

Niels Jespersen

» Hvis man skal sige noget positivt, er det, at de danske midler er med til at skabe en smule midlertidig stabilitet. Så længe de vestlige skatteydere lader sig udplyndre, er det mere lukrativt at sidde med i regeringen i Kabul end at føre borgerkrig ude i provinserne.«


De penge, kan jeg som forhenværende Afghanistan-analytiker godt love, er spildt. De ender det samme sted, som alle midlerne til pigeskoler, CIMIC, provincial reconstruction, Helmand 2012-planer, og hvad vi ellers har kastet penge efter: I lommerne på den flok narkogangstere og krigsherrer, der udgør den reelle magt bag den afghanske regering. Hvis man skal sige noget positivt, er det, at de danske midler er med til at skabe en smule midlertidig stabilitet. Så længe de vestlige skatteydere lader sig udplyndre, er det mere lukrativt at sidde med i regeringen i Kabul end at føre borgerkrig ude i provinserne. Igen kæmper vi på vores modstanderes præmisser. Denne gang blot med penge og politik.

For i det øjeblik, den internationale støtte forsvinder, da forsvinder den afghanske stat også. Det gør den i øvrigt nok alligevel. Her i efteråret stod en dobbeltagent fra Taleban i et dilemma. Foran ham stod den amerikanske general Scott Miller og Kandahars nådesløst brutale, men effektive politichef, Abdul Raziq. Talebaneren kunne kun nå at dræbe én af dem, før han selv blev skudt ned. Han valgte Raziq, hvilket var den helt rigtige beslutning.

Amerikanerne har nemlig masser af generaler, mens den afghanske regering kun havde én Abdul Raziq. Med ham ude af spillet er det et spørgsmål om tid, før hele det pashtunske kerneland igen er på oprørernes hænder. De næste par år vil de afghanske sikkerhedsstyrker kollapse, og så er vejen til Kabul åben. Det bliver Saigon 1975 om igen. Vesten kan selvfølgeligt vælge at øge indsatsen og hælde endnu flere penge i det åbne krater, der er den afghanske regering. Amerikanerne kunne også være blevet i Vietnam, og Storbritannien kunne havde fortsat krigen mod deres gamle kolonier i Nordamerika. Det havde været lige så perspektivløst. Når man ikke kan vinde, taber man, for på et eller andet tidspunkt skal man hjem, mens de, man slås mod, bliver tilbage. Sejrherren er nu engang ham, der har kontrol over slagmarken, når krudtrøgen har lagt sig.

Vi gentager de samme fejl og betaler prisen i blod

Selvfølgelig påstår jeg ikke, at Danmark alene kunne gøre fra eller til. Militært var vi en loppe, der sad på den britiske mus, som gungrede med den amerikanske elefant. Det er positivt, at vi er i en periode i danmarkshistorien, hvor vi kan tabe krige, uden at det har den helt store konsekvens. Men som veteran kan man godt blive træt af den lethed, hvormed det officielle Danmark og Forsvaret behandler vores indsats.

Niels Jespersen

»Den største ære, man kan give vores faldne, er at sikre, at deres offer ikke var forgæves. At kommende danske soldater ikke skal spilde deres blod, fordi vi begår fejltagelser, der kunne være undgået.«


I 1890 udgav generalstaben for den danske hær trebindsværket »Den dansk-tydske Krig 1864«, hvori man minutiøst gennemgik krigen fra hver eneste lille forpostfægtning til stormen på Dybbøl og Als. Hensigten var at drage den rette lære af kampene. Man havde simpelthen ikke råd til at tabe en ny krig. Danmarks overlevelse stod på spil. Her er kontrasten til både Irak- og Afghanistan-krigene slående. Nutidens forsvar med alle dets uniformerede djøfere er professionelt uinteresseret i sin egen historie. På det politiske niveau står det endnu mere grelt til. Her bekæmper man med næb og kløer enhver udredning, for sæt nu en minister eller general kom til at fremstå i et dårligt lys? Med Irak-kommissionen havde man endda den frækhed at bruge hensynet til os veteraner som argument for dens nedlæggelse. Jeg kan kun tale på egne vegne, men det er et hensyn, jeg vil have mig frabedt. Den største ære, man kan give vores faldne, er at sikre, at deres offer ikke var forgæves. At kommende danske soldater ikke skal spilde deres blod, fordi vi begår fejltagelser, der kunne være undgået.

For vi begik masser af fejl i både Irak og Afghanistan. Vi satte os ikke ind i de lokale magtdynamikker og endte som hunde i et spil kegler. Vi lod os manipulere af de lokale magthavere og sheiker til at udkæmpe deres kampe, og jeg har ingen tiltro til, at Forsvaret ikke vil gøre det igen, næste gang vi sætter støvler i sandkassen.

Men har vores indsats ikke i det mindste bragt os tættere på vores vigtigste allierede, USA? Tjo. Som udsendt har jeg mødt stor anerkendelse i amerikanske forsvarskredse. Spørgsmålet er dog, hvad det er værd i dag. Som midtvejsvalget viste, er trumpismen ikke et forbigående fænomen, og den amerikanske præsident er ikke interesseret i allierede. Han vil have vasalstater, der kan pålægges tribut. Han foragter de frie samfund og beundrer autokraterne, hvis personlige rigdom og magtfuldkommenhed han misunder. Vi kan håbe, at det hele går over i 2020, men vi må forberede os på, at den gode tid, hvor Danmark kunne skærme sig bag USAs brede ryg, rinder ud.

Derfor duer det ikke, at vi for fremtiden sætter os udenrigspolitiske mål, som vi hverken har viljen eller evnerne til at indfri. Skal danske soldater atter i ilden, skal det ske på vores præmisser. Det skal være ofrene værd.