Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Spar ikke verdens bedste tandpleje ihjel

Danske Regioner har opsagt tandlægeoverenskomsten. Regionerne ønsker at sænke tilskudsrammen med 17 pct. Men tandplejen er ikke dyr. Den opleves kun dyr på grund af egenbetaling i modsætning til besøget hos den almindelige praktiserende læge.

Danmarks bedste tandpleje vil blive presset, når Danske Regioner ønsker at spare 17 procent på tilskudsrammen. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tandlægeoverenskomsten blev i sommer opsagt af Danske Regioner. Det er spillets regler, og vi tandlæger arbejder nu under en særlov, som er trådt i kraft i stedet for tandlægeoverenskomsten. Danske Regioner ønsker at sænke tilskudsrammen til tandlægepatienterne fra 1,7 mia. kr. til 1,4 mia. kr. – en besparelse på ca. 17 pct.

Arno Poulsen Fold sammen
Læs mere

Når man skærer så mange penge væk, får man nu engang et dårligere produkt. Men det anfægter tilsyneladende ikke vores modpart, at dansk tandpleje forringes. Så tillad mig at illustrere med en personlig historie om, hvad det er som politikerne er i gang med at spare på.

Min mor blev født i 1922 som nr. 2 i en børneflok, der endte med at komme op på 12 børn. Hun voksede op i en lille landsby mellem Mariager og Hadsund. De var fattige, men det var stort set alle i den landsby undtagen slagteren og proprietæren, hvis børn i øvrigt fik lov at komme til tandlæge i Randers – men kun, når de havde tandpine forstås. Ikke noget med forebyggelse og alt det pjat.

Tandbørste havde man ikke hos min mormor og morfar. Til gengæld havde man meget sukker, som var en daglig fornøjelse for de fattige. Når min mor, hendes søskende og andre fattiglemmer havde tandpine, kunne de binde et grødomslag om hovedet, eller de kunne udholde de voldsomme smerter, indtil de forsvandt efter ca. tre dage. Herefter kunne de nu nervedøde tænder langsomt rådne væk, og når konfirmationsalderen nærmede sig, kunne man opsøge den lokale smed, som for en billig penge trak resten af de rådne stumper ud. Siden kunne man få fremstillet gebis, så man kunne se præsentabel ud på konfirmationsdagen.

Efter konfirmationen skulle mange ud at tjene – drengene som karle på gårdene, og pigerne som ung pige i huset. Min mor havde gået syv år i skole i den »stråtækte« – sådan ca. hver anden dag. Hun ville gerne have gået mere i skole, men det tillod familieøkonomien ikke. Også hun skulle være ung pige i huset. Som 15-årig fik hun plads som ung pige i huset hos en overklassefamilie i Kgs. Lyngby. Husets frue gav min mor en tandbørste, hvad hun ikke havde haft før, og min mor kæmpede for at bevare de tænder, hun havde tilbage.

I Lyngby Boldklub, hvor min mor var begyndt at spille håndbold, mødte hun min far, som spillede fodbold i samme klub. Min far var jævnaldrende med min mor, men hans historik med tænder blev en helt anden. Han fik en tandbørste, da han kom i skole.

Fremsynede politikere i Lyngby-Tårbæk Kommune havde 1931 indgået en kontrakt med privatpraktiserende tandlæger i kommunen. Så min far debuterede som patient hos en tandlæge, da han var ni år gammel.

Kommunen havde i skoleåret 1953-54 etableret sin første kommunale klinik på Ulrikkenborgskolen. Det betød, at min far stort set havde de fleste af sine egne tænder, indtil han døde – 87 år gammel – i 2010.

Min mor døde i 2014, og de sidste fire år, hun levede, var det uden tænder. Proteser var ikke en mulighed. Havde hun haft et bedre udgangspunkt i sin barn- og ungdom, kunne nogle af hendes tænder være bevaret, og hendes sidste fire leveår havde så ikke været, som hun så poetisk sagde »et liv i helvede«.

Lov om børnetandpleje

Når jeg kommer ind på mine forældres odontologiske historie er det, fordi de er prototyperne på de fleste danskeres tandpleje eller mangel derpå gennem ca. 100 år.

Min mor som repræsentant for u-landet over for min far fra den moderne civilisation. Mine forældres odontologiske odyssé er med andre ord ikke enestående.

