Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Vi kender alle Piet Heins gruk om den lille kat, som står på vejen og er sin egen. Desværre reciteres det ofte af mennesker ramt af en vis håndholdt narcissisme. De lyder, som om de i digtet bliver bekræftet i, hvor vigtigt det er, at de står der på vejen og er helt deres egen. Læst på den måde kommer digtet til at handle rigtig meget om os selv og vores identitet og mindre om vores ansvar og om, hvor vi er på vej hen.