Udfordringerne for udkantsdanmark er ikke ligefrem breaking news i København.

Her har overborgmester Frank Jensen tværtimod netop skruet yderligere op for visionen om et »Greater Copenhagen«, som bl.a. skal tiltrække flere internationale virksomheder. Det er også i hovedstaden, at økonomerne i disse dage er begyndt at advare om en ny boligboble på grund af den stærke efterspørgsel efter lejligheder og huse.

Uden for Valby Bakke ser virkeligheden anderledes ud. Her er der sat gang i en debat, som med sikkerhed vil vokse, fylde i valgkampen og få indflydelse på udfaldet af valget.

Alt sammen handler det om modsætningerne mellem by og land: På den ene side har vi dynamiske byer, som tiltrækker firmaer, råder over job og byder tilflyttere velkommen. På den anden side findes landkommuner, hvor dagligdagen er præget af virksomhedslukninger, affolkning og et fastfrossent boligmarked, hvor de hårdest ramte danskere er stavnsbundet til usælgelige huse.

I mikrokosmos er denne udvikling udtryk for strømninger, der slår igennem med gigantisk kraft på globalt plan. Overalt gror byerne. Nogle vokser ligefrem til mega-byer med millioner af indbyggere, hvilket stiller enorme krav til boligbyggeri, trafikplanlægning, sikkerhed og en forsvarlig energi-, vand- og fødevareforsyning.

I vort lille land ser vi også en vandring fra land til by, blot i mindre skala, og i mange kommuner vokser frustrationerne blandt borgere og lokalpolitikere over en udvikling, som i deres øjne vil føre til et delt Danmark, hvor byerne tager det hele, mens landet går i stå.

Hvordan den udfordring skal takles, er der ingen lette svar på. I en tankevækkende artikelserie i Jyllands-Posten har nogle eksperter argumenteret for, at netop i et lille land som Danmark har planlæggere og politikere faktisk redskaber til at modvirke en så skarp opdeling af landet.

Andre advarer skarpt imod at bruge kostbare støttekroner på at forsøge at ændre en udvikling, der er uomgængelig. I en kronik her i Berlingske fastslog tidligere regionsrådsmedlem, Knud Munksgaard, forleden, at man bør droppe troen på, at »man gennem politiske beslutninger kan vende en udvikling tilbage fra by til land og skabe vækstcentre i yderområderne.«

Men hvor står politikerne på Christiansborg? Svaret er, at man i regeringstoppen tidligere havde et ganske godt blik for udfordringerne for udkanten. Det var faktisk en del af baggrunden for, at Carsten Hansen blev udnævnt til minister for by, bolig og landdistrikter. Men af mange grunde har han haft svært ved at sætte sig igennem, og nu synes blå blok godt på vej til at overtage initiativet. Og det er faktisk heller ikke svært at forstå, hvorfor de blå rykker.

Venstre har i de senere år mistet en stor del af sin traditionelle støtte fra landet, og det vil Lars Løkke Rasmussen selvsagt gerne ændre på. Men også den nye konservative leder, Søren Pape, samt DF-formand Kristian Thulesen Dahl og LA-leder Anders Samuelsen er forankret i det Danmark, der ligger uden for den københavnske bygrænse, og de har alle en del af deres opmærksomhed rettet mod udkanten.

I efteråret lancerede VKO-partierne et landbrugspolitisk udspil, som blev rost i høje toner af den tidligere socialdemokratiske minister og nuværende direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.

Udspillet var ment som en håndsrækning til et landbrugserhverv, som for tiden kæmper med massive gældsproblemer, og som har fået ødelagt eksporten til Rusland på grund af opgøret mellem Vestens ledere og Vladimir Putin. Men udspillet var også ment som et signal om, at VKO på den lange bane vil være parat til at støtte en landbrugs- og fødevareindustri, som står for mange job i udkanten. Derfor har det ikke været spor tilfældigt, at Lars Løkke selv er mødt op for at præsentere udspillet på store konferencer og kongresser for landbrugs- og fødevareindustrien rundt om i landet.

Det var heller ikke tilfældigt, at Venstres næstformand, Kristian Jensen, forleden publicerede en kronik, hvor han argumenterede for, at det i højere grad skal være kommunerne og ikke staten, der bestemmer, hvordan lokalområder skal udvikle sig.

Offensiven skal i V-toppens optik gerne være med til at genskabe Venstres klassiske alliance med landet, og det kan vise sig at være en yderst klog disposition på valgdagen.

Men offensiven er ikke uden risici. Så længe VKO og Liberal Alliance lægger op til at styrke landbrugs- og fødevaresektoren for at sikre vigtige arbejdspladser, vil mange vælgere – også i byerne – givetvis gerne være med. Men de vil komme i tvivl, hvis diskussionen ændrer karakter og kommer til at handle om, at der slækkes på miljø og dyrevelfærd. Derfor bliver det også afgørende for blå lejr, at Landbrug & Fødevarer på en solid basis af forskning, udvikling og innovation formår at levere varen og lever op til organisationens eget slogan om at skabe »vækst i balance«.

Derudover gør Løkke & Co. nok klogt i at være uhyre præcise i deres løfter og være ekstremt opmærksomme på de forventninger, de bygger op. For hvis der er én ting, som er blevet klart i Helle Thorning-Schmidts epoke, er det, hvor livsfarligt det kan være for en statsminister at begå løftebrud og blive anklaget for vælgerbedrag.