Vi har pakket Genforeningen ind i selvros og hyggenationalisme

Vi kan takke fremmede magter for de to lykkeligste begivenheder i Danmark i det 20. århundrede. Hvorfor bliver vi ved med at glemme dem? Og hvorfor fører Mette Frederiksen an i fortielsen?

Kong Christian X ridder over grænsen ved Genforeningen i 1920. Vores kollektive erindring om den begivenhed er i dag indhyllet i et skær af nationalromantik, skriver Pierre Collignon i denne kommentar. Thorvald Larsen

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er en smuk historie. »Det lyder som et eventyr,« som Henrik Pontoppidan skrev i et digt i Berlingske juledag 1918 i håbet om, at Sønderjylland kunne blive dansk igen. Vi havde mistet en del af nationen i 1864, men nu kunne »en røvet datter, dybt begrædt« komme »frelst tilbage«.