Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Endnu et surt moralsk svensk opstød

»Vi alene vide«-mentaliteten er i de senere år kommet til udtryk i den svenske presse, når der skulle berettes om den mere restriktive danske asyl- og indvandringspolitik. Men den svenske i egen forståelse liberale holdning kommer også til udtryk i litteraturdebatten om f.eks. Karl Ove Knausgård.

I lighed med Vladimir Nabokov har Karl Ove Knausgård forsvaret sig med, at man som forfatter er frit stillet med hensyn til emner og personer. Her er det Sue Lyon og James Mason i Stanley Kubricks filmatisering af Nabokovs »Lolita«. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med vores kendskab til den svenske »vi alene vide«-mentalitet kan den aktuelle debat om, hvad forfattere må skrive om og – ikke mindst – hvad de ikke må skrive om, centreret omkring den norske forfatter Karl Ove Knausgård, såmænd ikke undre.

Vi behøver blot at tænke tilbage på den afdøde svenske socialdemokratiske statsminister Olof Palme og dennes ulidelige indblanding i verdenspolitikken. Mange af os husker billeder af ham i spidsen for et fakkeltog i Stockholm i 1968 sammen med Nordvietnams ambassadør i Sovjetunionen, Ngyuen Tho Chan, en demonstration, der naturligvis ensidigt var rettet imod USAs udenrigspolitik. Og så var der Palmes såkaldte fredsinitiativer i 1980erne med forslag om en atomfri korridor ned gennem Europa, der bl.a. andet forskaffede ham en masse gode venner i det fredselskende DDR.

»Vi alene vide«-mentaliteten er også i de senere år kommet til udtryk i den svenske presse, når der skulle berettes om den mere restriktive danske asyl- og indvandringspolitik, som med afsky er blevet kaldt for umenneskelig og intolerant for ikke at sige racisistisk i modsætning til den, ak, så korrekte liberale holdning i Sverige. Er f.eks. Dansk Folkeparti blevet nævnt, gerne som søsterparti til Sverigedemokraterne, hvad det ikke er, har der ikke været langt til ordene »fascistisk« og »fascisme«.

Læs også: Josefine Klougart: En destruktiv arrogance

Det er ikke mindst den kulturradikale svenske paradeavis Dagens Nyheter, som har lagt tryksværte til disse angreb, og derfor kan det heller ikke undre, at det er samme avis, der har været det anvendte medie i den standende diskussion. Som en overset forløber, men fint eksempel på svensk moralisme, for at udtrykke det mildt, kan der peges på en artikel sammesteds fra 26. maj – altså helt frisk fra fad. Her skriver den socialdemokratiske rigspolitichef Dan Eliasson, at der skal oprettes nye afdelinger inden for politiet med opgaven at bekæmpe »hadkriminaliteten« og beskytte den liberale holdning, som svenskere har om indvandring over for skeptikere og kritikere. Hvad han mener om disse, kommer til udtryk i hans tidligere udtalelse, at han brækker sig, når han hører Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson tale. Så langt rækker altså tolerancen. Der er åbenbart ingen grænser for hykleriet.

Men der er håb forude – for Eliasson og ligesindede. Det er nemlig ikke hele befolkningen, der har sådanne ukorrekte synspunkter. Synet på indvandring, multikulturen, respekten for seksuel orientering og fri religionsudøvelse udvikler sig nemlig i en stadigt mere tolerant retning, og dette er værdier, som politiet har et »særlig ansvar for at beskytte«, skriver Eliasson.

Kan det undre, at man her kommer til at tænke på det allestedsnærværende tankepoliti i George Orwells dystre roman »1984« fra 1948 for ikke at glemme den svenske dystopiske roman »Kallocain« af Karin Boye, som allerede i 1940 beskriver et sandhedsserum, der lader det hemmelige politi læse vore inderste tanker? Honi soit qui mal y pense!

Det er tydeligvis en beslægtet mentalitet, der kom til udtryk i feministen og litteraturprofessoren Ebba Witt-Brattströms artikel i Dagens Nyheter 11. maj, der har udløst Knausgård-debatten. Her beskyldte hun forfatteren for bl.a. kvindehad og »litterær pædofili«, fordi han i to af sine romaner har beskrevet en voksen mands seksuelle forhold til en 13-årig pige. Knausgård svarede igen i et vredt indlæg 19. maj – der samtidig er et voldsomt opgør med den offentlige svenske debat – om »de enøjede kyklopers land« (kykloper er de menneskeædende, enøjede kæmper fra den græske mytologi), dvs. Sverige, hvor han i øvrigt selv har boet i 13 år og derfor må formodes at kende.

