Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mette Frederiksen bør læse Kant, inden hun skruer op for overvågningen

Mette Frederiksens forslag om mere overvågning i det offentlige rum er et udtalt symptom på Kant-mangel.

»En udtalt politisk udmøntning af utilitarismeprincippet i skøn forening med panoptikon-idéens konstante overvågning ses i Kina, om end i forvrænget form,« skriver Thomas Telving. Fold sammen
Læs mere
Foto: Roman Pilipey / EPA / Ritzau Scanpix

Under valgkampen i 2001 - det var dengang, vi skiftede Nyrup ud med Fogh - løb jeg sammen med en studiekammerat rundt om natten og hængte hjemmelavede valgplakater op. Vi havde, indignerede over filosofiens fravær i samfundsdebatten, taget sagen i egen hånd og fremstillet justerede udgaver af gamle valgplakater med slogans som »Kant eller Kaos« og »Wittgenstein – dit logiske valg«.

Førstnævnte slogan var naturligvis en reference til den gamle socialdemokratiske valgplakat »Stauning eller Kaos«, og det har vist sig at få fornyet relevans her 18 år senere. Mette Frederiksens forslag om mere overvågning i det offentlige rum er nemlig et udtalt symptom på Kant-mangel.

Immanuel Kants etik ses ofte i modsætning til Jeremy Benthams utilitarisme, så ham skal vi en tur forbi, før vi vender tilbage til Mette Frederiksens overvågning. Ifølge utilitarismen er gode handlinger kendetegnet ved at fremme mest mulig lykke for flest mulige. Han er tillige ophavsmand til idéen om panoptikon: En bygning indrettet således, at man fra ét sted kan overskue alle rum. I et fængsel vil én fangevogter f.eks. kunne se alle fanger, uden at fangerne kan se ham. Fordi fangerne ikke ved, hvornår de er overvåget, opfører de sig, som om overvågningen er konstant.

Metoden skulle ifølge Bentham give en stærk selvdisciplinering og kunne bruges til både at styrke industriens produktivitet, forbedre sundheden og højne moralen. Det bør bemærkes, at han ikke så Panoptikon som et værktøj til undertrykkelse. Han pegede i øvrigt senere på, at metoden også kunne benyttes til at holde samfundets magthavere ansvarlige for deres beslutninger.

Thomas Telving Fold sammen
Læs mere

Det kinesiske skræmmeeksempel

En udtalt politisk udmøntning af utilitarismeprincippet i skøn forening med panoptikon-idéens konstante overvågning ses i Kina, om end i forvrænget form. Overvågningsapparatet er installeret, algoritmerne kværner løs på de data, det opbygger, og spytter det, kommunistpartiet har defineret som mislyde, ud til loyale embedsfolk, som kan banke de skæve tandhjul på plads, hvis selvdisciplineringen ikke fungerer.

Slagsiden giver sig selv for os, der er vokset op i en retsstat, og netop utilitarisme-princippets manglende evne til at beskytte mindretal er da også ofte påpeget af kritikere. Men fra det officielle Kinas side er evalueringen positiv. Regeringens opgave er at hæve befolkningens levestandard, og på det parameter er metoden en kæmpe succes. Om Kina er blevet mere lykkeligt, er nok sværere at fastslå.

Det vil selvsagt være både urimeligt og overdrevet at sammenligne Frederiksens ønske om mere overvågning med Kinas digitale totalitarisme. Men idéen om, at et samfund kan styres i gunstig retning ved at overvåge hele maskinen for derpå effektivt at fjerne bestemte mislyde, er i overensstemmelse med samme filosofiske princip. Og det rummer risiko for stærke ubalancer i afvejningen af individets frihed og fællesskabets sikkerhed.

