Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Klimaaktivist: vi skal benytte forsigtighedsprincippet, når vi laver klimapolitiske beslutninger

Cost-benefit-analyser egner sig ikke særlig godt til at sammenligne politiske klimabeslutninger, og vi må hellere være på den sikre side. For fremtidige generationers skyld.

Klimastrejke
»Problemet er, at selvom vi ved, at både temperaturen og havet stiger som følge af vores fortsatte udledning af drivhusgasser, er det umuligt at bestemme den præcise sandsynlighed for en forventet hav- eller temperaturstigning til et bestemt tidspunkt i fremtiden,« skriver Esther Michelsen Kjeldahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den kommende regering har meldt ud, at den vil reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Det er en glædelig nyhed for os unge, der har indset, at klimakrisen er den største trussel for vores fremtid. Den store opgave bliver imidlertid at sikre, at reduktionen er lineær, og at vi går i nul i 2040.

Det vil indebære en sammenligning af forskellige klimapolitiske tiltag med henblik på at implementere de bedste løsninger. Her vil det umiddelbart virke oplagt at udføre traditionelle cost-benefit-analyser og således sammenligne mulige tiltag ud fra deres økonomiske konsekvenser og anbefale dem, der bedst kan betale sig.

Sammenligningen er dog kun meningsfuld, hvis konsekvenserne hver især ganges med sandsynligheden for, at de opnås. Det siger sig selv, at en politik, der med sikkerhed fører til en middelgod konsekvens, er bedre end en politik, der med næsten ikke-eksisterende sandsynlighed fører til en virkelig god konsekvens.

Problemet er, at selvom vi ved, at både temperaturen og havet stiger som følge af vores fortsatte udledning af drivhusgasser, er det umuligt at bestemme den præcise sandsynlighed for en forventet hav- eller temperaturstigning til et bestemt tidspunkt i fremtiden. Klimaet er en kaotisk og kompleks størrelse. Det afhænger af et stort antal variabler, der påvirker hinanden på så mange måder, at man aldrig kan vide præcis, hvad der vil ske hvornår.

Foto: Artem Emets.

Det tætteste, klimaforskerne kommer, er, når deres modeller giver et sandsynlighedsinterval, såsom at havet vil stige med x antal meter i 2100 med 50-75 pct. sandsynlighed. Forskerne må så vurdere, hvor plausibelt de finder dette interval, på baggrund af deres viden om, hvor god deres klimamodel normalt er til at udarbejde forudsigelser, hvor mange relevante variabler, der er taget højde for osv.

Behovet for fastsatte sandsynligheder gør, at cost-benefit-analyser derfor ikke egner sig særlig godt til at sammenligne politiske klimabeslutninger. Man kunne argumentere for, at vi derfor må vente med at tage beslutningerne, indtil klimaforskningen kan levere de sandsynligheder, der skal til for at udføre analyserne. Problemet er, at udledningerne skal reduceres år for år, hvis vi skal nå målene fra Paris-aftalen, så at vente er ikke en valgmulighed.

En anden mulighed er at prøve at fastsætte sandsynlighederne alligevel, og bruge disse forcerede sandsynligheder til at foretage udregningerne. Problemet er, at de valgte sandsynligheder ikke undgår en vis grad af vilkårlighed. Hvis man benytter sig af denne »løsning«, vil de tiltag, der implementeres, i høj grad afhænge af vilkårlige sandsynligheder, hvilket i sidste ende delvis overflødiggør brugen af cost-benefit-analyser.

Lad os dog antage, at sandsynlighedsproblemet kan løses, så cost-benefit-analyserne alligevel godt kan udføres. I så fald vil der opstå et andet problem. I de fleste modeller, der bruges til at beregne, hvilke klimatiltag der bedst kan betale sig, bliver der taget mindre hensyn til fremtidige generationers velfærd sammenlignet med nutidige generationers velfærd.

Det kaldes at benytte en »discount rate« og er en nødvendighed for at kunne skabe udregningerne. Præcis hvor meget mindre fremtidige generationers velfærd vægtes, er en moralsk beslutning, som tages af den, der udvikler modellen. Jo højere en »discount rate«, man vælger, desto lavere vægter man fremtidige generationers interesser.

Som filosofferne Richard Bradley og Katie Steele pointerer i »Making Climate Decisions« fra 2015, har klimaøkonomer vidt forskellige syn på betydningen af fremtidige generationer. Da Nicholas Stern udviklede The Stern Review i 2007, benyttede han en relativt lav »discount rate« på en halv pct. Hans berømte konklusion var, at det økonomisk bedre kan svare sig at implementere diverse ambitiøse klimapolitikker nu end at vente.

