Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Giftigheder fra flinkeskolen

Eva Selsing: Det er ærgerligt, hvis omgangsformen skræmmer folk væk fra en diskussion – men er det også et kønsproblem? Manden er vred over at blive talt ned til af de veltalende (akademiker)kvinder, der bor i København, stemmer radikalt eller på Enhedslisten og vil tage hans bil og penge fra ham. Det er intet ringere end en klassekamp.

"Mangen en mand kan ikke svare under radaren. Han ryger direkte i nettet ved den første kluntede eller vrede kommentar på Facebook," skriver Eva Selsing. Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden bragtes første afsnit af »Ti stille, kvinde« på DR 2 (andet afsnit torsdag aften, red.) – et program om den hårde tone i debatten. Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage, men takkede nej. Jeg ville gerne problematisere programmets præmis om, at der er tale om en kønsproblematik, og at kvinder i denne sammenhæng er de mest udsatte. Det var producenterne ikke interesseret i. Så her er, hvad jeg ville have sagt.

Lad mig først slå fast: Trusler som dem, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og de andre debattører har modtaget, er under ingen omstændigheder i orden. Det er modbydeligt, at folk sender den slags, og jeg undrer mig over, at myndighederne ikke i højere grad involverer sig i det.

Af samme grund må vi også skelne mellem deciderede trusler og så det, man lidt løst kan kalde for »grimt sprog«, der dækker alt lige fra det meget bramfri, over det lumre og til de stygge, personlige fornærmelser. Truslerne er en sag for politiet, men lad os endelig kigge lidt nærmere på det grimme sprog, ja, på tonen i debatten.

Læs også: Dit politikersvin

For det er da ærgerligt, hvis omgangsformen skræmmer folk væk fra en diskussion – men er det også et kønsproblem? Et, der viser, at kvinder er undertrykt i en debat- og demokratisammenhæng? Det mener jeg ikke.

De deltagende i programmet har alle fremtrædende, privilegerede, ja, indflydelsesrige medieplatforme. Det er kvinder, der i kraft af deres status i den snakkende og debatterende klasse ikke sjældent får deres synspunkter sendt lige ind i hundrede tusinde dagligstuer hver uge.

De tilhører et køn, der på en række væsentlige parametre slår mændene med mange længder: Dagens kvinder er bedre uddannet, stærkere til at passe deres helbred og ikke lige så socialt udsatte. Mens nutidsmanden kommer dårligere gennem uddannelsessystemet, lever kortere og har en langt højere risiko for eksempelvis at ende som hjemløs. Han sidder (for det meste) i Jylland, og han er vred. Vred over at blive talt ned til af de veltalende (akademiker)kvinder, der bor i København, stemmer radikalt eller Enhedslisten, vil tage hans bil og penge fra ham – og bruge dem på lysende bænke og resocialisering af afstumpede forbrydere. Samtidig med at hun peger fingre ad ham, sådan en håbløst utjekket provinsperson, der spiser køberoulade og ikke aner, hvad den nyeste café på Vesterbro hedder.

Hun vil helst heller ikke avle på ham (for han »kommunikerer« som et barn, jo!), men køber nogle sædceller fra en fryser. Empowerment i købshandlingen, også når det handler om børn. Manden, han er snart overflødig (undtagen til jobs som skraldemand og slamsuger, måske), og hun er på vej frem. Hun har, med andre ord, en masse magt. Men hvilken magt er der tale om?

Vi kan låne fra professor ved KU, Hans Bonde. Han har beskrevet nogle specifikt kvindelige magtformer, deriblandt »svaghedsmagt«, »godhedsmagt« og »skammermagt«. Særligt den sidste er relevant her.

Læs også: Lene Espersen

Skammermagt kan udskamme, ekskludere og nedtrampe, og det er væsentligt for etableringen af sociale, psykologiske og kulturelle hierarkier. De, der kan skamme, kan presse hele grupper ned i det, der de facto er en undermenneskekategori. Vi så det i udlændingedebatten i 1990erne, hvor kritikerne af tilvandringen blev tegnet som en art nazister, og vi ser det i dag i den kulturelle kamp mellem bestemte, privilegerede kvindesegmenter og manden (den hvide, kulturkristne arbejder-provinstype).

Til Bondes magtbegreber må vi lægge endnu et, nemlig definitionsmagten. Definitionsmagten sætter scenen. Den, ja, definerer, fylder begreber med et bestemt indhold, formet af magthaverens egne præferencer. »Tolerance« kommer på den måde til at betyde »accept af intolerance«, og »ligestilling« kommer til at betyde »negativ diskrimination af mænd qua deres køn« – og så videre.

