En lille norsk dreng får en hård fodbold i hovedet. Av! Scenen udspiller sig i en norsk reklamefilm for detailkæden Bunnpris, den er instrueret af en dansker – og nordmændene morer sig overhovedet ikke. Den norske forbrugerombudsmand kalder filmen uetisk og urimelig og opfordrer erhvervslivet til at stoppe brugen af smerte som virkemiddel i reklamer, ikke mindst når det er børn, det går ud over. Fra dansk side argumenterer man for, at scenen er harmløs – »det sker mange mange gange hver dag« – og således er der endnu en gang lagt i kaminen til det tilsyneladende endeløse slagsmål mellem de nordiske broderfolk om ophavsretten til den rigtige måde at gøre alting på.

Eksemplet er ikke enestående. Både globale og nationale chefer river sig indimellem i håret, når de forsøger at forstå, hvorfor de nordiske lande, der målt på værdier ligner hinanden til forveksling, ikke bare opfører sig forskelligt, men indimellem direkte uregerligt, når man forsøger at få dem til at samarbejde. Er de vilde vikinger virkelig så forskellige? Og betyder de fordomme om de andre, der i Norden nærmest træder hinanden over tæerne midt i al selvbenovelsen, noget i forhold til ledelse, salg og marketing?

Lad os slå det fast med nordiske syvtommersøm: Der er forskel på os i Norden. Til gengæld skal man helst være hjemmefødt her for at få øje på de vitterligt meget små nuancer. I alle globale værdiundersøgelser lander vi nemlig på præcis samme plet. Vi er en stamme af høje nordboere, der betaler endnu højere skatter og har mikset materialisme, kapitalisme og socialisme til en socialdemokratisk velfærdsstat. Set udefra er vi en flok fascinerende, velhavende og oplyste rationalister, der keder os i vores velfærdsstater, har et afslappet forhold til sex og en vemodig længsel efter det enkle liv og naturen. Spørger man de nordiske indbyggere selv, begynder fordomme og forestillinger om ’dem og os’ derimod straks at rumstere i sindet.

Her optræder finnerne som sære, seriøse og tavse, og danskerne som regionens hurtigtsnakkende frække krejlere, der altid kan snyde en tillidsfuld nabo. Eller som en norsk marketingchef i rejsebranchen udtrykker det: »Når jeg har trykket en dansker i hånden, tæller jeg mine fingre bagefter.«

Til gengæld kan både danskere, nordmænd og finner blive rørende enige om, at svenskerne er en flok stive og arrogante bureaukrater uden humoristisk sans. Alle tre lande lider af et udtalt lillebrorkompleks i forhold til Sverige, der med sine snart ti millioner indbyggere er langt det største land i regionen og ude i verden opfattes som selve symbolet på nordisk livs- og ledelsesstil. Bare tænk på dengang, Stockholm markedsførte sig som »The Capital of Scandinavia« og blev mødt af et dansk ramaskrig og klager fra officielt hold. For naturligvis ved alle, at det er København, der er Skandinaviens navle …

Lad os slå det fast én gang til: Danskere, finner, nordmænd og svenskere deler værdier, vaner og varer. Vi deler kultur, historie, krige og unioner og har altid kappedes om prestige og penge. Kogt ned til et fælles værdisæt, så dækkes alle lande af ord som: lighed, et unikt demokratisk lederskab, selvstændighed, sikkerhed, effektivitet, fordragelighed og tolerance. Naturligvis er vi også midt i selvbenovelsen »de allerbedste lande i hele verden«– og lider i stor stil af en stærk trang til at definere os sjældent positivt i forhold tilandre nationer.

Det er blandt andet derfor, at det indimellem går galt, når vi skal lede eller sælge noget på tværs af de nordiske landegrænser. Vi sætter snart ikke en spisepind forkert, når vi handler i Kina, men orker ikke at sætte os ind i, hvordan naboerne tænker. I dansk optik er de naboer, der ikke morer sig over børn, der får fodbolde i hovedet, eller som svenskerne højlydt protesterer, når yderst letpåklædte kvinder reklamerer for danske Bestsellersherretøj, bare snerpede moralister uden humoristisk sans. Vi fatter ikke, at de moderne norske og svenske samfund er gennemsyret af forestillinger om lighed og ligeværd – også når det gælder kvinder og børn. Og at høflighed kan være en dyd.

Især de kollektivt- og konsensusorienterede svenskere, som har bygget deres velfærd på en let adgang til råstoffer og strategien »sammen er vi stærke – vi løfter i flok«, har indimellem store kvaler med den danske trang til at rage ud over stepperne. I Danmark består de sparsomme råstoffer af nogle kvadratkilometer fed landbrugsjord, en slat olie og en meget stor flok grise, og det er den dygtige købmand, der handler hurtigt, som vinder slaget her. I Danmark bruger man albuerne, når man vil frem i verden – helst til en god pris. Vi er kendt for at være frække forhandlere, der presser citronen, kunder og kolleger til sidste dråbe – eller som en svensk koncernchef for en fusioneret dansk-svensk virksomhed udlægger forskellen, når det handler om forhandlinger: »I Sverige stoler man på modparten til det modsatte er bevist, mens danskerne hele tiden er bange for at blive snydt.«

Nordmændene, som i år markerer 200-året for opløsningen af rigsfællesskabet med Danmark, står som noget af et nyrigt mysterium. Den fattige lillebror fra landet fik sit helt eget sorte guld, da olien sprang i 1971, og det forvirrer både naboerne og nordmændene selv. For hvordan gå fra nøjsom til nyrig? Må man skilte med Mulberry og Maserati, eller skal man bevare madpakken som nationalsymbol? Og hvor national har man i en globaliseret verden råd til at være i sine vaner og varepræferencer? Det norske er stadig stærkt til stede i Norge, hvor et blåt/rødt/hvidt flag på varen er et kvalitetsstempel. Måske ikke så underligt i et land, der først fik sin selvstændighed i 1905 – og ikke bryder sig ikke om at blive gjort til grin, når folkedragterne luftes. Alligevel er nordmændene, som en dansk chef i en nordisk fusion, med typisk dansk pli, formulerer det »Dem, vi gør allermest grin med. At de har fået olien betragter vi som lidt af et held; som deres appelsin i turbanen. Vi andre synes stadig, de er provinsielle.«

Man kan spørge sig selv og sine bedste chefer, sælgere og medarbejdere om et udgangspunkt, hvor man låser sig fast i forestillinger, fordomme og farlig selvtilstrækkelighed, virkelig er den bedste strategi for at agere på det marked med ca. 25 mio. forbrugere, som ligger lige uden for vores allesammens hoveddør?

På en så lille plet på verdenskortet gør man nok klogt i både at samarbejde med og sælge til hinanden. Naturligvis skal vi også go global. Men hvorfor ikke også række efter de lavthængende forretningsfrugter, der vokser i den nordiske have?

Vi er i Norden ufatteligt ens – og alt for nærige med nysgerrigheden, når det handler om nuancerne. Udgangspunktet for al god kommunikation er ellers, at man forsøger at forstå dem, man vil i dialog med – fordi der altid er en god grund til, at mennesker agerer, som de gør; herunder leder eller køber ind.

Der er kort sagt og skrået over en bred ledelses- og marketingkam stadig forskel på at komme fra Tromsø, Turku, Tølløse eller Trelleborg, og derfor er det nyttigt at øve sin nysgerrighed og sin kulturelle intelligens.

De nordiske globalister ligner hinanden, ja – men vores hjerter tilhører stadig de lande, vi bor i.