Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Harvard-professor: Her er de fem årsager til krigen i Ukraine

I årtier eller måske endda århundreder vil vi komme til at diskutere årsagerne til krigen i Ukraine. Professor på Harvard University Joseph S. Nye Jr. giver her sit bud på de fem hovedårsager, og den starter med en kolossal fejlberegning.

Tænk på krigens årsager som at bygge et bål op: Brændestakken er en dybere årsag; kvas og papir er en medvirkende årsag; og et strøg med en tændstik er en udløsende årsag, skriver professor ved Harward University Joeseph Nye i denne kronik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ruslands krig mod Ukraine er den mest ødelæggende konflikt, Europa har set siden 1945.

Mens mange i Vesten ser en krig, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, har valgt, siger han selv, at NATOs beslutning i 2008 om at åbne for et muligt medlemskab for Ukraine bragte en eksistentiel trussel helt op til Ruslands grænser.

Andre sporer konflikten tilbage til afslutningen på Den Kolde Krig og Vestens svigt i forhold til at støtte Rusland nok efter Sovjetunionens sammenbrud.

Så hvordan finder vi frem til årsagerne til den krig, som måske kommer til at vare flere år frem?

Første Verdenskrig fandt sted for over 100 år siden, men historikerne skriver stadig bøger for at diskutere, hvad der egentlig udløste krigen. Startede den, fordi en serbisk terrorist snigmyrdede en østrigsk ærkehertug i 1914? Eller havde den mere at gøre med, at en fremvoksende tysk magt udfordrede Storbritannien, eller med voksende nationalisme flere steder i Europa? Svaret er »alt det ovennævnte plus mere til«. Men krigen var ikke uundgåelig, før den faktisk brød ud i august 1914. Og selv da var det ikke uundgåeligt, at fire års blodbad fulgte efter.

For at nå frem til et svar, hjælper det at skelne mellem dybere, medvirkende og umiddelbare årsager. Tænk på det som at bygge et bål op: Brændestakken er en dybere årsag; kvas og papir er en medvirkende årsag; og et strøg med en tændstik er en udløsende årsag.

Men selv da er et bål ikke uundgåeligt. En stærk vind kan blæse tændstikken ud, og en pludselig byge kan gøre brændet vådt. Som historikeren Christopher Clark bemærker i sin bog om årsagerne til Første Verdenskrig, »The Sleepwalkers«, og året 1914: »Fremtiden lå stadig åben – men kun lige.« Dårlige politiske valg var en afgørende årsag til katastrofen.

1. Putins fejlberegning

I Ukraine er der ingen tvivl om, at Putin strøg tændstikken, da han beordrede russiske tropper til at invadere 24. februar. Lige som stormagternes ledere i 1914, troede han sikkert, at det ville være en kort og skarp krig med en hurtig sejr, lidt som da Sovjetunionen tog Budapest i 1956 eller Prag i 1968. Luftbårne tropper ville erobre lufthavnen, og fremadstormende kampvogne ville indtage Kyiv, så Rusland kunne fjerne den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og installere en marionetregering.

Putin fortalte det russiske folk, at han udførte en »særlig militæroperation« for at »afnazificere« Ukraine og forhindre, at NATO udvides til Ruslands grænser. Men når han fejlberegnede så alvorligt, må vi spørge, hvad han egentlig tænkte. Vi ved fra Putins egne skriverier og fra forfatterne til forskellige biografier såsom Philip Short, at den medvirkende årsag var, at Putin nægter at se Ukraine som en legitim stat.

2. Anerkender ikke staten Ukraine

Putin ærgrer sig over sammenbruddet i Sovjetunionen, som han havde tjent som KGB-officer. Og på grund af det tætte kulturelle tilhørsforhold mellem Ukraine og Rusland betragter han Ukraine som en falsk stat. Samtidig har Ukraine været utaknemmeligt og fornærmet Rusland med Majdan-opstanden i 2014, der fjernede en prorussisk regering og de stadig stærkere handelsrelationer til EU.

