Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dansk erhvervsliv skal operere i helt nye omgivelser

Det er ikke sædvane, at historier fra avisernes erhvervssider ender som diskussioner i den bredere befolkning, men det har utallige sager i 2018 sørget for.

Bankskandale står fadder til årets ord
Der er opstået en hidtil uset forargelse og frustration omkring erhvervslivet og den finansielle sektor - ikke mindst i kølvandet på sagen om hvidvask i Danske Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

»I’ve got a feeling we’re not in Kansas anymore,« siger Dorothy til Toto i den 80 år gamle filmklassiker »Troldmanden fra Oz«. Dermed beskriver hun elegant, hvordan de er havnet i omgivelser, der ligger uden for deres almindelige forståelse.

Den følelse bør dansk erhvervsliv i almindelighed og den danske finansielle sektor i særdeleshed sidde med i den her tid. For hvis der for alvor er nogen, som pludselig befinder sig i omgivelser, der udfordrer den almindelige forståelse, er det netop dem.

Eksemplerne har været mange i året, vi er på vej ud af. Hvad enten det var begivenhederne i Danske Bank (der er afdækket via dygtigt journalistisk arbejde i nærværende avis), størrelsen af svindlen i forbindelse med #CumExFiles eller de tiltagende diskussioner om samfundsansvar – så har det skabt en hidtil uset forargelse og frustration. Det er ikke sædvane, at historier fra avisernes erhvervssider breder sig til diskussioner i den bredere befolkning. Også her flytter pladerne sig.

Det mest interessante er imidlertid, at forargelsen – og ikke mindst tilslutningen til behovet for handling – ikke er afgrænset til politiske aktører på centrum-venstrefløjen. Ej heller kun til aktivister, der konsekvent har en høtyv og fakkel stående klar ved siden af sengen, hvis der skulle findes opbakning til den slags aktivitet i folkedybet.

Hvilken forskel få år gør

Hvor erhvervslivet og den finansielle sektor tidligere til en vis udstrækning kunne regne med, at de politiske partier omkring det politiske centrum – og gerne hældende lidt til højre – som oftest ville stoppe ved formaninger om ret og rimeligt – ser det nu anderledes ud.

Nu er det toneangivende borgerlige politikere, der nærmest fører an i kritikken. Og ikke kun af konkrete forhold, men også af, hvad der diffust kaldes misligholdelse af den samfundsmæssige kontrakt.

Forskellen på den tidligere konservative erhvervsminister og den nuværende er måske det bedste eksempel på, hvordan tidsånden har ændret sig med en imponerende hastighed.

Gående fra en situation (der kun ligger et par år tilbage) hvor den finansielle sektor havde udstået sin »straf« ovenpå den finansielle krise og skulle »resocialiseres« i den danske offentlighed – til en Rasmus Jarlov som erhvervsminister, der i et tæt samspil med Lisbeth Bech Poulsen fra SF(!), kontinuerligt offentligt udtrykker sin kritik af sektoren og samtidig har hånden fast placeret på reguleringsmekanismerne.

Den finansielle sektor er kun lige ved at få øjnene op for, hvad det er, der har ramt dem. Mange så måbende til, da presset på den nu afgåede ATP-direktør Christian Hyldahl blev for stort til, at han kunne fortsætte i spidsen for landets største pengetank.

Den samme Christian Hyldahl, der netop havde gået forrest i sin tid i ATP i forhold til samfundsmæssigt bæredygtige investeringer – og ikke mindst i foråret (som måske den eneste på globalt plan) var lykkedes med skattemæssigt at »hegne« den australske »Vampire Kangaroo«, Macquarie, ind i aftalen om købet af TDC.

Alligevel indhentede fortiden – og muligvis håndteringen af fortiden – ATP-direktøren. Tilbage står, at det i sandhed er helt nye omgivelser, dansk erhvervsliv skal operere i. For den nye logik og de nye tendenser er ikke kun afgrænset til den finansielle sektor.

Gid det var så vel, fristes man til at tro, at danske erhvervsledere må sige til hinanden.

Vejlegaarden tur/retur

Men et godt eksempel på, at det ingenlunde er så vel, gav beskæftigelsesordfører Hans Andersen fra Venstre i slutningen af november. Han kommenterede arbejdsforholdene hos en underleverandør til Danish Crown. Her har andre journalistiske afsløringer vist, hvordan forholdene for at sige det mildt, har ligget langt fra danske standarder.

