Den tyske økonomiske forståelse står i vejen for en justering af EUs økonomiske politik, som kan udligne forskellene mellem Nordeuropa og Sydeuropa, der fortsat kæmper med høj arbejdsløshed og efterdønningerne fra finanskrisen. Lær om Italiens 2019-budget og EUs økonomiske politik – i lyset af Ringenes Herre.
Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Skyldes opgøret om det italienske 2019-budget kun en umulig befolkning, der har valgt en umulig regering? Dette kunne man tro ud fra den hjemlige offentlige debat. Men så simpelt er det desværre ikke. Opgøret er også en konsekvens af de forkerte økonomiske spilleregler, som styrer den økonomiske politik i EU. Og hvis disse ikke ændres, risikerer euro-samarbejdet at kollapse.
For hvad er forklaringen på, at selv om finanskrisen havde sit epicentrum i USA, tog det meget længere tid for euro-landene og andre EU-lande, herunder Danmark, at komme over sig finanskrisen? Og så er det kun de nordlige euro-lande, som dette gælder for. I de sydlige euro-lande er der derimod stadig alt for stor arbejdsløshed, især blandt unge. Og hvad er forklaringen på, at kløften mellem nordlige og sydlige euro-lande er tiltaget siden etableringen af euro-samarbejdet, ikke mindst efter finanskrisen? Kløften er nu blevet så stor, at det risikerer at sprænge euro-samarbejdet, som opgøret om den italienske regerings 2019-budget i værste fald kan ende med, og som vel også ligger bag de stigende protester i Frankrig.
Drama kan være godt – det kan fremme forståelsen. Dramatiseringen af opgøret om Italiens 2019-budget, som i realiteten er et opgør om spillereglerne i EUs økonomiske politik, forsøges gennemført ved at tage udgangspunkt i de vers, der indleder J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre:
Tre har elvernes konge i dybeste skove.
Syv har dværgenes herrer i sale af sten.
Ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove.
Én har den natsorte fyrste fra ondskab og mén.
I Mordors land, hvor skygger ruge.
Èn Ring er over dem alle,
Én Ring kan finde de andre.
Én Ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle.
I Mordors land, hvor skygge ruge.
Sammen med fhv. departementschef Jørgen Rosted har jeg skrevet bogen »Fundamentet under EU vakler«. Vi påviser i bogen, at de økonomiske spilleregler, som de er nedfældet i Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten med dets ensidige fokus på de offentlige finanser, er fagligt misforstået og i praksis virker destabiliserende, jf. det ovenfor anførte. De ideologiske spilleregler bag EUs økonomiske politik, som er inspireret af den særlige tyske version af neoliberalismen, ordoliberalismen, hvorefter de offentlige finanser skal udvise overskud, har et afgørende medansvar for den dårlige udvikling i EU med hertil hørende folkelig utilfredshed.
Vi bruger i bogen kun tre ringe, når dette påvises: En ring for betalingsbalancen, en ring for den offentlige saldo (konkret opsparingsoverskuddet) og en ring for det private opsparingsoverskud. (Opsparingsoverskud=opsparing – investering). Disse ringe er indbyrdes forbundne, idet overskuddet på betalingsbalancens løbende poster = det offentlige opsparingsoverskud + det private opsparingsoverskud.
Men den ring, der er over dem alle i Stabilitets- og Vækstpagten, er det offentlige opsparingsoverskud eller den offentlige saldo. Men det er den farlige og dominerende ring, der som den dominerende ring i Ringenes Herre må tilintetgøres, idet den skaber ulykke og splid – konkret mellem nordlige og sydlige euro-lande. Og som tillader »beggar-thy-neighbour« politik, som den stigende kløft mellem nordlige og sydlige euro-lande viser.
Den gode ring, der sikrer samt muliggør samarbejde og fælles fremgang, er betalingsbalancen. Det er nemlig i betalingsbalancen, at landenes indbyrdes påvirkning først og fremmest kommer til udtryk via ikke mindst eksport og import. Og hvis der er nogenlunde balance på betalingsbalancen, vil et evt. offentligt underskud modsvares af et tilsvarende privat opsparingsoverskud. Og der er ikke eksempler på, at lande er kommet i store økonomiske balanceproblemer, der har fordret bistand fra IMF (Den Internationale Valutafond), hvis der er nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen, idet et offentligt lånebehov, så kan dækkes af udlån fra den private indenlandske sektor.
