Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I dag for 100 år siden sendte den franske udenrigsminister en depeche: Så var den nye dansk-tyske grænse officiel

De store, officielle festligheder i anledning af 100-året skulle have fundet sted netop 10.-11. juli i år, og det er helt i tråd med, hvordan det foregik ved de to seneste »runde« jubilæer i 1995 og 1970.

»Danske i både Kongeriget og Sønderjylland kom til at vente et helt år, før de endelig kunne fejre genforeningen ved den store fest på Dybbøl 11. juli 1920. Det kommer vi også til her i 100-året for Genforeningen: De store festligheder og de mange arrangementer, der var planlagt til 2020, er aflyst eller udsat til 2021,« skriver René Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorvald Larsen

Forventningerne til en hurtig genforening var store, da det i november 1918 stod klart, at Tyskland havde tabt Første Verdenskrig.

17. november 1918 holdt de danske sønderjyders leder, H.P. Hanssen, sin store tale på Folkehjem i Aabenraa, hvori han fastslog, at den så længselsfuldt ventede Genforening med Danmark var nært forestående. Og den eller så nøgterne Henrik Pontoppidan blev helt lyrisk, da han i digtet »Sønderjylland«, der blev trykt i nærværende dagblad juledag 1918, tolkede de følelser, der i disse måneder greb danske både nord og syd for Kongeåen.

Første vers lyder som bekendt: »Det lyder som et eventyr / et sagn fra gamle dage / en røvet datter, dybt begrædt / er kommet frelst tilbage.« Afslutningsstroferne i andet vers dirrer af forventning: »til sommer vajer Dannebrog / igen på Dybbøl Banke«, hedder det. Dermed mente han sommeren 1919.

Men sådan skulle det ikke komme til at gå. Danske i både Kongeriget og Sønderjylland kom til at vente et helt år, før de endelig kunne fejre genforeningen ved den store fest på Dybbøl 11. juli 1920.

Det kommer vi også til her i 100-året for Genforeningen: De store festligheder og de mange arrangementer, der var planlagt til 2020, er aflyst eller udsat til 2021.

Og dog! Vi nåede faktisk at markere 100-året for Folkeafstemningen 10. februar 2020. Og måske er det i virkeligheden den vigtigste blandt de datoer, der konkurrerer om at være Genforeningsdag?

15. juni 1920 er den officielle genforeningsdag. Derfor var der også på 100-årsdagen netop i dag lagt op til en storslået markering, lige indtil coronavirussen kom.

»15. juni 1920 skete der nemlig slet ikke noget!«


15. juni har dog lige siden 1920 været i hård konkurrence med en række andre datoer om at være den vigtigste dato i den langstrakte proces, som Sønderjyllands genforening med Danmark i virkeligheden var. De to hårdeste konkurrenter er 10. februar 1920, årsdagen for afstemningen i 1. afstemningszone, og 10.-11. juli, årsdagene for kongens ridt over den gamle Kongeågrænse og de store festligheder på Dybbøl.

Det ser ud til, at 10. februar har vundet hævd som den årligt tilbagevendende, folkelige og lokalt forankrede festdag, der først og fremmest fejres i Sønderjylland, mens 10.-11. juli navnlig bruges ved de runde jubilæer og de store, officielle udendørs arrangementer og omfatter hele Danmark.

Det kan der være flere grunde til. Der er det rent praktiske forhold, at februar måned i forvejen er »foredragsmåned« og dermed en god måned for indendørs arrangementer, mens juli er højsommer og velegnet til udendørs arrangementer.

Men der er også andre grunde: 10. februar 1920 var den dag, de danske sønderjyder selv med stemmesedlen ydede en konkret indsats for at komme hjem til Danmark. De gjorde det lokalt på de mange stemmesteder rundt omkring i 1. zone, og begivenheden engagerede hele lokalbefolkningen, ikke kun de stemmeberettigede. Alle deltog i forberedelserne og ikke mindst i de efterfølgende afstemningsfester.

10. februar 1920 var kort sagt en begivenhed, som alle havde deltaget i, og som derfor længe vedblev at være i levende erindring. Med tiden fik disse »afstemningsfester« et helt fast forløb, der knyttede an til de sønderjyske traditioner før 1920: Der var fællessang, folkeligt foredrag, kaffebord og korte indlæg fra salen med selvoplevede erindringer om tiden under tysk styre og 1920. Dette blev navnlig udbredt, efterhånden som en ny generation, der ikke havde egne minder om begivenhederne, voksede frem. Således blev 1920 holdt i levende erindring.

