Det er morsomt med Dansk Folkeparti. Det er på nogle måder et populistisk parti, selv om det også i 00erne var et solidt støtteparti for VK-regeringen. Men engang imellem titter populismen frem. Det sker, når DF eller nogle af partiets politikere indtager det mest bekvemme synspunkt i en sag, selv om det måtte være det stik modsatte af, hvad partiet tidligere har ment eller principielt står for. Der er mange eksempler på det. Spørgsmålet om dagpengene trænger sig selvfølgelig på: Før valget var Dansk Folkeparti ivrig deltager i dagpengereformen. Nu er man blandt dens argeste kritikere. Sådan er det, når man hele tiden skal finde det mest bekvemme standpunkt i jagten på endnu flere vælgere.

Læs også: Jelved, Ai Weiwei og en dans på æggeskaller

Men der er andre eksempler. I denne uge gik Pia Kjærsgaard således til angreb på kulturminister Marianne Jelved (R), som havde formastet sig til at skrive en anmeldelse af 1864-serien. Anmeldelsen var positiv. Det var mere, end Pia Kjærsgaard kunne klare. »Det er fuldstændig grotesk. Hvorfor føler hun sig lige pludselig kaldet til det?« lød det fra DF-værdiordføreren. Men hvorfor er det egentlig grotesk, at en politiker – og her en minister – udtaler sin mening om en TV-serie? Man kunne selvfølgelig mene, at det var et slags brud på armslængdeprincippet. Men i så fald burde Dansk Folkeparti være de sidste til at beklage sig over det, eftersom det mere end nogen andre har været DF, som har været i teten med direkte og meget lidt armslængeagtig kritik af TV-serien, kulminerende med kravet om, at der ved fremtidige lignende serier skal tilknyttes et kobbel historikere til at tjekke dem for ukorrekte scener.

Læs også: Nyhedsoverblik - 1864

Pia Kjærsgaards udfald ligner endnu et udslag af behovet for at indtage det bekvemme synspunkt: Den ene dag er det mest bekvemt at kølhale 1864 politisk. Den næste er det mest bekvemt at problematisere, at andre politikere kommer med deres syn på serien. Men det stopper ikke her. Som bekendt har DF i mange sammenhænge slået sig op på at være ytringsfrihedens fremmeste forkæmpere her i Danmark. Under Muhammedkrisen skrev daværende partiformand Pia Kjærsgaard således i sit ugebrev: »I Danmark; har vi ytringsfrihed for Loke såvel som for Thor. Og ytringsfriheden; den giver vi ikke køb på.« Det er jo smukt sagt. Men holder den til virkeligheds prøvelse? Altså – for DFerne selv? Næppe helt. Således var det jo Pia Kjærsgaard selv, der på et tidspunkt ville forbyde beboere i de almennyttige boligområder at modtage visse arabiske TV-kanaler via deres paraboler. Og i denne uge blev endnu et eksempel på DF-dobbeltmoralen om ytringsfriheden bragt frem på ny. Det skete, da uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) gik i en i øvrigt lidt besynderlig clinch med Anders Fogh Rasmussens (V) smagsdommeropgør. Det var til gengæld lejligheden til at fremdrage den situation fra i sommer, hvor DFs Morten Messerschmidt reagerede på, at terrorforskeren Lars Erslev Andersen var medunderskriver på en protest mod Israels fremfærd i Gaza, ved at sende hans chef en protestmail og åbent erkende, at han gerne ville presse forskeren til tavshed: »Jeg vil da til enhver tid lægge pres på ham for at afstå fra at have tossede holdninger. Eller – han må godt have dem, men så synes jeg, at han skal holde dem for sig selv.« Forskere, der går over i holdningsbranchen, må naturligvis finde sig i også hård kritik. Men skal de presses til at tie? Well... det mener man vist mest, hvis man hele tiden leder efter det mest bekvemme synspunkt. Også når det gælder ytringsfriheden.