Læs også: Forfatterne og den store ydmygelse

Knausgård forsvarer sig naturligvis med – og man skulle synes, at dette var overflødigt – at han som forfatter må være totalt frit stillet, hvad angår de emner og personer, han skildrer i sine bøger. Samme argument, som den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokov anvendte, da han i forbindelse med sin roman »Lolita« fra 1955 blev beskyldt både for pornografi og pædofili. Romanen skildrer en midaldrende mands forhold til en 12-årig pige og betragtes i dag som et litterært tabunedbrydende hovedværk.

Vi husker også den forargelsens storm, der rejste sig i forbindelse med forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leths selvbiografi »Det uperfekte menneske« fra 2005. Her fortæller Leth bl.a. om sit forhold til en 17-årig sort pige i Haiti (hvor den seksuelle lavalder er 18) og om den fantasi, der kører i hans hoved: »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret«. På grundlag af især dette citat blev han udsat for en hetz endog med dødstrusler. »Holdt 17-årig som sexslave«, stod der på forsiden af Ekstra Bladet 29. september 2005, og 6. oktober foreslog Politikens leder under overskriften »Liderbasse«, at Leth blev fyret som dansk honorær konsul i Haiti. En uge efter bogens udgivelse valgte TV 2 at fyre Leth fra jobbet som cykelekspert og -kommentator. Senere blev han genansat!

Som eksempel på sagens konsekvenser for Leths omdømme kan endvidere nævnes Politikens debatsektion 24. juni 2007, hvor Leth omtales som en »erklæret pædofil«, der udstiller »sine seksuelle tilbøjeligheder med betalt seksuel udnyttelse af mindreårige«. Her har vi Knausgård-problematikken på dansk jord, men det må retfærdigvis tilføjes, at Politiken bagefter undskyldte sig for »denne grundløse beskyldning«. Så man skulle tro, vi i dag var kommet videre, og at dette emne hermed naturligvis skulle være uddebatteret, men det er det åbenbart ikke i dagens Sverige, hvor Knausgård i øvrigt også, som han selv skriver i sin artikel, er blevet kaldt for nazist og sammenlignet med massemorderen Anders Breivik.

Om Witt-Brattström skriver Knausgård: »Hun skrev også, at jeg havde et skjult homoseksuelt forhold til min bedste ven bag min kones ryg. Tonen i artiklen var fuld af had og foragt og udtrykte, at der findes noget tvivlsomt hos mig, noget ubehageligt, forfærdeligt, unormalt, sygeligt. At påstå, at artiklen var mistænkeliggørende er en underdrivelse. Jeg blev beskrevet, som om jeg var kriminel.«

Læs også: Rød kritik af blå litteratur

Nu skulle man forvente, at en række af Knausgårds svenske forfatterkollegaer ville ile ham til undsætning. Men nej. Jonas Gardell skrev i Expressen, at Knausgård oven i købet havde forsvaret det »nyfascistiske«, indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna, idet han har tilladt sig at kalde partiet for »legitimt«. Hermed bliver han så for svenske Gardell selv til fascist!

Norge er naturligvis rykket Knausgård til undsætning. Således ser forfatteren Erlend Loe i Aftenposten 22. maj hans artikel som et elegant formuleret forsvar skrevet af en, der er blevet uretfærdigt behandlet: »Jeg har selv i de senere år set indlæg i svenske aviser, der går alt for langt. Knausgårds kvindesyn mistænkeliggøres, og han beskyldes for at lefle for totalitære samfund.« Loe mener oven i købet, at den homoseksuelle Gardell i sit indlæg formidler et budskab om, at han netop som homoseksuel har en moralsk fordel og en højere social status end de heteroseksuelle, og at disse derfor skal holde deres kæft. Loe melder hus forbi i hvert fald hvad nordmændene angår.

Hvordan har vi i Danmark reageret på Knausgård-debatten? Hvor er de altid opkæftende tågehorn, Carsten Jensen og Stig Dalager, blevet af? Det gælder dog her om at forsvare den kunstneriske frihed. Naturligvis må vi i den forbindelse huske på de to herrers pinlige holdning i striden om Muhammed-karikaturerne, hvor de netop ikke gik på barrikaderne for at forsvare denne frihed.

Men der er dog trøst at hente. Der er stadigvæk danske forfattere med den sunde fornuft i behold, hvilket kommer til udtryk i en artikel i Berlingske 26. maj, hvor en række forfattere, Kristian Ditlev Jensen, Kristina Stoltz, Christina Hagen og Kim Leine, på det bestemteste forsvarer deres ret til at skrive om alt. »Intet er urørligt, intet er helligt, og alt kan skrives«, som Leine sammenfattende udtrykker deres holdning. Og Ditlev Jensen: »Man er nødt til at fastholde en radikal ubegrænset frihed inden for kunsten«.

Vi må håbe, at den svenske litteraturprofessor læser disse ord, så at vi slipper for flere politisk korrekte, men ukvalificerede og intolerante tilråb »från hinsidan«.