Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Indsatsen i Afghanistan var på flere måder en bekostelig fejl – men det taler vi ikke meget om i Danmark

Hvordan kunne så megen militær og økonomisk magt ikke omdanne og vinde hjerter og sind i et forholdsvist lille, fattigt land som Afghanistan? I USA taler man om læren fra den gigantiske fejl, som indsatsen i Afghanistan var. Men ikke i Danmark.

»En fejl i både Afghanistan og Irak var overmodig tiltro til, at man efter militær erobring kunne skrotte landenes administrative og militære strukturer uden planer for, hvad disse mennesker så skulle tage sig til og leve af,« skriver Gunnar Olesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Watkins / AFP / Ritzau Scanpix

Da USA efter 9/11 samlede en koalition for at invadere det fattige og isolerede Afghanistan, fjerne Taleban og indføre demokrati. var det en selvfølge at Danmark, som andre Nato-lande, deltog. Jorden var gødet med beretning om Talebans kvindeundertrykkelse, ødelæggelse af kulturarv og værtskab for al-Qaeda.

Operationen lykkedes i første omgang, da Taleban blev jaget ud i udkanten og demokrati etableret. Men efter 19 års krig og Trumps tilbagetrækning står Taleban til igen at få magten. Illustreret ved at en årelang blodig kamp ikke gav danske tropper kontrol over et lille stykke land i Helmand.

I 2020 viste en donorkonference træthed over en udviklingshjælp, som gjorde Afghanistan til verdens og Danmarks største modtagerland. Allerede i 2013 trak krigstrætte koalitionslande, inkl. Danmark, de fleste tropper ud for at støtte regeringshæren på anden vis. Siden har Taleban fået kontrol med store dele af landet, og Islamisk Stat (IS) har etableret sig som en radikal rival.

Hvordan kunne så megen militær og økonomisk magt ikke omdanne og vinde hearts and minds i et forholdsvist lille, fattigt land? 2001-13 stod flere hundredtusinde vestlige soldater over for færre og mindre veludrustede talebanere. Noget af udviklingshjælpen blev faktisk omsat til sundhed og undervisning for befolkningen.

Religion og levevis er afgørende

Historien antyder svaret. Hårdføre og kampvante afghanere har tradition for at forsvare deres bjergrige og uvejsomme land. De udslettede en engelsk/indisk invasionshær i 1840, hvad der førte til en grænse mod det nuværende Pakistan, som efterlod landets største etniske gruppe, pashtunerne, på begge sider. Hvilket de drog fordel af under krigen mod NATO, hvori Pakistan har spillet en tvetydig rolle.

Senere centralasiatiske sovjetrepublikker havde samme etnicitet som Nordafghanistan, og efter Anden erdenskrig voksede Sovjets indflydelse blandt uddannede afghanere, mens regimet satsede på moderne udvikling. Det førte i 1970erne til monarkiets fald og en verdslig, kommunistisk regering, der – i lighed med den Vesten indsatte i 2003 – satsede på bedre service til befolkningen og ligestilling. En modrevolution ledet af lokale krigsherrer fik Sovjet til at invadere landet i 1979, hvorefter USA forsynede oprørerne og muslimske frihedskæmpere fra andre lande med moderne våben – i samarbejde med en vis Osama Bin Laden.

Sovjet havde under Gorbatjov nok andre problemer, dets tropper blev trukket ud i 1989 og anden støtte til regimet stoppede med Sovjets opløsning i 1991. Hvorefter krigsherrerne indtog Kabul – og indledte den værste periode under de 40 års krig med en blodig borgerkrig mellem dem. De fleste hilste den muslimske græsrodsbevægelse Taleban, der var groet frem i Pakistan, som befriere, da de greb til våben og hurtigt erobrede de sydlige, pashtunske, og centrale dele af landet. Selv om Taleban, som det hidtil eneste afghanske styre, slog effektivt ned på opiumsproduktion. Mens krigsherrer fastholdt magten i nord.

USA/NATO kunne have noteret sig, at afghansk uvilje mod fremmed, vantro besættelse førte til en guerillakrig med flertalsbefolkningens støtte, som en moderne Sovjethær ikke kunne besejre over ti år, at bedre offentlig service og ligestilling vejer mindre tungt for de fleste end religion og levevis, og at krigsherrerne var upopulære hos de dele af befolkningen, man især appellerede til.

