Kronikker

I sengen ligger et døende menneske, og min opgave er at sikre ham så god en død som muligt. Men jeg bliver ikke hørt

Mange af de dødssyge mennesker, jeg som hospicesygeplejerske møder, er ikke bange for at dø. De er bange for, om døden bliver trukket i langdrag. En hændelse på et plejehjem for et par år siden har fået mig til at tænke over, hvornår vi egentlig giver mennesker lov til at dø?

»I mine øjne er det et døende menneske, der ligger i sengen. Et lidende, døende menneske,« skriver Mette Gammelgaard, der er hospicesygeplejerske, om en situation på et plejehjem for et par år siden. Bo Amstrup

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vagtstuen befinder sig i kælderen under plejecentret. Rundt om hjørnet, hen ad gangen, ned ad en sliske og endnu et hjørne. Farven på væggene er grå, der hænger falmede plakater om ergonomi på væggene, og der er kørestole og rollatorer parkeret overalt. Mennesker er der ingen af.

Andre læser også

  • Kronikker
    Abonnement
    Min julefred døde i Afghanistan. Hver jul vender krigen tilbage til mig
  • Kommentarer
    Abonnement
    Jeg er opvokset i en plejefamilie, der var alkoholikere. Jeg har klaret det fint, og det er der en god grund til
  • Læsere
    Den gravide kulturminister må ikke blive rollemodel