Juraprofessor går ind i debat om menneskerettigheder: International ret ses som noget særligt fint – det er dybt mærkeligt

Vi har brug for regler, både nationalt og internationalt, men vi bør erkende, at international ret ikke er noget finere eller helligt. Tværtimod savner reglerne ofte politisk legitimation i modsætning til vores demokratisk vedtagne ret.

Konventioner mv. er ikke hellige, men »menneskeværk«, som vi kun skal tilslutte os, hvis og i det omfang vi som demokratisk nation ønsker det, fordi det afspejler vores fundamentale værdier, påpeger Jesper Lau Hansen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe

Der raser en debat mellem professor og dr.jur. Mads Bryde Andersen og en række af danske jurister fra det menneskeretlige miljø i ind- og udland. 

Han argumenterer for, at Danmark bør benytte sin ret til at udtræde af menneskerettighedskonventionen (EMRK), tage forbehold for de dele, som Menneskerettighedsdomstolen (EMD) har fortolket stærkt udvidende, og derefter genindtræde, hvilket de øvrige jurister affærdiger som helt uantageligt.