Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stop uddannelsesmonopol: Flere læreruddannelser er vejen til en bedre folkeskole

Stort set alle de problemer, som læreruddannelsen slås med, kan løses, hvis man i stedet for at kæmpe om, hvordan man sammensætter teori og praksis i den bedste one-size-fits-all-løsning, etablerer et system med tre forskellige uddannelser, der giver adgang til jobbet som lærer: en praktisk, en blandet og en teoretisk uddannelse.

»Når læreruddannelsen, på trods af at den er blevet tæppebombet med reformer og løbende justeringer de sidste 30 år, fortsat slås med de samme problemer, skyldes det, at den er spundet ind i et system af stærke aktører, som kan sikre, at de samme brikker skubbes rundt inden for samme rammer,« skriver Jørn Bjerre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Under det rent tekniske spørgsmål om læreruddannelsen skal forlænges fra fire til fem år – som uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers vil have en kommission til at belyse – foregår en veritabel kulturkamp, som angår, hvad det er for en folkeskole, vi skal have. Som det står lige nu, er spørgsmålet om læreruddannelsen fortsat skal ligge, hvor den gør, eller om den skal lægges ind under universiteterne. Mit forslag er, at fremtidens studerende skal kunne vælge mellem hele tre læreruddannelser.

Ministerens begrundelse for at nedsætte en kommission er, at en evaluering af læreruddannelsen peger på, at uddannelsen i for lille grad gør brug af forskning, og at der mangler en »fælles, ambitiøs læringskultur«. Problemer, der oplagt ville kunne løses ved at gøre læreruddannelsen til en universitetsuddannelse.

»Spørgsmålet om, hvad der bør ske på læreruddannelsesområdet, bliver betydelig mere klart, hvis man i stedet for at diskutere, om læreruddannelsen skal ligge det ene eller det andet sted, fokuserer på, hvad der er bedst for folkeskolen.«


At noget sådant næppe sker, vidner den strategiske situation om. Stærke kræfter i Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening (DLF), de Lærerstuderendes Landskreds og Professionshøjskolerne, der i dag har monopol på at udbyde læreruddannelsen, vil for alt i verden bevare status quo. Standardargumentet, der gentages som et mantra i disse systemer, er, at de nyuddannede lærere ikke mangler teori, når de kommer ud i folkeskolen, men viden om forældresamarbejde, klasserumsledelse, inklusion og så videre.

Man får en fornemmelse af, hvilket pres en kommende kommission kommer til at arbejde under, når man læser de reaktioner, nyheden om kommissionen har afstedkommet. De danske professionshøjskoler udtaler, at »kommissionen skal bygge oven på læreruddannelsens solide fundament for at lykkes«.

DLF siger ja tak til at gøre læreruddannelsen femårig, men nej tak til, at den bliver for akademisk. De Lærerstuderendes Landskreds udtaler til DR, at en universitetsbaseret læreruddannelse »vil blive alt for teoritung«, og at »hvis kvaliteten skal forbedres, skal der mere praktik«. Kommunernes landsforening slår på deres hjemmeside fast, at en »ny læreruddannelse skal tættere på praksis... Vi har ikke brug for en universitetsuddannelse.«

Endelig kan man i Politiken læse, at det fremgår af kommissoriet, »at læreruddannelsen fortsat skal være lokalt forankret«, hvilket må læses som kodesprog for, at den skal blive på professionshøjskolerne.

De rigtige spørgsmål skal stilles

Så meget for at skabe muligheder for nytænkning, og når man så betænker, at en forandring skal holdes inden for de allerede eksisterende økonomiske rammer, sådan som ministeren har slået fast, ligner kommissoriet mere og mere den kreative udfordring om, hvordan man kan smøre den samme mængde leverpostej ud over en lidt større skive brød.

Når læreruddannelsen, på trods af at den er blevet tæppebombet med reformer og løbende justeringer de sidste 30 år, fortsat slås med de samme problemer, skyldes det, at den er spundet ind i et system af stærke aktører, som kan sikre, at de samme brikker skubbes rundt inden for samme rammer.

Spørgsmålet om, hvad der bør ske på læreruddannelsesområdet, bliver betydelig mere klart, hvis man i stedet for at diskutere, om læreruddannelsen skal ligge det ene eller det andet sted, fokuserer på, hvad der er bedst for folkeskolen.

