Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
For 75 år siden oplevede vi, at et enigt dansk folk demonstrerede en usædvanlig solidaritet med et mindretal af befolkningen. Viljen til at hjælpe de danske jøder til at undgå pinsler og død kunne findes hos alle fra konge til mælkedreng. Ja, dengang fandtes der mælkedrenge, der i de tidlige morgentimer bragte frisk mælk ud til hjemmene. Da min far, mine ældre brødre og jeg onsdag 29. september 1943 cyklede til gudstjeneste i Københavns Synagoge var der en mælkedreng, der fløjtede, og min far sagde: »Kan I forstå, at der er nogen, der er i humør til at fløjte?«