Det lå da også lige til højrebenet, da Danmark 1971 fik Loven om Børnetandpleje. Alle børn kunne nu vederlagsfrit få tandbehandling på en kommunal tandklinik eller hos familietandlægen. De kommuner, som ikke ville bygge skoletandklinikker, måtte betale deres unge borgeres tandlægeudgifter til familietandlægen. Det var et stort fremskridt for tandsundheden i Danmark.

»Allerede nu kan jeg konstatere, at tandsundheden i Danmark er et af de områder, hvor den sociale ulighed træder tydeligst frem. Princippet om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet gælder nemlig ikke inden for den almene voksentandpleje.«


I starten blev der boret i børnenes tænder i stor stil. Men snart fandt man ud af, at man kunne undgå de mange huller, hvis børnene blev holdt i ørerne med en effektiv instruktion i god mundhygiejne, sunde spisevaner og mindre sukker.

Jeg ved godt, at mange danskere – ikke mindst unge – har svært ved at fatte denne historik, for deres tænder fungerer problemfrit. Gudskelov for det. Men sådan er det ikke mange steder i verden, og vi skal passe på, at verdens bedste tandpleje ikke forringes.

Allerede nu kan jeg konstatere, at tandsundheden i Danmark er et af de områder, hvor den sociale ulighed træder tydeligst frem. Princippet om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet gælder nemlig ikke inden for den almene voksentandpleje, hvor det ofte er patientens økonomi, der er afgørende for den nødvendige behandling.

Mange penge er ikke altid lig med dyrt

Da jeg blev tandlæge i 1977 blev jeg assistent hos en praktiserende tandlæge på Amager. Når jeg havde haft rundt regnet 100 patienter, som var over 65 år, ville ca. 60 af disse have gebis i overkæben og i underkæben. Altså totalt tandløse. Hvis jeg i 2005 havde lavet samme statistik, ville kun 20 ud af 100 patienter over 65 år have gebis i over- og underkæbe. Altså totalt tandløse. Hvis vi laver optællingen i dag, er der endnu færre med gebis. Sikke da et fremskridt.

For nylig hørte jeg et foredrag af vores ældre- og sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Hun fortalte, at da Danmark vandt EM i herrefodbold i 1992, havde 15 pct. af de unge, som forlod børne-unge-tandplejen, nul huller. I 2019 regner vi med, at 50 pct. (altså halvdelen), som forlader børne-unge-tandplejen, har nul huller. Er det ikke utroligt? Sikke en succes.

I dag har befolkningen flere og flere af deres egne tænder. Folk bliver ældre og ældre. Det betyder, at tænderne sidder mange flere år i munden. Men ligesom det er tilfældet med en gammel bil, er der så også mere, som skal vedligeholdes og repareres. Kan vi være enige om, at det er logik for burhøns? Og kan vi også være enige om, at det koster mange penge?

Men nej, det er ikke dyrt. Det opleves dyrt, fordi patienten betaler størstedelen af tandlægeregningen. Modsat hvad der er tilfældet hos den praktiserende læge. Her bliver regningen betalt over skatten. At patienterne så oplever det som værende gratis er en anden sag. Og så er der altså forskel på »dyrt« og »mange penge«.

De samlede udgifter til dansk tandpleje – offentlige tilskud, børnetandplejen og borgernes egenbetaling – er ca. 9,3 mia. kr./år. Det svarer til prisen for ca. fire stk. F-35 A Joint Strike Fighter, som er de nye kampfly, der skal erstatte de gamle F-16. Altså: Til en pris for, hvad det koster at anskaffe fire jagerfly plus spidsen af en jetjager pr. år, har vi skabt en af de største succeser i den danske sundhedssektor.

Derfor er det også rørende billigt, hvad den danske befolkning får for pengene i den danske tandpleje.

De resultater, dansk tandpleje har opnået de sidste 100 år, gør mig ganske enkelt stolt. Jeg tøver ikke med at kalde den verdens bedste tandpleje. Og jeg taler ikke om avancerede tekniske behandlinger. Nej, jeg taler om en tandpleje med forebyggelsen i højsædet. En tandpleje, hvor vi arbejder efter devisen: »Så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt«. En tandpleje, hvor vi trods højere og højere levealder kan have ambitionen: tænder fra vugge til grav.

Min appel til politikerne: Gør alt for at bevare en velfungerende tandpleje – verdens bedste tandpleje.