Måske skal vi insistere på, at børn skriver med blyant og læser trykte bøger?

Selv de stærkeste elever har både svært ved at huske og forstå det, de har læst, og samtidig bliver deres frustrationstærskel lavere og lavere: De står simpelthen hurtigere af og giver op.

Anne Skov Thomsen.
Læs mere
Fold sammen

Jeg talte for nylig med en bekendt, som underviser i dansk i gymnasiet, og det er et tilbagevendende samtaleemne, at det står ualmindeligt sløjt til med elevernes læsekompetencer. På lærerværelset er der bred enighed om, at der er sket en tydelig forringelse de sidste 20 år, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at lærerne må give færre og færre siders lektielæsning for: Hvor eleverne for ti år siden uden problemer kunne have 10-15 sider for derhjemme, overvejer min bekendt i dag, om seks sider er for meget. Et andet udtryk for de dalende læsekompetencer ses ifølge min bekendt i kvaliteten af lektielæsningen.

Det kan godt være, at eleverne har læst lektien, men det vil i praksis kun sige, at de har afkodet bogstaverne til ord, for de er ikke i stand til at svare på spørgsmål eller reflektere over, hvad teksten handler om. De magter ikke at fastholde det, de læser, og specificerede læseformål og støttespørgsmål til læselektierne i dag er en udtalt nødvendighed. Alligevel har selv de stærkeste elever både svært ved at huske og forstå det, de har læst, og samtidig bliver deres frustrationstærskel lavere og lavere: De står simpelthen hurtigere af og giver op.

Mangler læsekompetencer

Det bekymrende billede gentager sig, lige meget hvem af underviserne i min omgangskreds, jeg taler med, og lægger sig i umiddelbar forlængelse af de tendenser, PISA-undersøgelserne har peget på de senere år. I 2009 viste undersøgelsen, at 15 pct. af 9. klasse-eleverne manglede essentielle læsekompetencer og læste så dårligt, at de ville få svært ved at klare sig på en ungdomsuddannelse. I 2012 var resultatet kun en anelse bedre: Der var lidt færre af de helt svage læsere, men til gengæld tilsvarende færre af de stærke.

»Men det er vel netop ikke disse svage elever, der kommer videre på en ungdomsuddannelse?« kunne man indvende – og dog: I en artikel i Berlingske fra 2012 kunne man læse, at »Danske elever læser dårligt, fordi de ikke gider«. Artiklen peger på, at der blandt bundskraberne i testen faktisk er hele 25 pct., som ikke har markante vanskeligheder ved ordafkodning og ordkendskab. Det dårlige testresultat foreslås i stedet forklaret med manglende læselyst og læsemotivation: Eleverne læser så lidt i deres fritid, at de på trods af deres basale læsefærdigheder klarer sig dårligt i testen. Denne triste tendens mødes i artiklen af noget, der ligner en falliterklæring: »Det er måske en betingelse, som vi gamle er nødt til at acceptere. Der er så mange andre medier, der trækker,« udtaler lektor Elisabeth Arnbak fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Digitalisering som løsningsmodel

Tager man et kig på den omstridte folkeskolereform fra 2014, finder man den ambitiøse målsætning om, at danske skoleelever skal være blandt verdens dygtigste i 2020 – og at en gennemgribende digitalisering af undervisningen placeres som et af de mest centrale midler til at nå dette mål.

I skrivelsen »Den digitale folkeskole – national strategi for it i folkeskolen« argumenteres der for, at digitaliseringen giver bedre muligheder for en individuelt differentieret undervisning samt for testning af elevens opfyldelse af digitale læringsmål.

Kigger man nærmere på skrivelsen, står der desuden, at: »It anvendes ofte som et supplement til faget i stedet for at være integreret i faget. De pædagogiske muligheder i brugen af it og elevernes store it-parathed bliver dermed ikke udnyttet fuldt ud.« Videre fremføres det, at: »mange børn og unge færdes hjemmevant på mobiltelefoner, internettet osv. Denne udvikling skal afspejles i læremidlerne i folkeskolen.«

Hvad jeg finder bemærkelsesværdigt ved folkeskolereformens it-strategi, er, at den tilsyneladende bruger »elevernes store it-parathed« og det, at de jo allerede »færdes hjemmevant på mobiltelefoner, internettet osv.« som argument for en digitalisering af undervisningen. At man imødegår manglende læseevner og -motivation hos eleverne ved at stikke dem en iPad i stedet, forekommer i mine øjne paradoksalt. Det er at lefle for eleverne i stedet for at udfordre dem og give dem den undervisning i at læse og skrive, som de ikke kan få andre steder.

