I de økonomiske regnemodeller er ulighed altid godt

Niels Fuglsang Niels Fuglsang, november 2016. Fold sammen
Læs mere

Økonomiske regnemodeller er politiske, fordi de aldrig indeholder hele verden – kun en del af verden. På samme tid fremstår regnemodeller som apolitiske, fordi de for de fleste udgør en »black box«. Det gør dem meget magtfulde. Måske mere magtfulde end politikerne.

»Vi bliver nødt til at øge uligheden en lille smule for at skabe vækst.« Sådan sagde skatteminister Karsten Lauritzen for nylig, da VLAK-regeringen lancerede sin nye skattereform, Jobreform 2. Skatter på lønninger, biler og telefoner skal rundbarberes for 23 milliarder kroner, så forskellen mellem dem, der har et arbejde, og dem, der ikke har et arbejde, bliver større. »Vi gør det med åbne øjne,« forsikrede Lauritzen.

Skatteministeren har rygdækning i Finansministeriets regnemodeller, der spår, at Jobreform 2 vil øge bruttonationalproduktet med 6,5 milliarder kroner. Det sker ifølge modellerne, fordi de lavere skatter gør, at det bedre kan betale sig at arbejde, og at dem uden arbejde vil gøre en ekstra indsats for at finde et sådant.

Jobreform 2 er en reform i en lang række af reformer de seneste to årtier, der har haft samme mission: Det skal bedre kunne betale sig at arbejde.

I perioden 1993-2016 blev topskatten reduceret med 12 procent (til ca. 56 procent), mellemskatten afskaffet, og bundskatten reduceret med ti procent (til ca. 40 procent). Siden 2008 er antallet af danskere, der betaler topskat, desuden halveret fra ca. én til en halv million mennesker.

Siden 1993 er dagpengeperioden blevet reduceret fra otte et halvt til to år, mens kontanthjælpsmodtagere er blevet skåret i deres ydelse.

Alle disse reformer er blevet bakket op af økonomiske beregninger fra modellerne, der viser, hvordan disse øger incitamentet til at arbejde, og dermed skaber flere job og gør os alle sammen rigere.

Hvis nogen skulle få den ekstreme ide at gå i den modsatte retning og hæve ydelser eller skatter, kommer det ifølge modellerne omvendt til at gøre os alle sammen fattigere.

Da den socialdemokratisk ledede regering fra 2011 i en periode afskaffede de såkaldte fattigdomsydelser og kontanthjælpsloftet, kostede det således ifølge beregninger 4.500 personer på udbuddet af arbejdskraft, hvilket betød mindre økonomisk vækst og en forværret offentlig saldo.

Økonomiske incitamenter er ikke alt

Man kan være for eller imod den økonomiske linje, der er lagt de seneste årtier. Jeg mener ikke, at det hele har været noget møg.

Mange af reformerne har været tiltrængt og har bidraget til at holde os på god afstand af 1970ernes afgrund. For eksempel kan man mene, at de otte et halvt år på dagpenge, som man kunne få i starten af 1990erne, måske lige var at strække den rigeligt.

Økonomiske incitamenter er naturligvis en del af verden. Men ligeså klart må det være, at økonomiske incitamenter ikke er hele verden. Der er andre mekanismer, der spiller en rolle i økonomien, og andre hensyn som man kan vælge at tage.

Her kommer vi ind til regnemodellernes politiske natur: Hvilke dele af verden inkluderes og hvilke ekskluderes?

Regnemodeller har en politisk substans i den forstand, at de ikke kan tage højde for hele verden, og derfor altid vil inkludere nogle perspektiver og ekskludere andre. Af samme grund er det ikke muligt at lave en neutral regnemodel. Den vil altid sætte en retning.

Den danske centraladministration har de sidste 20 år anvendt stadigt mere sofistikerede metoder til at beregne effekten af økonomiske incitamenter på, hvor meget danskerne vælger at arbejde. Til gengæld spiller et begreb som ulighed ingen rolle i modellerne, ifølge hvilke du kan øge uligheden til brasilianske standarder, uden at det har nogen økonomisk effekt.

Organisationer som OECD og IMF er uenige. De har de seneste år udgivet rapporter, der dokumenterer, at ulighed har en økonomisk pris, blandt andet fordi øget ulighed kan mindske social mobilitet og gøre, at vi som samfund spilder vores talentmasse, når folk bliver socialt marginaliseret frem for at bidrage til samfundet.

