Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Månelandingen såede kimen til nutidens rumdrømme

Selv nu, et halvt århundrede efter månelandingen, er Armstrong og Aldrins støvleaftryk i månestøvet et eksempel på, hvad vi mennesker kan udrette, når vi tør og gør en ekstraordinær indsats.

»Efter sidste-øjebliks-manøvrer for at undgå store klippeblokke kunne astronauterne 20. juli 1969, kl. 21.17 (dansk tid), melde tilbage at »Ørnen var landet«. Seks timer efter trådte Armstrong ud på Månens overflade, idet han udtalte de berømmelige ord: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden,« skriver Søren Dalsgaard. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

5. november 2011 rettede rumsonden Lunar Reconnaissance Orbiter sit kamera mod Månen fra 24 kilometers højde. Små og store kratere blev indfanget af telelinsen, men også en metalkonstruktion hævet et par meter over måneoverfladen på fire tynde ben. Hen mod et nærliggende krater kunne kameraet ydermere skelne mørke, uregelmæssige spor i månestøvet ... Hvad var det, rumsonden havde i sigtekornet? Såmænd stedet, hvor besøgende fra Jorden først satte fod på Månen for 50 år siden.

Ophavsmanden til det amerikanske måneprojekt kan siges at være Nikita Khrusjtjov, daværende generalsekretær i det sovjetiske kommunistparti. Under hans ledelse sendte USSR verdens første satellit, Sputnik, ud i rummet i 1957 og - i 1961 - det første menneske, Jurij Gagarin, i kredsløb om Jorden. Hver milepæl sendte chokbølger gennem verden og da især koldkrigsrivalen USA.

Rundt om på kloden udkæmpede USSR og USA i de år flere krige per stedfortræder, men deres atomvåben umuliggjorde den direkte konfrontation, der ville have ført til gensidig tilintetgørelse. Arenaen for deres direkte kappestrid blev derfor rumkapløbet. En fredelig, men også indædt og ubønhørlig strid. To systemers prestige stod på spil: demokrati og markedsøkonomi mod kommunisme og planøkonomi.

Søren Dalsgaard Fold sammen
Læs mere

USAs nyvalgte præsident, John F. Kennedy, blev i 1961 sendt til tælling af et dobbelt knock out: Gagarins rumfærd og - ugen efter - den fejlslagne Svinebugts-invasion på Cuba.

Gode råd var dyre, og efter samråd med sine eksperter udfordrede Kennedy russerne til kapløb. Han forpligtede USA til at landsætte et menneske på Månen og bringe det sikkert tilbage inden årtiets udgang. De videnskabelige eksperter mente, at et sådant projekt ville være så komplekst, at USA havde en chance for at komme først på trods af USSRs føring i rummet.

Startskuddet havde lydt til eksponentiel vækst i rumindsatsen, der fem år efter udgjorde næsten fem procent af det amerikanske statsbudget, en enorm satsning på et i bund og grund symbolsk mål.

Samtidig baksede man i Sovjet ganske gevaldigt - og i dybeste hemmelighed – med et måneprojekt. Det blev imidlertid skrinlagt, da først chefkonstruktør Koroljov døde, og den gigantiske N-1 løfteraket sidenhen eksploderede i alle fire opsendelsesforsøg. Man foregav derefter, at man egentlig aldrig havde interesseret sig for bemandede månerejser. Til det sidste frygtede amerikanerne dog, at USSR kunne slå dem på målstregen.

På vej mod Månen

Astronauterne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins blev 16. juli 1969 opsendt i Apollo-rumfartøjet i spidsen af en Saturn V-løfteraket. Det var kulminationen på uhørte økonomiske og menneskelige investeringer i et projekt, der involverede flere end 400.000 personer i NASA, på universiteter og i private virksomheder og offentlige institutioner på kryds og tværs af det amerikanske samfund.

Den dag bevidnede mere end en million tilrejsende, hvorledes den 111 meter høje raket under overvældende bulder først langsomt og sidenhen hurtigere og hurtigere hævede sig op fra Floridas Cape Canaveral (der hed Cape Kennedy fra 1963-1973). På blot 20 minutter bragte den Apollo-rumskibet og månelanderen i kredsløb om Jorden.

Saturn Vs tre trin var efter »brug-og-smid-væk«-princippet blevet kastet af under opsendelsen, efterhånden som de blev tømt for ilt og brændstof. Frigjort fra denne dødvægt kunne astronauterne nu sætte kurs mod Månen. Et halvt år tidligere havde Apollo 8 bragt de første tre mennesker til Månen, men uden månelander. Nu var det Apollo 11-astronauternes tur til at tilbagelægge det sidste stykke ned på Månen.

