Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmarks improviserede krige kræver nytænkning

Bliver vi bedre til at forstå og forebygge konflikter, gør det os til en bedre samarbejdspartner i international sammenhæng, hvor vi kan levere mere gennemtænkte bidrag og samtidig udsætte danske udsendte for mindre risiko.

»Interventionen i Libyen i 2011 viser tydeligt, hvor galt det kan gå, når beslutninger om militær intervention træffes ud fra begrænsede perspektiver,« mener skribenterne. Ved konflikten i Libyen i 2011 bidrog Danmark med fire F-16 kampfly plus to i reserve. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Den nyligt offentliggjorte udredning om Danmarks krigsdeltagelse har vist, at krigsbeslutninger foretages uden et realistisk billede af det land, vi griber ind i, eller kræfterne, der er på spil i de konflikter, vi bliver en del af. Derfor har Danmark brug for et institut for freds- og konfliktforskning, der kan ruste os til at forebygge og håndtere fremtidige konflikter.

Danmark er på mærkværdig vis blevet hængende i en koldkrigslogik, hvor viden om konflikter og ikke-militære veje til fred ses som venstreorienteret, mens vores nabolande anvender fredsforskning bredt, både akademisk og politisk. Alle på tværs af partipolitiske skel bør kunne se, at der er en øget værdi for Danmark i at forebygge konflikter og dermed undgå konsekvenser som flygtninge og terror samtidig med, at man sikrer, at danske indsatser baseres på et solidt vidensgrundlag.

Forstå konflikten, før vi handler

Den mest gennemgående fejl ved interventioner har været at se et »problem« med en »løsning«. Ikke en konflikt, hvor parterne selv agerer. Og vi bliver part. Et solidt forsknings-funderet perspektiv på konflikt vil gøre os bedre rustet til at håndtere pludseligt opståede konflikter.

Interventionen i Libyen i 2011 viser tydeligt, hvor galt det kan gå, når beslutninger om militær intervention træffes ud fra begrænsede perspektiver. Konflikten i Libyen blev ikke løst af internationalt engagement. Tværtimod kollapsede Libyen. Livet dér blev forværret, og Europa har siden modtaget tusinder af flygtninge fra og især gennem Libyen. Resultatet kan ikke kun forklares af bagklogskab. Relevante eksperter forudså risiciene meget præcist.

»Forebyggelse er den billigste måde at arbejde med konflikter på og samtidig den mest effektive måde at undgå medfølgende trusler, såsom flygtningestrømme og epidemier.«


Det kan som beslutningstager være svært at vide, hvor og hvornår man skal henvende sig for at finde relevant ekspertise. Det er netop et konfliktforskningsinstituts styrke: At opsøge eksperter, der kender landets samfundsmæssige modsætninger. Særkendet for konfliktforskning er så, at disse forhold sættes ind i en dynamisk forståelse af samspillet mellem parterne. Selv områdespecialister bliver ofte overrasket, når »deres« område forfalder til konfliktadfærd, som følger mønstre kendt fra samfundsvidenskabelig konfliktteori. Med det rette tværfaglige samarbejde er det muligt at skabe et beredskab til at forudsige og håndtere sådanne farer.

Et konfliktperspektiv bidrager altså med noget andet end de sikkerhedspolitiske analyser. De belyser, hvorvidt konflikten er en trussel for Danmark (derfor er der fortsat behov for disse analyser), men hvis vi ikke forstår de lokale konfliktdynamikker, risikerer vi at gøre ondt værre og øge truslen mod Danmark.

Krigsudredningen har vist, at beslutninger træffes i en lille kreds af politikere og embedsmænd, uanset parti- og regeringsfarve. Hvis vi som demokrati skal sikre, at de folkevalgte har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, har Folketinget og den bredere offentlighed behov for grundig og opdateret analyse fra andre steder end regeringens egne kanaler. Selvom begrundelsen for deltagelse (officielt eller uofficielt) kan være hensyn til vigtige alliancepartnere, har vi som lille land stadig et råderum i forhold til de bidrag, vi leverer. Og her er en grundig konfliktanalyse nødvendig for at forstå, hvordan vi bedst agerer.

