Hierarkiets nye spilleregler har ændret arbejdspladsen

På tværs af generationer, anciennitet, køn og anden mangfoldighed gøres der oprør mod hierarkiet, mens andre finder tryghed i det. Vi bevæger os fra et ydre til et indre hierarki. Væk fra kendte titler og funktioner og hen mod det opgavebaserede. Hvordan pokker skaber man sammenhæng på en arbejdsplads med så modsatrettede interesser?

»I 2025 spejler magt, myndighed, autoritet og prestige ikke alles værdier. Tværtimod ønsker flere at styre mere efter egne værdier, formål, mening, kreativitet, behov, ønsker og drømme og bruge dem som rettesnor for, hvordan man arbejder, og i hvilken retning man gerne vil udvikle sig,« skriver Emilia van Hauen. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen

Hvis du oplever en følelse af modstand i den måde, som I organiserer jer på arbejdet, er du langt fra den eneste. 

Trenden startede i år 2000 og blev kaldt »co-creation« og er siden blevet fulgt op af #metoo, DEIB-bevægelsen (på dansk står DEIB for mangfoldighed, lighed, inklusion og tilknytning, red.) og den unge Generation Z (de yngste, vi har på arbejdsmarkedet), men er i dag blevet nærmest allemandseje.