Så både fagligt og empirisk påviser vi, at Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten bør skrottes og afløses af en Samordningspagt med fokus på betalingsbalancen (den gode ring), hvilket kan sikre en meget mere afbalanceret og afstemt udvikling mellem euro-landene.
Derfor udfordrer vi i realiteten også EU-Kommissionens ensidige reaktion og hertil hørende afvisning af den italienske regerings 2019-budget. Heraf følger ikke, at dette budget ikke skal kritiseres. Lavere pensionsalder og skattelettelser er ikke det, som den italienske økonomi først og fremmest har brug for.
Men hvis opgøret om det italienske 2019-budget skal ende i et konstruktivt kompromis, er det langt mere vigtigt at rejse spørgsmålet: Hvorfor er det kommet til dette opgør? Er årsagen kun en umulig italiensk befolkning, som vælger en umulig italiensk regering, som er den underliggende forståelse eller antydning, og som helt dominerer den offentlige debat om dette opgør?
Internt i EU har de nordlige landes overskud bidraget til, at de sydeuropæiske lande får betydeligt sværere ved at komme ud af finanskrisens eftervirkninger, hvad der ikke mindst kan aflæses i disse landes store arbejdsløshed.
Det er ikke tilfældet. Mens det går godt i de nordlige EU-lande med høj beskæftigelse og store overskud på betalingsbalancen, som det f.eks. er tilfældet i Tyskland, Holland og Danmark, er der stadig alt for høj ledighed i en række sydlige EU-lande, som f.eks. Italien, Spanien og Frankrig. Danmark har som Holland lige siden 2012, og Tyskland fra 2013, overtrådt den øvre grænse for betalingsbalanceoverskud, der kom ind i de økonomiske spilleregler ved den såkaldte Sixpack justering i 2011, hvorefter betalingsbalanceoverskuddet i en treårig periode ikke i gennemsnit måtte overstige seks pct. af bnp.
Betalingsbalanceoverskud i nogle lande er pr. definition ensbetydende med, at andre lande må have underskud, da hele verdens betalingsbalance pr. definition balancerer. Internt i EU har de nordlige landes overskud bidraget til, at de sydeuropæiske lande får betydeligt sværere ved at komme ud af finanskrisens eftervirkninger, hvad der ikke mindst kan aflæses i disse landes store arbejdsløshed. Derfor burde det ikke bare være Italien, der skal justere sin økonomiske politik, men i hvert fald også Tyskland, Holland og Danmark, så beggar-thy-neighbour effekter medlemslandenes imellem reduceres.
Men EU-landenes økonomisk-politiske spilleregler fokuserer for det første alt for ensidigt på de offentlige finanser, der som anført ikke kan begrundes i et fagligt udgangspunkt, men kun i et ideologisk. For det andet er det kun »underskudslande«, der i realiteten pålægges at skulle ændre økonomisk politik, selv om historiske erfaringer tydeligt viser, at dette er uholdbart i et samarbejde mellem lande.
Det fejlagtige udgangspunkt for EUs økonomiske spilleregler kom især tydeligt frem efter finanskrisen. Alle fire euro-lande, Grækenland, Irland, Spanien og Portugal, der kom i meget alvorlige problemer efter finanskrisen, havde alle meget store betalingsbalanceproblemer. Men to af landene – Spanien og Irland – havde ligefrem overskud på den offentlige saldo, hvorfor der heller ikke udgik tilstrækkelige advarsler fra de grundlæggende spilleregler i EUs økonomiske og monetære union.
Opgøret om den italienske regerings 2019-budget bør føre til et konstruktivt kompromis, hvor ikke blot Italiens 2019-budget justeres, og hvor der tages et konkret initiativ til en fagligt baseret justering af spillereglerne bag EUs økonomiske politik. Men desværre er der grund til at være ret så pessimistisk over for denne mulighed.
De nuværende spilleregler bygger nemlig som anført på den særlige tyske ordoliberalisme, som er stærkt rodfæstet i tysk økonomisk forståelse.