Der er næppe mange områder i psykiatrien, hvor debatten de senere år har flyttet sig så meget som om antidepressiv medicin.

Tidligere handlede det om, hvorvidt medicinen overhovedet virkede. I dag er der faglig enighed om, at antidepressiva kan være en effektiv behandling ved moderat til svær depression og flere angstlidelser. Til gengæld diskuteres der intenst, hvordan behandlingen bør afsluttes.