Det er absurd at tale om Udkantsdanmark. Der findes ingen udkanter i dette lille land, hvor man med få timers bilkørsel kan komme fra den ene ende af riget til den anden. Norge har udkanter, men ikke Danmark. Derimod findes områder, også 40 til 50 km fra Rådhuspladsen i København, hvor alting synes at være gået i stå, og hvor der tidligere var et levende byliv med handel, landbrug, håndværk og småindustri. Nu er der kun en brugs, en kirke og måske i heldigste fald en skole tilbage.

Det er en udvikling, som vi ikke skal beklage, men prise os lykkelige over. Dog skal vi ikke glemme disse nulvækstmiljøer. Set ud fra en samfundsmæssig udvikling skal vi hilse med tilfredshed, at unge mennesker flytter til de store byer, og yderområder affolkes. Forstå det, hvem der kan. Hvorfor nøjes med få hundedyre kvadratmeter på stenbroen, når man kan få store villaer til ingen penge i Struer og oven i købet masser af frisk luft og natur? Men de nye generationer slår sig ned i urbane områder. Og tak for det. De er nemlig med til at sikre vores velfærd. Ethvert forsøg på at vende udviklingen vil uundgåeligt strande – og er heller ikke ønskelig.

Læs også: Flere og flere flygter fra Udkantsdanmark

I sin bog »Solskin fra den sorte muld« beskriver professor ph.d. og dr. pæd. Ove Korsgaard meget præcist de sidste 50 års udvikling med et enkelt eksempel. Hans far og mor drev en »stor« gård på 60 tønder land på Mors. Ove Korsgaard selv blev ikke ved landbruget, men tog høje uddannelser inden for det pædagogiske område. Ove Korsgaard og hans kone Klara har fire børn, der alle er langt væk fra det landmiljø, som han selv voksede op i. Ove Korsgård beretter:

»Lise har en uddannelse i historie og kommunikation fra Roskilde Universitet og Humbolt Universität i Berlin og har senere taget en mastergrad i cooperate communication på Aarhus Universitet, Lea har en uddannelse som journalist fra Syddansk Universitet og en mastergrad i sociologi fra New School i New York, Lau har en uddannelse som spildesigner fra Syddansk Universitet og it-universitetet i København. Lynge har som den eneste fulgt i mine fodspor ved at tage en læreruddannelse i Ollerup. Mens mine forældre producerede korn og roer, kød og mælk, producerer mine børn events, dramaforestillinger, udstillinger, artikler, bøger og computerspil.« Ove Korsgaard konkluderer: »Der bliver stadig fodret svin, malket køer og kørt halmballer ind i Danmark, men den produktions- og livsform, som mine forældre repræsenterede, er en saga blot.«

Man kan synes, hvad man vil om udviklingen fra et samfund båret af familiebrugene på landet samt håndværk og småindustri i små og store bysamfund til det moderne videnssamfund med internationale virksomheder baseret på specielle kompetencer, men at skrue udviklingen tilbage, vil betyde tab af velfærd af betydelige dimensioner.

Læs også: EL: Statsbank skal låne penge til Udkantsdanmark

Som regionsrådsmedlem gennem otte år har jeg været med til at omdanne det danske sygehusvæsen fra små provinssygehuse til store universitetssygehuse og mellemstore akutsygehuse. Man kan se det som et tab, at der er forsvundet sygehuse i Kalundborg, Faxe og Nakskov, men centraliseringen var den eneste vej for at sikre bedre og hurtigere behandlinger. Og resultaterne er ikke udeblevet.

Kvaliteten ved det akutte beredskab er steget. Allerede i ambulancerne begynder behandlingen af læger eller paramedicinere, og når man ankommer til akutsygehuset, står et team af specialister klar til at diagnosticere og behandle selv komplicerede tilfælde. Livstruende sygdomme i hjerte og lunger samt kræft behandles hurtigere og bedre på de højtspecialiserede universitetssygehuse. Flere overlever og det skal man være glad for – selv om det har kostet arbejdspladser i Kalundborg, Faxe og Nakskov.

