Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
»Jeg vil have, I skal gå i panik«, sagde vor tids guru Greta Thunberg til vor tids beslutningstagere. Det gjorde de så. Formanden for de danske studerende mente ikke, at de skulle stå tilbage for hende og bebudede studenterstrejker, og under den danske valgkamp advarede Morten Østergaard om, at »planeten« vil gå til grunde, hvis vi ikke får begrænset stigningen i klodens temperatur.
Panikken er imidlertid en dårlig beslutningstager. Den, der går i panik, reagerer hurtigt og kortsigtet og er ude af stand til tænke langt og handle langsigtet.
Strejker de studerende, er det kun dem selv og universitetslærerne, som vil mærke det. De første bliver dummere. De sidste får fri.
Det er værre med Morten Østergaards profeti. Den kan få de panikramte til at bruge kræfterne på at løse nogle små problemer og dermed svække kræfterne til at gå i kast med de store problemer. Men »planeten« kan da ikke vente? Jo, for den har såmænd oplevet den ene klimaforandring efter den anden, mens arter har tilpasset sig eller er gået til grunde.
Ingen steder at vandre hen
Problemet er ikke, hvordan det skal gå med planeten. Problemet er, hvordan det skal gå med os. For i modsætning til forne tider kan menneskemasser ikke længere vandre hen til andre steder, eftersom disse allerede er optaget. Vor tids eksplosive befolkningstilvækst gør både klimaproblemet større og tilføjer et sikkerhedsproblem. Dét er problemet og det, vi f.eks. ser i Middelhavet og ved USAs grænse til Mexico.
Klimaforandringerne kombineret med befolkningstilvæksten vil mange steder forringe eksistensvilkårene drastisk og tvinge folkemasser til at vandre og støde ind i andre folk. Det er sket før og sker nu igen. Romerrigets undergang og den tidlige Middelalders folkevandringer ændrede Europa, hvor nogle folk gik til grunde, og andre blev helt forandret af de nytilkomne. Tænk blot på Storbritannien, hvortil angelsakserne sejlede og fortrængte kelterne for siden selv at blive undertrykt af normannerne, eller på Frankrig, hvor frankerne fortrængte gallerne. Nu vil briterne med deres Brexit og franskmændene med deres »gule veste« undgå en tilsvarende skæbne.
Problemet med klimaforandringerne er således vore eksistensvilkår. Her kan vi gå i panik for at redde vort »folk« og holde nutidens vandrere ude. Det er den løsning Italien, USA, Ungarn og Storbritannien har valgt. Den modarbejdes af de »humanistiske« kræfter med FN i spidsen, der ikke vil holde nogen tilbage fra at vandre.
Men denne løsning er kortsigtet og ignorerer det langsigtede problem, som er den sociale uro i kølvandet på masseindvandringer, der ændrer befolkningssammensætningen. Det sætter den stedlige befolkning sig før eller siden imod. Og så har vi balladen.
Tæt partnerskab er nødvendigt
Den anden løsning er meget vanskeligere. Som den første er dens udgangspunkt, at de, som er blevet betroet ansvaret for deres land og folk, også er forpligtet på at sikre dets eksistens, kultur, miljø og levemåde. Men samtidig står de med folkevandringsproblemet, som klimaforandringerne kun vil få til at vokse. Den humane hjælpetjeneste på Middelhavet gør derfor kun problemet større, hvorfor de ikke bare kan lade stå til. Hvad enten de handler eller ikke handler, handler historien.
De må derfor tænke langsigtet og sætte alt ind på både at begrænse klimaproblemet og medvirke til at forbedre livsvilkårene i de lande, hvorfra der vandres. Det vil for Europas vedkommende sige Afrika. Her rækker de i panik lukkede grænser ikke. De vil blive overskredet og undermineret i et væk, forværre forholdene i nærområderne og forøge konflikterne i og imellem landene omkring Middelhavet. Her må der både handles kortsigtet ved at gribe ind over for den illegale immigration, og langsigtet ved at imødegå klimaproblemet gennem en massiv forsknings- og innovationsindsats.
Desværre tager det lang tid, før befolkningerne mærker virkningen af denne. Det vil de panikslagne ikke at vente på, hvorfor vi risikerer, at denne afgørende indsats bliver nødlidende. Samtidig må man indgå i et tæt politisk og økonomisk partnerskab med Afrika for at fremme en udvikling, der overflødiggør folkevandringen derfra. Det tager desværre også lang tid, og heller ikke dét har de panikslagne tid til at vente på. De tager sig af de kortsigtede afværgeløsninger, mens de store problemer vokser sig større.
Tiden er ikke til panikslagne styrmænd ved mast og ror, men til rolige kaptajner, der kan læse et søkort, forstå en vejrmelding og sætte en kurs.
