Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hver morgen, når jeg går ind i lobbyen på den amerikanske ambassade, ser jeg det amerikanske og danske flag side om side. Det er et syn, der altid giver mig en stor følelse af stolthed, fordi det repræsenterer et venskab, som er blevet formet gennem mange års samarbejde og solidaritet. Det er ydermere en påmindelse om de udfordringer, vi som partnere, allierede og venner står over for i de kommende år.
Vores verden er ikke et sikkert sted. De sikkerhedsudfordringer, vi er konfronteret med i dag, er markante, reelle, og omfattende. Fra Mellemøsten og Afghanistan, til Baltikum og vores egne byer, er der opstået nye trusler, som ikke bare truer vores økonomi og sikkerhed, men også vores valgsystem.
Kort sagt, vil vores nuværende diplomatiske anstrengelser kun lykkes, så længe de er bakket op af et stærkt og troværdigt militær.
Truslen fra cyberkriminalitet, fake news og immigration, som knap nok var taleemner for et årti siden, er markant. For at imødekomme og gardere os mod denne fare, må vi hurtigt tilegne os nye kompetencer. Men, som lederne af NATO erklærer, er det vores militære magt, der ultimativt skal sikre vores frihed og velstand.
I anerkendelsen af den virkelighed, må der ikke herske nogen tvivl om vores vilje til at bidrage til et stærkt, professionelt og moderne fælles forsvar. Verdenshistorien har gjort det klart, at der intet godt kommer ud af at imødekomme tyranner, som har ambitioner udover deres egne grænser. Autoritære herskere vil kun respektere os og vores territorier, så længe vores dialog tager udgangspunkt i en position af magt og styrke. Kort sagt vil vores nuværende diplomatiske anstrengelser kun lykkes, så længe de er bakket op af et stærkt og troværdigt militær.
Når det kommende NATO-møde finder sted i Bruxelles til juli, vil verdens ledere samles for at evaluere vores nuværende forsvar. Et emne, som især vil dominere samtalen, vil være diskussionen om byrdefordeling. Det er et faktum, at mange NATO-lande kæmper med eftervirkningerne af flere års nedadgående forsvarsbudgetter. Som et resultat af denne mangeårige underinvestering, har flere lande, som ellers bryster sig af at være på forkant med den teknologiske udvikling på andre områder, ikke prioriteret udviklingen inden for den nyeste militære teknologi. De sætter derved deres egen sikkerhed på spil, og tvinger landets soldater, søfolk og piloter til at klare sig med forældet militært isenkram.
I en ustabil verden er der brug for, at alle NATO-medlemmer investerer således, at vores forsvar fremstår som et robust og afskrækkende bolværk. Som alle danske skatteydere ved, virker det danske velfærdssystem kun, hvis alle er villige til at betale deres del af regningen – man skal yde for at nyde.
Lad os sige det, som det er: Ruslands aggressive opførsel udgør en trussel mod stabilitet og sikkerhed – især for de europæiske lande.
NATO udgør fundamentet for vores kollektive samarbejde, og er det ubrydelige bånd, der forener os. På NATO-mødet i Wales i 2014 besluttede vi sammen at bekræfte vores fælles forpligtelse til forebyggelse, forsvar og øget kapacitet. Fire år senere har 1/3 af alle NATO-medlemmer dog ikke overholdt den gensidige aftale om, at hvert land skal bruge to pct. af sit BNP på forsvar.
I mellemtiden, mens NATO tålmodigt har ventet på, at dets medlemmer lever op til deres finansielle forpligtelser, har vi set en foruroligende udvikling på den internationale scene: Syriens Bashar al-Assad har ufortrødent fortsat med at myrde sit eget folk på et hidtil uset niveau, Iran har forøget sin negative indflydelse på destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten, og Rusland fortsætter med at negligere international lov, institutioner og normer – især når det gælder NATOs østlige grænse.
Lad os sige det, som det er: Ruslands aggressive opførsel udgør en trussel mod stabilitet og sikkerhed – især for de europæiske lande. Anneksionen af Krim og Ruslands støtte til de separatister som kæmper i det østlige Ukraine, samt deres militære oprustning, trusler mod NATOs medlemmer, tæppebombning af de syriske styrker og civile, som går imod Assad, og udnyttelsen af Vestens sårbare punkter, er alt sammen stærkt bekymrende, og truer vores fælles sikkerhed.
Vi skal tage denne realitet meget alvorligt. USA skal tage den alvorligt. Europa skal tage den alvorligt. Vi vil fortsat imødekomme dialog, men vil besvare aggression med tilsvarende konsekvenser.
Der er ingen tvivl om, at Danmark er et af NATOs mest betydningsfulde medlemmer, og en af USAs mest varige allierede. I årtier har USA og Danmark formet et stærkt bånd, der er baseret på gensidig respekt for international lov, og de grundlæggende principper for demokrati og menneskerettigheder. Derudover spiller danske styrkers standhaftige og modige bidrag til NATO også en afgørende rolle.
Hvis Danmark skal fortsætte med at yde dette enestående bidrag, kræver det, at der foretages nye investeringer. USA hilser Danmarks beslutning om at ophøre med forsvarsbesparelserne – som den nye forsvarsaftale har besluttet, velkommen. Denne aftale er en god start, og sætter Danmark som NATO-land på den rette kurs. Men der er meget mere som skal gøres. For at efterleve Danmarks bidrag i fremtiden og sikre ideen om, at »man skal yde før man kan nyde«, kræver det yderligere investeringer.
USA er en uforholdsmæssig stor bidragyder til NATO. Sidste år brugte amerikanerne hele 3,5 pct. af landets BNP på forsvar – næsten dobbelt så meget som de to pct. som NATO-medlemmerne blev enige om i 2014. I Danmark, Tyskland, Italien og mange andre lande, ligger tallet lige omkring tærsklen på en procent. Når man kigger på disse tal, kan man ikke undgå at blive mindet om ordene fra forsvarsminister Jim Mattis, der tidligere på året kommenterede, at »det er urimeligt at vores allierede beder amerikanerne om, at bekymre sig mere om deres børns fremtidige sikkerhed, end de selv gør.«
USA har altid stået ved sit engagement til NATO, og vil fortsætte med det i fremtiden. Uanset størrelsen, kan alle NATO-lande være sikre på amerikansk opbakning til Artikel 5. Når det er sagt, så nærmer vi os Bruxelles-mødet, og det vil være hensigtsmæssigt for Danmark og andre lande at udvikle en standhaftig, troværdig og bæredygtig plan for, hvordan de vil overholde den aftale, alle blev enige om i Wales, for blot fire år siden.
Gennem de sidste 70 år har NATO personificeret det transatlantiske bånd, hvilket vi alle retmæssigt er stolte af. Jeg er sikker på, at NATO vil bygge konsensus omkring dette emne, som det har gjort så mange gange før. Det er præcis denne fælles vilje til at ofre sig, der definerer NATO-medlemmernes tætte alliance.
Ved at træffe de rigtige valg nu, kan vi sikre sikkerheden og velstanden for alle vores borgere i årene fremover. Det er afgørende, at vi klart og tydeligt forpligter os på at håndhæve byrdefordelingen i NATO. Vores børns fremtid afhænger af det.