For ja, nutidens unge skal skam nok finde ud af at lære at betjene it-værktøjer på egen hånd. Som den seneste PISA-test viste, topscorer danske skoleelever på adgang til internet. Der er altså ingen grund til at frygte, at de ikke bliver rustet til en fremtid, hvor digitale teknologier fylder stadigt mere. Eleverne vil udforske og afprøve digitale muligheder helt af sig selv, og de bliver med al sandsynlighed langt bedre, end deres lærere nogensinde vil blive.

Til gengæld er der grund til at frygte et samfund, hvis borgere ikke er i stand til at læse tekster og forholde sig reflekterende og kritisk til dem. Det er både et demokratisk problem og et videns-teknologisk problem i det øjeblik, at disse elever spyttes ud som middelmådige akademikere og professionsbachelorer, der igen bliver den næste generation af lærere.

Digital læring er ringere

Der forskes i disse år en del i forskellene på læsning på hhv. skærm og på tryk, og her viser undersøgelser bl.a., at læsning på iPad ikke fremkalder den samme emotionelle respons i læseren som læsning på print. Derudover dokumenterer flere undersøgelser, at vi ikke husker og forstår det, vi har læst på skærm, lige så godt som det, vi har læst på print. Skærmen og dens væld af muligheder opmuntrer til en overfladisk og tilfældig læsemåde, i modsætning til bogens enstrengede medie, der lægger op til en dybdegående, koncentreret læsning.

Noget kunne altså tyde på, at det ikke ligefrem har en positiv indvirkning på hverken læselysten eller læsekvaliteten at lade læsningen skifte medie. At tro, at en digitalisering af undervisningen løser alle problemerne med elevernes læseevner, er derfor ikke bare naivt, men uovervejet.

Skønlitteratur gør os skarpe

Talrige undersøgelser bekræfter, at det er fundamentalt vigtigt, at børn læser skønlitteratur og ikke bare fagprosa, hvis de skal udvikle et godt ordforråd og blive i stand til at tænke abstrakt og komplekst på senere uddannelsestrin. Forsøg har bl.a. demonstreret, at eksplicit undervisning i metakognitive begreber (dvs. f.eks. at vide, huske og gætte) på de lavere klassetrin ikke automatisk leder til læring. Informative fagtekster kan læringsmæssigt slet ikke måle sig med den metakognitive kompleksitet, som kendetegner fiktionstekster – men som vi knap bemærker, når vi læser dem. Når vi læser fiktion, skal vi selv aktivt gøre en tankeindsats for at reorganisere de informationer, vi får, i fattelige kategorier, og hermed opnår vi altså en meget dybere forståelse for abstrakte begreber.

Humlen er, at man ikke bare kan trække på skuldrene og give fallit, når læselysten daler. Tværtimod ligger der et enormt ansvar hos landets lærere for at smitte eleverne med en faglig begejstring. Man skaber ikke engagerede og lærevillige elever ved at give efter for deres præferencer for high-tech legetøj. Man får interesserede blikke og nysgerrighed ved at demonstrere for eleverne, hvad faget og litteraturen kan. Der er det selvsagt vigtigt, at man sætter noget ind på at stille kvalitetslitteratur til rådighed for undervisningen. Børn har også smag, og hvis de synes bøgerne er røvsyge – jamen, så er der måske noget om det. Hvad ville der eksempelvis ske, hvis man budgetterede et par af digitaliseringens millioner til at honorere forfattere for at skrive tidssvarende og fængende børnelitteratur?

Måske har vi brug for bogen og blyanten

Måske er det på tide at insistere på, at det at gå i skole ikke altid bare kan være sjov og leg og fancy computerspil. Måske er der brug for, at man går til kamp for de gamle dyder: at skrive med blyant og papir og at læse skønlitteratur i vaskeægte trykte bøger. At gå i skole og lære at læse og skrive er hårdt slid, en mental kraftanstrengelse – men det er også at opdage, at der på den anden side af anstrengelsen venter en meget større belønning, nemlig den erkendelse, at man ikke lærer for skolen (og da slet ikke for læringsmålene), men for livet.