Jørn Bjerre Fold sammen
Læs mere

I den forbindelse er det centrale spørgsmål: Bliver folkeskolen bedre af fortsat kun at kunne rekruttere kandidater med samme uddannelsesbaggrund, eller vil det være en fordel at kunne vælge mellem kandidater med forskellig uddannelsesbaggrund? Ville det eksempelvis bidrage til den faglige progression, at skolen kunne rekruttere kandidater med forskellig uddannelsesbaggrund til indskoling, mellemtrin og udskoling?

Hvad er det rationelle argument for, at lærere, der underviser børn på seks til otte år skal have stort set samme uddannelse, som de, der underviser unge på 14 til 16? Mens de, der underviser de samme unge året efter på gymnasiet, skal have en helt anden type uddannelse på universitetet?

Hvad er bedst for udviklingen af kulturen på lærerværelset: At alle er socialiseret i samme tradition, eller at der eksisterer en pluralistisk faglig kultur? Og endelig, hvad er bedst for eleverne, at de møder lærere, der alle sammen har den samme uddannelse og fagforståelse, eller at de møder forskellige typer af lærere, der kan møde forskellige elever forskelligt?

Tre uddannelser

Mit bud er, at stort set alle de problemer, som læreruddannelsen slås med, vil kunne løses, hvis man i stedet for at kæmpe om, hvordan man sammensætter teori og praksis i den bedste one-size-fits-all-løsning, etablerer et system, hvor der er tre forskellige uddannelser, der giver adgang til jobbet som lærer: en praktisk, en blandet og en teoretisk uddannelse.

Grundlaget for disse tre uddannelser findes allerede. Der udbydes i dag den såkaldte skolebaserede læreruddannelse, hvor de studerende går på læreruddannelsen nogle af ugens dage samtidig med, at de er ansat i en uddannelsesstilling på en skole resten af ugen. Denne uddannelse henvender sig primært til studerende, der allerede har anden erfaring fra arbejdsmarkedet.

En smed med en skolebaseret læreruddannelse vil have et andet grundlag for at fortælle eleverne, at der eksisterer alternativer til den STX, som de fleste med en almindelig læreruddannelse selv har med i bagagen. Omvendt vil de akademisk uddannede lærere kunne tage den abstrakte, videnskabelige diskussion med de af eleverne, der tænker uden for de faglige rammer, til et højere niveau. Grundlaget for en sådan uddannelse har vi allerede, da vores universitetssystem forholdsvis let kunne indrette en løsning, der skabte mulighed for at tage fag, som kunne give adgang til at undervise i folkeskolen.

»Bliver folkeskolen bedre af fortsat kun at kunne rekruttere kandidater med samme uddannelsesbaggrund, eller vil det være en fordel at kunne vælge mellem kandidater med forskellig uddannelsesbaggrund?,« spørger Jørn Bjerre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann.

Men hvad så med standardargumentet om, at »koblingen« mellem praksis og teori er altafgørende? Ser man på forskning fra lande, såsom Canada, der såvel har den type læreruddannelse, som vi kender herhjemmefra, som en universitetsbaseret læreruddannelse, viser studier, at der er meget lille forskel på, hvordan studerende fra de to systemer klarer overgangen til jobbet.

Og det nyeste studie, jeg kunne finde, et israelsk studie fra 2017, peger på, at den universitære læreruddannelse gav de bedste resultater inden for alle de valgte målepunkter. Studiets forfattere begrundede dette med, at den universitære læreruddannelse rekrutterer andre typer af studerende, og at den giver de studerende mulighed for at gå i dybden med deres fag, hvilket giver dem selvtillid i arbejdet med undervisningen. Endelig peger forfatteren på, at man bør passe på med at se forsøget på at integrere teori og praksis, som noget entydigt godt, da integration let kommer til at betyde, at både teori og praksis behandles mere overfladisk.

Sammenfattende er mit argument således, at et system bestående af tre parallelle uddannelser vil kunne:

  • øge det samlede rekrutteringsgrundlag til læreruddannelsen,
  • give skolelederne et mere differentieret grundlag at sammensætte specialiserede teams ud fra,
  • skabe en kulturændring på lærerværelset, da pluralismen vil gøre op med historisk baserede selvfølgeligheder, og endelig
  • gøre, at eleverne kommer til at møde et bredere udsnit af befolkningen, end tilfældet er i dag.