Lige nu er vi i fuld gang med at spilde en hel generations talent

Selvom vi hævder, at matematik er vigtigt, sidder der nu mange elever i gymnasiet, som ikke kan dividere 10 med 10, og vores naturvidenskabelige universitetsuddannelser optager studerende, som ikke aner, hvad 10 procent betyder.

»Den nye regering og dens støttepartier giver ingen anledning til optimisme på uddannelsesområdet,« skriver Steen Laugesen Hansen. Anne Bæk

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Matematik er vigtigt. Det er der bred enighed om, og derfor besluttede de politiske partier bag gymnasiereformen i 2016, at stort set alle elever i det almene gymnasium og på handelsgymnasiet skulle have matematik på mindst B-niveau. Desværre har blomsten af Danmarks ungdom sjældent fundet den store glæde ved lige netop det fag, og dumpeprocenten for matematik B i gymnasiet har i mange år ligget på ca. 20. For at få flere til at bestå nedsatte forligspartierne en matematikkommission, som skulle komme med anbefalinger til, hvorledes man kunne forbedre undervisningen i faget. Man ønskede »at igangsætte en særlig indsats for at skabe et bedre matematikfag i gymnasiet«, som det så lovende hed i aftaleteksten.