En svær landing

Månelanderen, i hvilken Armstrong og Aldrin frakoblede sig fra Collins, som forblev i kredsløb, var udelukkende designet til at flyve i lufttomt rum. Langtfra strømlinet, og med antenner og landingsben strittende ud til alle sider var månelanderen langtfra et sexet rumskib. Det edderkoppelignende fartøj var imidlertid lige præcis skabt til at bringe to personer fra månekredsløb ned til overfladen og sidenhen op igen.

Under nedstigningen førte problemer med landingsradar og svindende brændstofreserver til, at jordkontrollørerne blev næsten blå i hovederne af ængstelse, men Armstrong og Aldrin havde is i maven.

Efter sidste-øjebliks-manøvrer for at undgå store klippeblokke kunne de 20. juli 1969 kl. 21.17 (dansk tid), melde tilbage, at »Ørnen var landet«. Seks timer efter trådte Armstrong ud på Månens overflade, idet han udtalte de berømmelige ord: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden.«

Mere end en halv milliard jordboere sad klinet til skærmen under den direkte transmissionen fra Månen, hvor astronauterne tilbragte mindre end et døgn. De opsatte det amerikanske flag og en laser-reflektor, der stadig anvendes, og som viser, at Månen fjerner sig fra Jorden med fire cm om året. De modtog et telefonopkald fra præsident Nixon, indsamlede månesten og fotograferede med svenske Hasselblad-kameraer.

Landede til et andet liv

Oven på en kort, rastløs nat lettede Armstrong og Aldrin fra Månens overflade. Efter at have sluttet sig til Collins i Apollo-rumskibet forlod de månekredsløbet og fløj de små 400.000 kilometer tilbage til Jorden, hvor Servicemodulet med dets reserver af brændstof og ilt blev frakoblet. Det efterfølgende år kostede en eksplosion i det tilsvarende modul næsten Apollo 13-astronauterne livet.

Den tilbageblevne kegleformede Apollo-rumkapsel trængte ind i atmosfæren med næsten 40.000 km/t. Friktionsvarmen ville have brændt den op som en meteor, hvis det ikke havde været for varmeskjoldet, men det fungerede lige så perfekt som al anden teknologi anvendt på missionen. Fra den 111 meter høje raket, der var lettet otte dage forinden, vendte kun en 3,5 meter høj rumkapsel tilbage, men - nok så vigtigt - med tre levende astronauter og 22 kilo månesten ombord.

Armstrong, Aldrin og Collins plaskede ned i Stillehavet under tre faldskærme og blev øjeblikkelig sat i tre ugers karantæne, så man kunne forvisse sig om, at de ikke medbragte livsfarlige mikrober fra Månen. Det var deres sidste fredfyldte periode inden et mere end månedlangt triumftog Jorden rundt. Deres liv ville aldrig blive det samme som før Månerejsen.

Grundlagde drømme for fremtiden

De fleste dengang troede nok, at månelandingerne ville være begyndelsen på videre bemandet udforskning af Solsystemet. Sådan gik det imidlertid ikke. Astronauterne fra den afsluttende månelanding, Apollo 17, er de hidtil sidste mennesker, der er rejst længere bort end lavt kredsløb om Jorden. Kun en af dem, geologen Harrison Schmitt, lever endnu, 84 år gammel. Siden ham har intet menneske kunnet kigge hjem og dække hele jordkloden bag sin tommelfinger.

Månelandingerne har sat sig dybe spor i den globale populærkultur fra film, TV, computerspil og bøger til blandt andet LEGO-sæt. De er langtfra glemt. Meget af vore dages teknologi og IT tog også udspring i måneprojektet. Men endnu vigtigere: Apollo såede kimen til rumdrømme hos utallige børn og unge, der nu er blevet voksne - blandt dem Elon Musk og Jeff Bezos. Med deres privatfinansierede rumprogrammer tager de nu stafetten op og vil bygge en by på Mars og drive minedrift i Asteroidebæltet. Ambitiøse mål, som måske kan blive til virkelighed i vores levetid.

At nogen lægger sådanne planer, er måske den fremmeste arv fra månelandingen. For selv nu, et halvt århundrede senere, er Armstrong og Aldrins støvleaftryk i månestøvet et eksempel på, hvad vi mennesker kan udrette, når vi tør og gør en ekstraordinær indsats.