Selvom vi bor i et retssamfund, burde faresignalerne være til at få øje på. Lyt blot til Frederiksens appel til Folketinget, da hun lancerede idéen. Hun bad således politikerne om at »lave en vurdering af hele situationen og ikke kun forholde sig […] med udgangspunkt i spørgsmål om frihedsrettigheder og retten til privatliv.«

Menneskets moralske ansvar

Hvis det ikke ligefrem skriger til himlen, så råber det i hvert fald på den kantianske fornuft. Et element i Kants etiske teori er nemlig, at mennesket er unikt i kraft af sin evne til at udvise moralsk ansvar. I kraft af denne egenskab kan vi blive værdige. Og, som Kant skriver i værket »Grundlæggelse af sædernes metafysik«:

»Menneskehedens værdighed ligger netop i denne evne til at være alment lovgivende, om end på den betingelse, at den tillige selv er underkastet netop denne lovgivning.«

I kraft af menneskets særegne mulighed for at agere moralsk »selv-lovgivende« er vi altså indtrådt i et mellemmenneskeligt fællesskab, hvor andres frihed nødvendigvis må respekteres. En formulering af Kants berømte kategoriske imperativ kan forstås i forlængelse herfra:

»Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver andens person, som mål, aldrig blot som middel.«

Frederiksens ønske om at nedtone frihedsrettigheder og retten til privatliv til fordel for »hele situationen«, er i åbenlys strid hermed. Indskrænkningen af frihed og privatliv indgår i et konkret bytteforhold til mere sikkerhed.

For høj en pris

I utilitaristisk perspektiv kan handlen godt tages op til overvejelse. Appellen til at se »hele situationen«, er netop et argument for, at vi bør lægge mere vægt på de fordele, overvågningen kan give: Sikkerhed og tryghed trives godt under en høj grad af oplysning om, hvad der foregår, og det kan ikke afvises at gøre os mere lykkelige. Spørgsmålet er, om prisen – at give afkald på den afmålte sum af frihedsrettigheder, Frederiksen advarer mod at lade fylde for meget i debatten – er for høj. Kants svar ville være ja.

De moralfilosofiske argumenter mod overvågning stopper imidlertid ikke her. For Kant vil tillige se overvågning som problematisk, fordi det kan forskyde motivation bag vores handlinger. Den pointe er særligt relevant i lyset af regeringens vision om at styrke tilliden i samfundet.

Øget overvågning kan nemlig medføre, at vi handler gennem en ydre motivation fremfor en indre: Motivationen for at opføre sig pænt kommer gennem frygten for at blive opdaget – eller ubehaget ved at føle sig overvåget – frem for at være funderet i det kategoriske imperativ om at behandle andre mennesker som mål i sig selv.

Inden for rammerne af Kants moralfilosofi vil den type handling slet ikke være moralsk, for det kræver, at den er tænkt som moralsk. Det altafgørende spørgsmål til regeringens projekt bliver således, om det er muligt at opbygge mere tillid i et samfund, hvor vi skubber motivationen for god opførsel væk fra kantiansk moral og i retning af panoptisk kontrol.

Mon ikke S er ligeglade?

Et nok så afgørende spørgsmål er selvfølgelig, om socialdemokraterne ikke er ligeglade med Immanuel Kant? Han er ikke omtalt i regeringens forståelsespapir, og han betragtes i øvrigt grundlæggende som liberal. Sammenlignet med Stauning fylder han næppe meget i det socialdemokratiske tankegods.

Mit svar er, at hvis Mette Frederiksen mener det alvorligt, at hun vil genopbygge tilliden i det danske samfund, bør hun lytte mere til Kant end til Bentham. Talrige forskere har brugt Kants syn på moralens værdi og måden, den opbygges på, til at argumentere for, at overvågning er moralsk anfægteligt. Fordi det simpelthen skader evnen til uselviske moralske handlinger.

Under overvågning bliver moralske handlinger til kalkulerede handlinger, og det er ikke noget solidt fundament at bygge et tillidsbaseret samfund på. Tværtimod. Tillid er at kaste sig ud på dybt vand. Tillid kræver øvelse og ansvarlighed.

Opbygning af tillid er en langsommelig proces. Den kan ikke nås i én valgperiode. Derfor bliver det også svært for nogen politiker at høste en vælgermæssig gevinst af at opdyrke tillid. I modsætning til øget overvågning og straf. Det forstår vi vælgere straks, og vi reagerer på det i stemmeboksen.

Men det risikerer at gøre indhug i tilliden og skabe en negativ spiral, hvor tilliden svinder, og det eneste middel er endnu mere kontrol. Jeg forstår, hvis det kan lyde som hård kost, men der er simpelthen ikke nogen nem vej for regeringen til at undslippe oplysningstidens største filosof. Når det kommer til at skabe tillid i samfundet, står valget mellem Kant eller kaos.