Vi fejrer i år Holberg, og vi fejrer norsk og dansk litteraturs 200 års fødselsdag. Der fandtes ingen dansk eller norsk litteratur før 1814, det år hvor Norge tabte Danmark. Dansk for sig og norsk for sig. Ligesom når man samler frimærker. Og så kommer problemet, hvad med Ludvig Holberg? Det mest almindelige er at kalde ham dansk i Danmark og norsk i Norge. Han er med i begge landes nationale litteraturhistorier.

Holberg er i tidens løb blevet kaldt bergensisk, norsk, dansk, udansk, dansk-norsk, europæer og verdensborger. Som vi ved, blev han også fejlagtig kaldt svensker i Danmark på grund af udtalen. Georg Brandes sagde om sig selv: Dansk først, naturligvis, og europæer så. Grundtvig sagde: Menneske først, kristen så, men hos Holberg, hvad skal der stå før først? Norsk først, dansker så? Verdensborger først, sjællænder så?

For tiden skal vi helst opfatte Holberg som europæer, oplysningstænker og kosmopolit. Vi skal helst dyrke oplysningstidens idealer og forsage romantiske og folkelige sværmerier. Før i tiden var Holberg en forløber for det nationale, der gjorde det muligt at gøre dansk til et nationalsprog. Det skal vi glemme.

DA MAN FØR i tiden diskuterede nationalitet, var det noget positivt, i dag er det nationale mildt sagt et skældsord. Holberg afnationaliseres for tiden. Brandes sagde om ham: Holberg er ikke national, han er Nationen. Den går ikke mere.

Holberg rejste meget. Disse rejser gjorde ham imidlertid til en forløber for det nationale og ikke til banal verdensborger. Han fandt nemlig ud af, at de lande, han besøgte, var lukket om sig selv, mens Norden ikke var. De var lukket, vi var åbne. Den rejsende kan blive som Jean de France. Han kommer til at foragte det hjemlige, men det er, fordi han er blevet snæversynet af at være ude. Her er, hvad Holberg fik ud af at være i England: »De mest civiliserede nationer, nemlig italienerne, franskmændene og englænderne, viser en dadelværdig uvidenhed om nordiske forhold. Disse folk bryder sig kun om hjemlandet og er ligeglade med det fremmede. De dyrker med største flid deres modersmål og forsømmer fremmede sprog, vi lærer fremmede sprog og bryder os ikke synderligt om vort eget.«

HOLBERG ER EN af de ganske sjældne danske forfattere, som har været soldat eller har militær baggrund. Siden hans tid har digtere især været teologer, og i de sidste mange år har de være uddannet på forfatterskole. Både Norge og Danmark har været i krig siden begyndelsen af 1990’erne og først nu dukker forfattere op med samme baggrund som Holberg, nemlig som soldat og forfatter: Anne-Kathrine Riebnitzsky.

Er han så dansk eller norsk eller europæer? Teoretisk set kan han være alle tingene, men jeg vil mene, at for os her er han først dansk, selvom vi kan forestille os, at han er alle de andre ting. Vi kan bare ikke forestille os Danmark uden ham, men vi kan sagtens forestille os Norge, Europa og verden uden Holberg.