Når man i regnemodeller inkluderer incitamenter, men ekskluderer ulighed, så kan man blive ved med at sænke topskat og kontanthjælp, og det vil kun resultere i mere beskæftigelse og mere økonomisk vækst uden omkostninger, jævnfør Karsten Lauritzens åbne øjne.

»De gængse regnemetoder«

Regnemodeller er politiske, men har en apolitisk skal, fordi de fremstår som en »black box« for de fleste politikere og journalister.

Niveauet for topskat og kontanthjælp er en ideologisk uenighed mellem venstre og højre side af Folketinget, men regnemodellerne tager stilling til spørgsmålet ved at afpolitisere det. Det er ikke længere Karsten Lauritzens politiske holdning, at det er godt med kontanthjælpsloft og sænkninger af registreringsafgiften. Det er bare det bedste for økonomien videnskabeligt set.

Da regnemodellernes matematiske ligninger i offentligheden forbliver en gåde, tager vi ofte resultaterne for givet som en objektiv realitet. Beregninger af, hvilke politiske planer, der skaber vækst og beskæftigelse, bliver afrapporteret som fakta i diverse nyhedsmedier.

Hvis der engang imellem er nogen, der er frække nok til at udfordre videnskaben, vil standardsvaret fra Finansministeriet være, at modellerne er baseret på »fakta«, at man bruger »de gængse regnemetoder«, at det er »det eneste ansvarlige at gøre«, og at man gerne vil advare imod at lade »politisk ideologi styre modellerne«. Med andre ord: Der er noget, der hedder politik, og der er noget, der hedder videnskab. De to ting skal helst ikke blandes sammen.

Det hele er dog allerede blandet godt og grundigt sammen i regnemodellens matematiske ligninger. Kombinationen af en politisk kerne og en apolitisk skal gør regnemodellerne til et magtfuldt redskab til at drive en politisk agenda.

De udbudsreformer, som har sænket skatter og overførsler løbende gennem de sidste årtier, er mulige, fordi man forinden udviklede modeller, der kunne beregne fordelene ved netop den politik. Det var først i 1991, at der overhovedet var noget der hed »udbud af arbejdskraft« i Finansministeriets hovedmodel, ADAM, og det var først i 2002, at Finansministeriet slog relationen mellem udbud af arbejdskraft og sænkninger af indkomstskatten fast som en generel regneregel. Herefter gik det løs med reformerne – både under socialdemokrater og Venstrefolk.

Når jeg som politisk analytiker skal forklare, hvorfor skiftende regeringer træffer hvilke økonomiske beslutninger, er det uden tvivl vigtigere for mig at kigge på, hvordan variabler og relationer i regnemodellerne udvikler sig, frem for at se på hvilke røde og blå politikere, der måtte sidde i Finansministeriet.

Magtfulde regnemodeller

Derfor har forskellige politikere da også været optaget af, hvordan regnemodellerne er skruet sammen.

I 1990erne, før metoderne til at regne på incitamenter for alvor var blevet rullet ud, kritiserede Anders Fogh Rasmussen regnemodellerne for at stride imod »sund fornuft«. I dag anklager venstre side af Folketinget regnemodellerne for at være »neoliberale«. Men få politikere formår at påvirke regnemodellerne, der drives af embedsmænd i Finansministeriet og eksperter i Danmarks Statistik uafhængigt af, hvilken farve, regeringen har.

Det kan selvfølgelig virke betryggende, at politikerne ikke har den store indflydelse på de økonomiske beslutninger. Og det er klart, at politikerne ikke kan eller må manipulere regnestykker efter forgodtbefindende. Men hvad der tages højde for i regnemodellerne er ikke kun et økonomisk spørgsmål. Det er også politisk.

Hvis politikerne for alvor vil sætte en ny agenda, er det afgørende at have regnemetoder, der kan regne på værdien af ens politik, om så denne består i skattelettelser, lighed, bæredygtighed eller noget helt fjerde. Ellers overlader man i hvert fald politikken til andre end de 179 folkevalgte på Christiansborg – på godt og ondt.

Niels Fuglsang er ph.d.-stipendiat ved CBS og analytiker ved tænketanken Cevea.