Danmark er et af de mest lige samfund i verden målt på gini-koecifficienten, hvilket de fleste danskere både er glade og stolte ved. Samtidig oplever vi, hvordan indkomstforskellen de seneste år er vokset, både i Danmark og i mange andre lande.

Hvor uligheden er steget markant i andre lande, har vi i Danmark formået at bremse tempoet i stigningen. Derfor er det relevant at spørge til politiske aftaler og reformers effekt på den danske lighed, som der forleden blev under et pressemøde omkring regeringens skatteudspil. Til spørgsmålet om hvorvidt skatteudspillet ville øge uligheden i samfundet, svarede skatteminister Karsten Lauritzen (V) direkte og ærligt: »Den her reform skaber ulighed, men det gør vi med åbne øjne.«

Det var et forfriskende svar, da selv den mest neoliberale politiker vil vide, at et ukorrekt grundpræmis for debatten er, at lighed er godt, og ulighed er skidt. Ukorrekt fordi lighed for lighedens skyld ikke nødvendigvis skaber et bedre samfund. Se blot hvilke katastrofale konsekvenser det har medført, de gange kommunistiske regimer har forsøgt at skabe resultatlighed via massiv omfordeling.

Ligeledes kan det heller ikke siges, at øget ulighed som sådan er dårligt for samfundet. Øget ulighed, som en konsekvens af at flere danskere får et større økonomisk råderum, er i sig selv næppe en byrde for samfundet som helhed, tværtimod. Det vil mulighvis medføre ærgrelse og forargelse blandt visse dele af venstrefløjen, men det vil også bidrage til en styrkelse af den danske økonomi og dermed styrke grundlaget for finansieringen af velfærdssamfundet. Øget ulighed som en konsekvens af en voksende andel af pensionister og flere unge, som vælger uddannelse fremfor ufaglært arbejde, kan heller ikke anskues som samfundsforringende, men disse nuancer og forklaringer på uligheden får vi sjældent bragt ind i debatten.

Hvad vi i stedet burde fokusere på, er effekterne af ligheden i samfundet. Det er ikke hvor lille en forskel, der er på to danskeres privatøkonomi i sig selv, der er unikt ved vores samfund. Det er fraværet af nævneværdige klasseforskel, det er de lige muligheder, vi stiller til rådighed i uddannelsessystemet og fraværet af diskrimination på arbejdsmarkedet.

Hvordan sikrer vi at fastholde disse kvaliteter i samfundet, selv hvis indkomstforskellen fortsat vil stige? Det gør vi ved bl.a. at sikre attraktive folkeskoler, så ressourcestærke familier ikke ser sig nødsaget til at trække deres børn ud og dermed bidrage til øget opdeling af ressourcestærke/svage familier i henholdsvis folke- og privatskole. Det gør vi ved at værne om vores ytrings- og forsamlingsfrihed og ved at beskytte vores grundlæggende tillid til hinanden og systemet. Disse er alle kvaliteter ved det danske samfund, som bidrager til den oplevede lighed, men som vi ikke nødvendigvis får mere af, blot fordi en gini-koecifficient falder. Vi bør derfor ikke værne om ligheden for lighedens skyld, men i stedet værne om kvaliteterne ved et lige samfund.