3. Den russiske verden

Putin ønsker at genskabe, hvad han kalder den »russiske verden«. Og da han er nået 70-års-alderen, tænker han på den arv, han vil efterlade sig. Tidligere ledere som Peter den Store styrkede Ruslands magt, mens de levede. Og med de svage vestlige sanktioner, som fulgte efter Ruslands invasion af Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen i 2014, ser Putin ud til at have spurgt sig selv: Hvorfor ikke gå videre?

4. NATO-udsigt

Udsigten til en udvidelse af NATO var en mindre medvirkende årsag. Vesten skabte godt nok et særligt NATO-Rusland Råd, som åbnede for, at russiske militærofficerer kunne deltage i visse NATO-møder. Men Rusland forventede mere. Og ganske vist sagde USAs daværende udenrigsminister, James Baker, i starten af 1990erne til sin russiske modpart, at NATO ikke ville blive udvidet. Men historikere som Mary Sarotte har vist, at Baker hurtigt gik imod denne mundtlige forsikring, der aldrig blev nedfældet i en skriftlig aftale.

Da USAs daværende præsident, Bill Clinton, diskuterede sagen med den russiske præsident, Boris Jeltsin, i 1990erne, accepterede russerne modvilligt en vis udvidelse af NATO, men begge parter havde forskellige forventninger. NATOs beslutning på 2008-topmødet i Bukarest om at inkludere Ukraine (og Georgien) som potentielt fremtidige medlemmer bekræftede blot Putins værste forestillinger om Vesten.

Men selvom NATOs beslutning i 2008 måske var en fejlberegning, havde Putin allerede før da skiftet holdning. Han havde hjulpet USA efter terrorangrebene 11. september 2001, men hans tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007 viser, at han allerede før Bukarest-topmødet var kørt sur i forholdet til Vesten. En mulig NATO-udvidelse var altså kun én af flere medvirkende årsager – og den blev snart efter topmødet i Bukarest nedtonet af udmeldinger fra Frankrig og Tyskland om, at de ville nedlægge veto mod Ukraines optagelse i NATO.

5. Forløbet efter Den Kolde Krig

Bag alt dette lå de fjerne eller dybere årsager, som fulgte med afslutningen på Den Kolde Krig. Umiddelbart efter var der stor optimisme i både Rusland og Vesten om, at Sovjetunionens fald ville åbne for demokrati og markedsøkonomi i Rusland. De første år efter gjorde Clinton og Jeltsin en seriøs indsats for at skabe gode relationer. Men selvom USA ydede lån og økonomisk bistand til den daværende russiske premierminister Jegor Gajdars regering, forventede russerne mere.

Desuden var det efter syv årtiers planøkonomi umuligt pludseligt at forvandle landet til en blomstrende markedsøkonomi. Forsøgene på at gennemtvinge så drastiske forandringer kunne ikke andet end skabe enorme omvæltninger, korruption og ekstrem ulighed. Nogle oligarker og politikere blev fantastisk rige på lynprivatiseringen af statsejede aktiver, men for de fleste russere faldt levestandarden.

På Davos-topmødet i februar 1997 oplyste guvernøren for Nisjnij Novgorod-regionen, Boris Nemtsov (der senere blev snigmyrdet), at ingen i Rusland betalte skat, og at regeringen var bagud med at betale lønninger. I september det følgende år var det den liberale politiker Grigorij Javlinskij, der i en middagstale på Harvard Kennedy School sagde, at »Rusland er fuldstændig korrupt, og Jelstin har ingen vision«. Med et svækket helbred magtede Jeltsin ikke længere at håndtere de politiske konsekvenser af en stadig dårligere økonomi og vendte sig så til Putin, en dengang ukendt tidligere KGB-agent, for at hjælpe med at genskabe lov og orden.

Intet af dette betyder, at krigen i Ukraine var uundgåelig. Men med tiden blev den stadig mere sandsynlig. Den 24. februar 2022 forregnede Putin sig og strøg den tændstik, der startede branden. Det er svært at se ham slukke den nu.

Joseph S. Nye Jr. er politilog og professor på Harvard University og forfatter til bogen »Do Morals Matter? Præsidents and Foreign Policy from FDR to Trump« (Oxford University Press, 2019).«

Copyright Project Syndicate 2022 – www.project-syndicate.org

Oversættelse: Bibi Christensen