Krigs- og korruptionsøkonomi

Men da man efter den militære sejr i 2001 skulle skabe et nyt regime, valgte man at alliere sig med de samme krigsherrer, da de var modstandere af Taleban. Den nye demokratiske republik, nu erklæret islamisk, fik afholdt valg og indsat en regering, hvis ledere blev rekrutteret blandt de få USA-uddannede afghanere. Mens krigsherrerne beholdt deres militser og fik kontrollerende poster i det nye styre.

En udviklingshjælp til Afghanistan på niveau med resten af landets økonomi blev styret af USA og Verdensbanken, og det gamle bureaukrati skubbet til side. Man satsede på udbygning af skoler, også for piger, forbedret sundhed/rent drikkevand, infrastruktur og (forgæves) forsøg på at bekæmpe opiumsproduktion. Men ikke på beskæftigelse og indkomst til befolkningens flertal, inkl. arbejdsløse soldater og opiumsbønder.

Det førte til en krigs- og korruptionsøkonomi til fordel for en ny middelklasse i Kabul, krigsherrer og organiserede kriminelle, en vis ligestilling og forbedring af levevilkår, befolkningstilvækst og delvist en ungdom med nye normer. Men ikke til begejstring for det nye styre, hvis militær og politi ikke lever op til normer for effektivitet og korrekthed, eller til den erobring af hjerter og sind, som skulle fjerne basis for guerillakrig. Mange fortsatte med at flygte fra Afghanistan.

På den baggrund fik Taleban genetableret sig i Pakistan og fra ca. 2005 også i Afghanistan, som danske soldater fik det at føle i Helmand. Koalitionsstyrkerne blev forøget i 2009, USA angreb Taleban med droner i Pakistan og fik i 2011 ram på Bin Laden, alt sammen uden at ændre på udviklingen. Siden er USA stiltiende gået ind for fred og sendte følere ud – mens Taleban mente at have tiden på sin side. Først i 2019/20 indgik de aftale med USA om tilbagetrækning på betingelse af, at Taleban også forhandler fred med Kabul-regeringen – hvad der endnu ikke er sket.

Hvor USA lagde vægt på en FN-godkendt koalition af NATO-lande, og med lidt deltagelse af muslimske stater til at invadere Afghanistan, har man ført fredsforhandlinger alene. Det kunne måske have afkortet krigen og givet en mere stabil fred, hvis de regionale magter Pakistan, Indien, Kina og Iran, der er involveret i Afghanistan og vigtige for det dets fremtid, var blevet inddraget.

Kabul-regeringens fald synes et spørgsmål om tid. Når den ikke kunne klare sig med stor militær og økonomisk hjælp, kan den nok heller ikke uden. Taleban vil genovertage et land med en ung og dobbelt så stor befolkning som i 2001, nu 40 mio., med fortsat behov for bistand udefra. Det kan få dem til at udøve magten mere liberalt end sidst og ikke genhuse international terrorisme – hvis ikke IS viser sig stærk nok til at presse dem til noget andet. Flere vil sandsynligvis flygte fra landet.

Manglende debat i Danmark

Indsatsen i Afghanistan var en på flere måder bekostelig fejl, som man ikke taler meget om i Danmark. I USA synes der at være konsensus om, at man ikke kan gennemtvinge systemskifte i et andet land uden befolkningens opbakning. Hvortil kommer, at Afghanistan blev fødested for international militant islamisme.

Spørgsmålet er, om det betyder, at det også er en blindgyde at bekæmpe IS militært i Afrika? Ikke nødvendigvis, da det drejer sig om andre lande og kulturer i en anden regional kontekst.

En fejl i både Afghanistan og Irak var overmodig tiltro til, at man efter militær erobring kunne skrotte landenes administrative og militære strukturer uden planer for, hvad disse mennesker så skulle tage sig til og leve af. Til at man kunne vende op og ned på alt, når man havde magtfulde, lokale allierede, uden tanke for om disse havde befolkningens opbakning. Og til at man kunne styre det hele fra Vesten, isoleret fra andre lande i regionen. Disse fejl vil man næppe gentage i Afrika.

Gunnar Olesen er international rådgiver og deltog i 2005 i evaluering af Danmarks og fire andre landes indsats i Afghanistan