Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jep Loft – og med ham Arkitekturoprøret – synes i de senere uger at have indledt en større mobilisering på arkitekturens og bymiljøernes vegne. Det er blevet til flere debatindlæg, blandt andet i Berlingske 11. februar og igen 2. marts, og for nylig også i Weekendavisen. Andre tiltag er ligeledes sat i værk. Således har Jep Loft og Arkitekturoprøret blandt andet i et åbent brev i Aarhus Stiftstidende opfordret Aarhus Kommune, som gruppen for nylig kårede som landets dårligste kommune til bybevaring, til at værne bedre om de ældre bymiljøer og standse igangværende nedrivninger.