Veteraner herhjemme holder lav profil: »Så længe vi ikke spytter og råber 'barnemordere' efter dem, er vi et skridt i den rigtige retning«

Selv hvis man er uenig i krigen, koster det jo ikke noget at fortælle folk, at man er glad for, de kom levende tilbage, skriver den bogaktuelle journalist og forhenværende soldat Emil Arenholt Mosekjær, der peger på, at det for en person på kanten »kan det betyde alt.«

»Anerkendelse er dog stadig vigtig. Det føles rart, når nogen giver udtryk for, at de ikke finder ens indsats fuldkommen ligegyldig. Og selv hvis man er uenig i krigen, koster det jo ikke noget at fortælle folk, at man er glad for, de kom levende tilbage,« skriver Emil Arenholt Mosekjær.
»Anerkendelse er dog stadig vigtig. Det føles rart, når nogen giver udtryk for, at de ikke finder ens indsats fuldkommen ligegyldig. Og selv hvis man er uenig i krigen, koster det jo ikke noget at fortælle folk, at man er glad for, de kom levende tilbage,« skriver Emil Arenholt Mosekjær. Mathias Svold

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I december 2021 træder jeg ind på en restaurant i Houston sammen med Irak-veteranen Bryan Escobedo og to andre tidligere soldater. Der er andre gamle krigere end os herinde, hvilket ikke er så overraskende i en by med 282.000 veteraner. Vi er lette at få øje på med vores tatoveringer og camouflagekasketter, men det er heller ikke noget, man har et problem med at sige højt her i Texas.