Vestlige nationers overdrevne individualisme er en vigtig årsag til både den anden og tredje coronabølge

Vi har behov for at diskutere grænserne for borgernes frihed under kriser og indse nødvendigheden af, at vi som borgere forstår os selv som medlemmer af et overordnet samfundsfællesskab, der kun kan bestå, hvis vi tilslutter os visse grundlæggende og fælles regler og værdier.

»Singapore er et eksempel på et land med en stram kultur, hvor befolkningen udviser stor respekt over for sociale regler og normer. USA er et eksempel på en løs kultur, hvor mange mennesker ligefrem sætter en ære i at bryde dem. Gelfand og hendes kolleger viser, at løse samfund har haft fem gange så mange smittede og døde som samfund med stramme kulturer,« skriver Michael Böss. Mandel Ngan / AFP / Ritzau Scanpix

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Der er to hovedårsager til, at nogle lande har været bedre end andre til at bekæmpe covid-19. Den ene er effektive regeringer, der har forstået at handle rettidigt. Den anden er befolkningernes opbakning til den sygdomsbekæmpelse, deres myndigheder har stået for. Sådan lyder konklusionen i World Happiness Report 2021, en rapport, der hvert år skrives af økonomer, der måler borgernes livstilfredshed.