Forebyg konflikter

Konfliktforebyggelse står højt på den internationale dagsorden, ikke mindst i FN, hvor generalsekretæren har forebyggelse af voldelige konflikter som hovedfokus. Forebyggelse er selvsagt den billigste måde at arbejde med konflikter på og samtidig den mest effektive måde at undgå medfølgende trusler, såsom flygtningestrømme og epidemier. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik bør derfor gennemtænkes bredt som konfliktforebyggende.

Forebyggelse af konflikter nævnes adskillige gange som en prioritet i regeringens seneste udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, men det er uklart, om der er tænkt over en dansk vinkel på det forebyggende. Det bør der. Her kan freds- og konfliktforskning bidrage til en større forståelse af, hvordan danske udviklingsmidler, handelspolitik, klimapolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik bedre samtænkes, så vores indsats bidrager til, at der bliver færre konflikter i fremtiden. Dermed kan et konfliktfokus optimere effekten af de ting, vi allerede gør – til gavn både for dem, der i første omgang rammes af konflikter, men i sidste ende også os selv.

Udnyt det nordiske fredsbrand

Danmark har i længere tid skiftevis afsøgt en mere europæisk eller atlantisk udenrigspolitik. Som verden udvikler sig i disse år, er det tydeligt, at vi har glæde af samarbejdet med de andre nordiske lande. De nordiske lande har en høj status internationalt, der bliver vigtigere nu, hvor »den vestlige lejr« er i opbrud.

Danmark bliver modtaget positivt i udlandet, fordi vi associeres med et stærkt nordisk freds- og konfliktarbejde. Vi skal naturligvis ikke konkurrere med Finland, Sverige og Norge om at være mæglingssupermagter, men bør i stedet specialisere os i tidlig intervention i konflikter.

Danmark har en højtprofileret menneskerettighedspolitik og en lang historik som stærk bistandsyder: Begge faktorer, der kunne spille positivt ind i en dansk satsning på konfliktforebyggelse. Samtidig har vi i højere grad end de fleste andre lande omstillet vores militær til at kunne bruges internationalt – det kan i fremtiden (igen) blive i mere FN-orienterede indsatser. Ved at vedstå os vores nordiskhed, kan det nordiske fredsbrand sikre bedre gennemslag af – og anerkendelse for – danske indsatser.

Styrk dansk freds- og konfliktforskning permanent

I modsætning til alle andre lande i Nordeuropa har vi ikke en permanent freds- og konfliktforskningsinstitution i Danmark. Der findes lommer af freds- og konfliktforskning rundt om i Danmark, herunder på DIIS, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Mens Forskningcenter for Løsning af Internationale Konflikter (CRIC) siden 2013 har været base for freds- og konfliktforskning i Danmark, begrænser CRICs nuværende afhængighed af private fondsmidler forskningen til smalle projekter frem for en bred dagsorden og policy-orienterede analyser. Der er derfor behov for en ny, permanent institution, der kan sikre langsigtet udvikling af dansk freds- og konfliktforskning både med kobling til praksis og uddannelse af studerende. Hvilken institutionel ramme dette skal ske i, bør diskuteres og overvejes grundigt. Man kan forestille sig mange modeller – både i forhold til placering og kobling til andre eksisterende institutter. For eksempel kunne centret udstyres med en analytisk standby force, som mobiliserer international og dansk ekspertise og sammen med praktikere hurtigt producerer korte analyser og input til håndtering af nyopståede konflikter.

Der er bred politisk opbakning til, at Danmark yder meget over en bred kam med militære og civile indsatser og bistand i konfliktramte lande. Der bør derfor være ligeså stor opbakning til at sikre viden om de konflikter, vi engagerer os i. Bliver vi bedre til at forstå og forebygge konflikter, gør det os til en bedre samarbejdspartner i international sammenhæng, hvor vi kan levere mere gennemtænkte bidrag og samtidig udsætte danske udsendte for mindre risiko.

Ole Wæver er professor, Københavns Universitet, Søren Schmidt er lektor, Aalborg Universitet, Vibeke Vindeløv er professor emerita, Københavns Universitet, Gorm Harste er lektor, Aarhus Universitet, Anine Hagemann er ph.d.-studerende, Københavns Universitet, og Isabel Bramsen er post.doc-forsker, Københavns Universitet.