Tidligere officer: Rusland forstår kun hård magt. Vi må være villige til at kæmpe og betale den pris, det kræver
Der er ingen mening eller ære i at dø på kamppladsen. Men tvinges krigen ned over os, så er der intet andet valg end at kæmpe, skriver Andreas Broby, tidligere officer i hæren.

Vi har i årtier defineret os selv gennem de værdier, vi bekender os til. Danskerne er et folk, der tror på frihed, demokrati, menneskerettigheder og individers og nationers ret til selvbestemmelse. Det har været let at bekende sig til disse værdier, fordi vi sjældent har skullet betale nogen personlig pris for dem.
Men hvad sker der, når de ikke længere er gratis? Når værdierne kræver mere end politiske erklæringer, økonomiske bidrag og moralsk fordømmelse, og vi må sætte vores egen sikkerhed og vores liv på spil? Da bliver spørgsmålet ikke længere blot, hvad vi tror på, men hvem vi er.


