Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Der er ingen tegn på, at den hårde strategi over for afviste asylansøgere virker

Forældrene i Sjælsmark nægter ikke at rejse hjem, fordi de vil udnytte systemet eller tage noget fra os. De er bange for at rejse hjem, og de bliver her, selv om deres børn bliver psykisk syge, fordi forældrene mener, at alternativet er endnu værre.

»At anklage forældrene for at tage deres børn som gidsler er arrogant og fordomsfuldt. De bliver her for at beskytte børnene mod noget, der er endnu værre – det gør dem ikke til dårlige forældre.« Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. Fold sammen
Læs mere

Den aktuelle debat om Udrejsecenter Sjælsmark viser en sørgelig mangel på forståelse for problematikkerne omkring de afviste asylansøgere, og generelt tegnes der et skævt billede af flygtningesituationen i Danmark. Ud fra mine 11 års erfaring på området og min daglige kontakt med mange flygtninge, vil jeg her prøve at gøre rede for nogle af forholdene og de udsagn, der omgiver dem.

De afviste skal presses til at rejse hjem:

Der er faktisk ingen tegn på, at den hårde strategi virker. Forældrene på Sjælsmark nægter ikke at rejse hjem, fordi de vil udnytte systemet eller tage noget fra os. De er bange for at rejse hjem, og de bliver her, selv om deres børn bliver psykisk syge, fordi forældrene mener, at alternativet er endnu værre. Når man bevidst udsætter dem for elendige leveforhold med henblik på at presse dem til at rejse, har det derfor kun den effekt, at de får det dårligere – det viser Røde Kors’ mange indberetninger til kommunen tydeligt.

Michala Clante Bendixen Fold sammen
Læs mere

At anklage forældrene for at tage deres børn som gidsler er arrogant og fordomsfuldt. Jeg kender selv mange af familierne, og de mennesker elsker deres børn lige så højt som alle andre. De bliver her for at beskytte børnene mod noget, der er endnu værre – det gør dem ikke til dårlige forældre.

Rigspolitiet skrev allerede i sin årsrapport i 2007: »De motivationsfremmende foranstaltninger har imidlertid reelt ingen effekt i forhold til gruppen af afviste asylansøgere fra Irak med henblik på frivillig udrejse til Irak«. De seneste tal viser, at antallet af afviste, som er blevet udsendt, ligger ret stabilt på ca. 500 om året.

De afviste, jeg kender til, som har forladt Danmark, er oftest rejst til et andet EU-land for at prøve lykken eller lever under jorden, og det er jo ikke holdbare løsninger.

Rent faktisk er der foreløbig flere beboere på udrejsecenter Kærshovedgård, der har fået ophold efter en genåbning af deres sager, end det antal som er blevet udvist. Udgifterne til dette system er enorme, og det virker ikke.

Man må respektere myndighedernes beslutning og rejse hjem:

Ja, det er naturligvis rigtigt. Men asylbehandling er ikke sort/hvid, det er et skøn og en vanskelig vurdering. Mange af dem, der har fået afslag i Danmark, ville have fået asyl i vores nabolande. Som iraker var chancen for asyl i 2017 56 pct. i EU, men her er den kun otte pct! En del sager bliver genoptaget og omstødt hvert år, og FNs menneskeretskomitéer har udtalt kritik af en række danske afgørelser. Derfor har nogle af de afviste måske ret i, at de er i fare. Og der er ingen grund til at behandle dem som kriminelle, alene fordi de ikke rejser frivilligt.

Flere partier er parat til at forbedre de fysiske forhold på Sjælsmark. De er ganske rigtigt rædsomme, men selv om man gjorde dem bedre, ville børnene stadig få det dårligt – bare langsommere. Det er angsten, isolationen og usikkerheden for fremtiden, der for alvor nedbryder børnenes psyke. Dette beskriver Ombudsmandens rapport også som det største problem for børnene. Derfor mener nogle af os, at børnefamilier skal have en (midlertidig) opholdstilladelse, hvis det ikke er lykkedes at sende dem ud efter en vis periode.

Det går helt galt, hvis man kan vente sig til ophold:

I ethvert asylsystem vil der opstå en gruppe afviste, som ikke kan/vil sendes hjem. Man må indse virkeligheden og give dem midlertidigt ophold, så længe udsendelseshindringen er til stede – i det mindste, når der er børn i familien. At fastholde mantraet om »at man ikke må kunne vente sig til ophold« svarer til den modstand, der var i mange år imod fixerum til narkomaner: De skal holde op med at være narkomaner! Jamen, der er jo til enhver tid narkomaner, skal man så ikke hjælpe dem til et sundere og mere værdigt liv? Og bliver de så ikke mere motiveret til at gå i behandling?

Personligt tror jeg ikke på, at midlertidigt ophold til de ca. 70 fastlåste børn, hvoraf en del er født i Danmark, vil skabe en ny, kæmpe gruppe af afviste, der nægter at rejse. Det er i forvejen ikke mange, der rejser frivilligt efter afslag. Tilbage i 2007 fik afviste familier lov at flytte ud i almindelige boliger, og det gav ikke en stigning i antallet af afviste, der ikke samarbejdede. Hvis det mod forventning skulle ske, så kan man jo ændre loven igen – det gør man hele tiden.

Den hårde politik er nødvendig, hvis vi ikke skal oversvømmes af flygtninge:

Faldet i antallet af asylansøgere til Danmark ser ikke ud til at skyldes den danske regerings stramninger. Antallet af nyankomne var meget højt i efteråret 2015, og det var det i hele Europa.  Der skete et meget pludseligt fald, præcis da Sverige indførte grænsekontrol i slutningen af 2015, hvilket viser, at Danmark mest er transitland til Sverige. Lige siden har antallet ligget helt stabilt på knap 300 om måneden, hvilket er meget lavt historisk set.

Antallet af flygtninge i Danmark er relativt lavt. I 2016 blev der givet det højeste antal asyltilladelser i DK siden 1995, og de udgjorde altså (inkl. familiemedlemmer) stadig kun to personer pr. 1.000 danskere. EU kan håndtere mange flere, hvis vi koordinerer modtagelsen og sætter tingene mere i system – og hvis kvoteflygtninge-systemet blev brugt mere aktivt, ville færre nok risikere livet for at komme hertil selv. Den nuværende Frontex-politik har gjort det endnu farligere og dyrere at komme i sikkerhed – færre drukner, men mange flere procentvis. Det er nu hver ottende, der drukner på vej over Middelhavet. Og resten sendes retur til helvede i libyske detentionslejre.

Vi kan hjælpe flere i nærområderne:
Det er ikke enten-eller, men både-og. Vi skal støtte flere flygtninge i nærområderne OG i Europa. Der er kæmpe behov for begge dele. Og hvis man gør det med omtanke, kan flygtninge vendes til en indtægt og en ressource – integrationen går slet ikke så dårligt, som folk tror. Luftkastellet om en modtagelejr i Marokko a la Australiens grusomme ø-løsning er ikke realistisk, og vi skal alle sammen holde op med at tale om den som en mulighed.

Fænomenet flygtninge lader sig ikke håndtere ret godt nationalt – vi skal have internationale og europæiske aftaler og systemer, som anbefalet af UNHCR. Ligesom med klimaændringerne. Vi må indse, at en stigende del af Jordens befolkning flytter sig, og vi må forberede os på det i stedet for at bygge mure.