Det interessante er, at han ikke alene kritiserede de konkrete omstændigheder. Han kritiserede Danish Crown med ordene: »Det er udtryk for en grådighed, hvor man lader hånt om de værdier, vi har bygget samfundet op om. Tillid og ordentlighed og den danske model.«

Betoningen er værd at bide mærke i. For også her er der sket et afgørende skift inden for relativt få år.

Tilbage i 2012 deltog Venstre sammen med de øvrige daværende oppositionspartier i støttemiddage for en restauration i Syddanmark, der dengang var i en opslidende (lovlig) konflikt med 3F. Der blev endda stillet beslutningsforslag, som havde til hensigt at stække dansk fagbevægelse. Men det var dengang.

I dag er situationen en markant anden.

Statsministeren har gjort en dyd ud af et tæt samarbejde med dansk fagbevægelse siden folketingsvalget i 2015. Og for nylig talte han til LO-Verdenskongressen med så stor indlevelse, at tidligere faglige ledere må have tabt kæben ved at høre Lars Løkke Rasmussens ord om at »Danmark er velsignet med fagforeninger, der har perspektiv på tingene«. Og samtidig taler statsministerpartiets beskæftigelsesordfører om, hvordan navngivne danske virksomheder skal vise samfundssind og tage ansvar.

Med en omskrivelse af Dorothys indledende ord er vi sandelig ikke »at Vejlegaarden anymore«.

»Det vil være et brud med tanken om rettidig omhu, hvis dansk erhvervsliv affejer de tendenser, som ovenstående er udtryk for, som en vildfaren populistisk jagt efter opbakning i folkehavet.«


Det vil være et brud med tanken om rettidig omhu, hvis dansk erhvervsliv affejer de tendenser, som ovenstående er udtryk for, som en vildfaren populistisk jagt efter opbakning i folkehavet.

Derimod vil erhvervslivet stå sig godt ved at (nær)studere to andre toplederes engagement i offentligheden inden for den seneste tid.

For det første Michael Rasmussens, formand for Finansdanmark og CEO i Nykredit, tale i forbindelse med det nyligt afholdte årsmøde i den finansielle branche.

»Vi kan ikke fortænke danskerne i, at de ikke orker at høre en masse forklaringer fra os. For det her er ikke noget, vi hverken kan eller vil snakke os ud af,« sagde han. Bag de ord er en rigtig analyse om, at udfordringerne ikke kan kommunikeres væk.

Det knæk i tilliden, der er sket over en årrække i forhold til den danske befolkning, handler ikke om kommunikation. Det er muligt, at danskerne bredt ikke har forstået, at sagerne om udbytteskat også er et resultat af uhensigtsmæssige skatteaftaler mellem landene, og at det ikke er ligetil at identificere hvidvask. Men de forstår så rigeligt, når de ser et erhvervsliv, der leder efter huller og muligheder, og som alene læser lovens bogstav, ikke ånden.

Vejen frem er beklageligvis ikke brolagt med enkle løsninger. At det er vanskeligt terræn med behov for nuancer, demonstrerede CEO i Ørsted, Henrik Poulsen, i denne avis for nylig i et meget interessant interview. »Vi er ved at nedbryde nogle kontrakter i samfundet. Det skaber ulighed, utryghed og konfrontationer,« sagde han blandt andet – men ikke mindst pegede han også på erhvervslivets ansvar (og behov) for at deltage i samfundsdebatten – også når den ikke kun handler om bundlinjer.

Det globale bagtæppe er selvsagt, hvordan centrum venstre/højre i stigende grad imploderer på ryggen af stærkt populistiske bevægelser – for hvem løsningerne synes lette at kommunikere, men umulige at gennemføre.

Dansk erhvervsliv har ikke ansvaret for, at Danmark ikke ender som andre europæiske lande med svigtende tillid til »samfundsbærende institutioner« med umulige politiske landskaber.

Men for deres egen skyld bør det nye år bruges på at overveje, hvordan de hver især kan (gen)skabe en stærkere forbindelse til det omkringliggende samfund. Hvordan de kan sikre sig mod mistro og manglende tillid. Og ikke mindst hvordan de skaber de bedste muligheder for eget manøvrerum – før andre med stor eller mindre glæde, men med ivrighed, indskrænker det.