I et nutidsperspektiv kan vi især se den kvindedominerede definitionsmagt overalt, hvor spørgsmål om køn og ligestilling berøres. Løn, bestyrelsesposter, barsel med videre er emner, der stort set altid diskuteres ud fra præmissen om »ligestilling«, som oversat fra kvindesprog betyder »ensretning«. Vi har som samfund accepteret den feministisk definerede påstand om, at kvinder i stort set alle henseender er forfordelte. Denne fortælling bygger ikke på kendsgerninger, men på et narrativ fortalt af kvinder med en enorm definitionsmagt.

Man kunne også nævne andre mainstream-feminiserede emner såsom økologi og madspild, antiforbrug og den forestående klimakatastrofe, der alle henter næring i universitetsmarxismen. Debatten om disse foregår på en blandt kvinder særligt populær indignationspræmis: »Jeg er indigneret, derfor har jeg ret (og du er nazist).« Et populært debatgreb, hvor det reaktionære krav om et sammenhængende argument er elimineret til fordel for en rent følelsesmæssig slutningskæde.

Opvokset i et feminiseret Institutionsdanmark med utydelige (men bomstærke) magtstrukturer har disse damer lært at begå sig på flydende manipulationssprog. Det handler om at sige en masse mellem linjerne. Destilleret uoprigtighed som magtredskab – og vor tids veluddannede kvinder i mediefladen har masser af det: Tal pænt, men sig noget rigtig grimt. Undgå direkte, ærlig konfrontation, skam din modstander ud i stedet. Social eksklusion er stærkere, mere sårende og længerevarende end et bramfrit eller nedsættende ord eller to.

Læs også: »Jeg kan høre demokratiet skrige. Jeg kan mærke ytringsfriheden bløde«

Se rundt på landets dameblogs: en mudderpøl af parfumerede perfiditeter. De skrivende har lært at formulere grimheder i det skjulte, under radaren, og derfor bliver de ikke fanget i noget debatfilter. Jeg tager mig ofte i forgæves at lede med lys og lygte efter et argument, der skal understøtte de giftige konklusioner. Og så har vi dameelendigheden, der fylder så tragisk meget i debatten: substansløse, men tjekkede, indirekte måder at tale matroniserende og ekskluderende om og til andre på. Her kvindemobbes speltmødrene, de rige, de højreorienterede, de ikke-økologiske, den hvide mand, og hvad mine medsøstre ellers får tiden til at gå med at hade. Avec raffinement, naturligvis. Her er ingen censur eller politianmeldelser – fordi tilsviningerne er så subtile. Så kvindagtige.

Man skal nærmest være kvinde selv for at kunne besvare det raffinerede had, der emmer ud af (dele af) landets skrivende damebestand. Og manden? Han har tabt på forhånd. Han tabte allerede i skolen, da The Girl Way af ideologisk fikserede undervisere blev cementeret i 1970erne og frem. De vilde drenge blev banket på plads af aktivistisk røde lærerinder – eller fik en diagnose (og måske også noget nervemedicin til at tage toppen af viriliteten), mens pigerne sad pænt og dygtiggjorde sig i at kommunikere indirekte.

Mangen en mand kan ikke svare under radaren. Han ryger direkte i nettet ved den første kluntede eller vrede kommentar på Facebook. Og så kan man bruge det til at slå ham oven i hovedet med. Igen. Se, den primitive racist-nazist-kvindehader-proletar-tabermand!

Men hvad er værst? Den velformulerede bandbulle mod anderledes tænkende, der tegner dem som en slags undermennesker eller moralsk defekte væsner – eksempelvis folk, der menes at have et »dårligt menneskesyn« – eller beskeden, »du er en grim kælling«? Den sidste er klart mest direkte anstødelig. Men den første, hvad med den? Jo, den er mere abstrakt formuleret – men dens iboende dehumanisering rammer mindst lige så dybt som den første, vil jeg mene. (Og mon ikke et par stykker af de deltagende i TV-udsendelsen har betjent sig af en lignende retorik?)

Det, der er tale om her, er intet ringere end en klassekamp. En enormt ulige en af slagsen, tilmed. Fordi magtrelationerne er så forskudte: Hvilken magt har gennemsnitsmanden, der er dårligere uddannet og sprogligt svagere, i dette talesamfund? Han er måske fysisk stærkere. Og i nogle tilfælde tjener han lidt mere. Men det er også det. Det, der giver social og kulturel status, det har kvinderne. De har skammer- og definitionsmagten, og dermed er det i høj grad dem, der bestemmer ude på medieslagmarken.

Måske derfor finder vi, blandt dem, der klager mest over »tonen« i debatten, også de dygtigste udi indirekte defamering af de anderledes tænkende. Det er et paradoks, men tydeligvis ikke et, der generer vores mange tonehyklere.