Ser man sig om i verden efter vækstcentre, så er centrum i disse en stor by på mindst tre mio. mennesker. Her vil man finde estimerede universiteter, stærke forskningsmiljøer, veludviklet infrastruktur og et rigt kulturudbud. Sådanne steder tiltrækker veluddannede personer, fordi man her kan udnytte sine evner og være en del af et udviklende miljø, enten i private eller offentlige virksomheder eller i forskningsmiljøer. Sådanne kraftcentre giver også potentialer til de øvrige dele af landet i form af underleverancer af forskellig art til de store virksomheder. Hertil kommer, at man i nærheden af disse kraftcentre skaber arbejdspladser, som folk, der ønsker at bo på landet, har mulighed at pendle til og fra. I dag er det således ikke ualmindeligt, at man arbejder i København og bor i f.eks. Kolding.

Læs også: »Hvis Vestas lukker, går Lem nedenom«

Derfor er det afgørende vigtigt for Danmarks fremtid, at hele Øresundsregionen får de bedste udviklingsbetingelser. Vi skal således ikke sukke over, at unge tager uddannelse i hovedstaden og bosætter sig der, da de er med til at sikre, at vi kan klare os i den internationale konkurrence og danne grundlag for, at store internationale virksomheder vil slå sig ned der. I mange år har Stockholm, der markedsfører sig som »The Capital of Scandinavia«, haft en større fremgang end Øresundsregionen. Det er yderst betænkeligt, så der bør sættes fuld politisk fokus på udviklingen af hovedstadsregionen og Skåne.

Det betyder ikke, at alt drejer sig om København. Det er også muligt at skabe vækstcentre i provinsen, men der, hvor det sker, er steder, hvor der findes universiteter og andre højere læreanstalter, der i et samspil med lokale virksomheder kan skabe vækst og udvikling, men det finder ikke sted i Thy eller på Langeland.

Det er således bundnaivt, hvis man tror, at man gennem politiske beslutninger kan eller skal vende udviklingen, så unge søger til Lolland eller Vestjylland. Det, man skal gøre politisk, er derimod at opstille nogle basale kvalitetsstandarder for befolkningen, uanset hvor de bor i landet. I tidligere tid kostede det det samme at få en telefon på Østerbro i København som på øen Fur i Limfjorden. På samme måde bør der i dag være krav til teleudbyderne om, at de skal sikre rimelig mobildækning overalt i landet.

Konklusionen er altså ikke, at man bare skal lade yderområderne og nulvækstmiljøerne sejle i deres egen sø. Det er fortsat helt centralt, at alle, der ønsker at slå sig ned i mindre provinsbyer eller bosætte sig på landet, har muligheder for at leve et rigt og spændende liv. Det gøres ved at sikre en god infrastruktur, rimelige kollektive transportmidler, god teledækning, lokale sundhedscentre, boligsanering på landet, rimelig kort afstand til skoler og ungdomsuddannelser med mere. Det er her, man skal sætte ind.

Alle politiske partier har udvikling af udkantsområderne på deres program. Ja, vi har endda en udkantsminister, som fordeler lidt midler hist og pist, men det vender ikke udviklingen. I stedet skal der opstilles og gennemføres bestemte standardmål gældende for alle overalt i landet.

Læs også: Minister: Vi kan ikke tvinge folk til at bo på landet

Jeg har sommerhus i Odsherred, som bestemt ikke er et sted, hvor der er den store vækst, men alligevel er det en driftig kommune med et rigt kulturliv med masser af kunstnere og virkelig mange gode tilbud til borgerne. Det er ikke noget dårligt sted at bo og behøver ikke at blive det fremover, men stat, region og kommune skal sikre en fortsat god infrastruktur, tilfredsstillende bredbåndsforbindelser, basale sundhedstilbud, uddannelsesmuligheder til og med ungdomsuddannelserne og fjerne faldefærdige huse m.m.

Lad os stoppe al snakken om Udkantsdanmark og troen på, at man gennem politiske beslutninger kan vende en udvikling tilbage fra by til land og skabe vækstcentre i yderområderne. Det er hverken ønskeligt eller muligt. Derimod bør man politisk vedtage standardmål i form af basale serviceydelser til alle, uanset hvor de bor i landet.