»Da klimapolitiske tiltag ofte er omkostningsfulde på kort sigt, vil en cost-benefit-analyse, der vægter fremtidige generationers velfærd tilpas lavt, føre til den konklusion, at det bedre kan svare sig at vente på teknologien.«


I den anden boldgade har vi nobelprismodtageren William Nordhaus, der har en discount rate på tre pct. Det betyder, at Nordhaus vægter fremtidige generationers interesser meget lavere end Stern. Nordhaus argumenterer for, at den bedste valgmulighed ikke er at implementere de dyre løsninger, men at vi i stedet skal investere i de grønne teknologier. Da klimapolitiske tiltag ofte er omkostningsfulde på kort sigt, vil en cost-benefit-analyse, der vægter fremtidige generationers velfærd tilpas lavt, føre til den konklusion, at det bedre kan svare sig at vente på teknologien end at indføre dyre løsninger nu og her.

Udover at det er udemokratisk, at konklusionen afhænger af en vilkårlig moralsk vurdering af, hvor højt fremtidige generationer skal prioriteres, kan selve det at give fremtidige generationer lavere betydning ikke retfærdiggøres moralsk. Filosoffen Casey Rentmeester argumenterer eksempelvis for, at det strider imod Immanuel Kants princip om, at alle rationelle væsner skal behandles med samme respekt.

»...hvis der er evidens for, at manglen på politisk handling inden for et felt kan føre til katastrofale konsekvenser, må man gribe ind.«


Desuden er det vigtigt at pointere, at intet menneske beslutter, hvornår det lever her på Jorden. Derfor kan vi heller ikke retfærdiggøre en discount rate med henvisning til, at generationerne efter os tog et dårligt valg ved at blive født et godt stykke inde i klimakrisen. De har fuldstændig samme krav på et godt liv, som vi har.

Altså er der både videnskabelige begrænsninger og moralske problemer ved at bruge cost-benefit-analyser i klimasammenhæng. I stedet for at fokusere på mulige økonomiske fordele ved forskellige tiltag, burde vi zoome ud og overveje, hvad vi risikerer, hvis ikke vi går hurtigt og radikalt nok til værks.

Flere teoretikere argumenterer i den forbindelse for, at forsigtighedsprincippet vil egne sig godt til at vejlede klimapolitiske beslutninger. Princippet siger, at hvis der er evidens for, at manglen på politisk handling inden for et felt kan føre til katastrofale konsekvenser, må man gribe ind.

Det gælder ligegyldigt, om man kan specificere sandsynligheden for katastrofen præcist, eller om man blot ved, at sandsynligheden er til stede. Og det gælder, ligegyldigt hvor mange kortsigtede økonomiske fordele, der måtte være ved at vente med at handle. Benytter man forsigtighedsprincippet, vil beslutningen tages i lyset af den katastrofe, man ønsker at undgå, frem for, hvad der vil være mest økonomisk profitabelt.

»Alt, der kan minimere risikoen for klimakatastrofe, skal implementeres, og at det skal implementeres nu.«


Forsigtighedsprincippet vil udelukke en politisk beslutning såsom Nordhaus’ anbefaling om at vente på teknologiske løsninger. Det er for risikabelt, da det er sandsynligt, at teknologierne er for længe om at blive udviklet, eller at de slet ikke bliver udviklet, og at vi så ender i klimakaos. Da forsigtighedsprincippet ikke tager hensyn til, hvornår og hvem katastrofen rammer, vil det i stedet føre til den konklusion, at alt, der kan minimere risikoen for klimakatastrofe, skal implementeres, og at det skal implementeres nu.

Man kunne indvende, at det er uacceptabelt ikke at lade det økonomiske perspektiv være omdrejningspunktet, når man beslutter, hvilke klimapolitikker der skal implementeres, fordi borgerne i sidste ende vil betale prisen, hvis de valgte løsninger er for dyre, og vi som samfund stifter gæld. Hertil må det bare understreges, at vores overlevelse må trumfe alle hensyn – også økonomiske.

Desuden er der allerede mange på kloden, der betaler en dyr pris for de cost-benefit-analyser, der i årevis har rådet politikere til blot at investere i grøn teknologi, frem for at indføre CO2-afgifter, plante skov hvor der normalt dyrkes foder, reducere animalsk produktion, sørge for, at der bygges med træ frem for beton, implementere elektriske højhastighedstog på tværs af landegrænser osv.

Det er på tide, at vi indser, klimakampen er for vigtig til at blive reduceret til en »god« forretning.

Esther Michelsen Kjeldahl læser MSc Philosophy and Public Policy på The London School of Economics and Political Science og er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.