Da de sidste tidsvidner døde, overtog deres efterkommere mange steder forældrenes rolle. Jeg har selv flere gange som foredragsholder oplevet, hvordan ældre medborgere med al den autenticitet, som et tidsvidne kan påkalde sig, har berettet om begivenhederne i forbindelse med afstemningen i 1920, uagtet de ikke selv var født dengang. Der holdes stadig hvert år afstemningsfester 10. februar over hele Sønderjylland. Og afstemningsdagen 10. februar 2020 nåede vi da akkurat at få med, inden coronaen lukkede alting ned. Derimod nåede markeringerne af afstemningsdagen i 2. zone 14. marts det lige akkurat ikke. Det er næsten symbolsk.

Stor genforeningsfest

15. juni var i den første snes år efter 1920 den foretrukne dato for de officielle markeringer. Der fandt desuden også en række lokale markeringer sted i Sønderjylland. Det var i mellemkrigstiden meget vigtigt fra dansk side at markere, at grænsen lå fast og at afvise alle tyske forsøg på at drage den i tvivl. I juni 1940, to måneder efter Danmark besættelse, var der planlagt en stor genforeningsfest på Folkehjem i Aabenraa.

Det var netop, mens det tyske mindretals forhåbninger om en revision af grænsen kulminerede. Det tyske gesandtskab i København lod arrangørerne forstå, at man i Berlin ville have vanskeligt ved at forstå det, hvis man i Sønderjylland benyttede sig af 20-året for genforeningen til at markere, at her stod den sidste Versailles-grænse endnu ved magt! Det er det, man kalder et vink med en vognstang, og festen blev da også aflyst. Dog kun for at blive afholdt samme dag og samme sted, men nu som en »Valdemarsfest« i anledning af årsdagen for Dannebrogs tilsynekomst i 1219. Det var helt i tråd med sønderjydernes velkendte »drilleri« over for tyskerne fra tiden før 1920, men arrangørerne havde næppe helt forstået væsensforskellen mellem Kejserriget og Hitler-Tyskland. Grænsen holdt dog til det.

Siden 1945 har 10.-11. juli været foretrukket som dato (med undtagelse af 1980). Dette hænger formentlig sammen med, at dagene 10.-11. juli 1920 var spækket med mindeværdige, symboltunge begivenheder, som tusinder havde deltaget i: Kongens ridt over den gamle Kongeågrænse på den hvide hest, den store fest på Dybbøl med tusinder af deltagere osv.

I den konkurrence kan 15. juni slet ikke klare sig. 15. juni 1920 skete der nemlig slet ikke noget. I hvert fald ikke noget, som ret mange lagde mærke til på dagen. Det var dén dag, den franske udenrigsminister sendte en depeche til den danske gesandt i Paris, hvori han meddelte, at ambassadørrådet i Paris ville notificere den nye dansk-tyske grænse samme eftermiddag. Der havde i ugerne op til 15. juni været ført forhandlinger mellem ambassadørrådet, Tyskland og Danmark om overdragelsen af suveræniteten over 1. afstemningszone, men tyskerne havde en lang række forbehold, og til slut måtte grænsen trækkes uden tysk accept. Notifikationen 15. juni overdrog dog kun Danmark territoriet, men endnu ikke suveræniteten. Den besad endnu Den internationale Kommission (CIS). Suverænitetsoverdragelsen skete først 5. juli, da diplomater fra Frankrig, Det Forenede Kongerige, Italien og Japan endelig underskrev traktaten. Dette skete med tilbagevirkende kraft til 15. juni. At det netop blev 15. juni er således en ren tilfældighed.

Endelig kunne indlemmelsen af de sønderjyske landsdele sættes i værk: Lovgivningen havde længe ligget klar til kongens underskrift. Dette skete 9. juli 1920, og dermed trådte loven i kraft. Den følgende dag red Christian 10. så over den gamle Kongeågrænse og fuldbyrdede symbolsk genforeningen.

De store, officielle festligheder i anledning af 100-året skulle have fundet sted netop 10.-11. juli i år, og det er helt i tråd med, hvordan det foregik ved de to seneste »runde« jubilæer i 1995 og 1970.

Men også de festligheder er som bekendt udsat til næste år. Sønderjyderne – og alle andre – må derfor trøste sig med de gamle ord: Det har slet ingen hast for den, som tror!

René Rasmussen er museumsinspektør, Museum Sønderjylland