Her er de tre største sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark i 2019 – og frem

De 25 år fra Den Kolde Krigs afslutning til annekteringen af Krim ligner efterhånden en venlig parentes i verdenshistorien. Russiske atommissiler og USAs planer om at trække sig ud fra INF-traktaten fra 1987 er desværre kun nogle af tegnene på, at vi går en mere usikker fremtid i møde.

I efteråret 2018 afholdt NATO den store øvelse Trident Juncture i Nordnorge - ikke langt fra grænsen til Rusland. De 25 år fra den kolde krigs afslutning til annekteringen af Krim ligner efterhånden en venlig parentes i verdenshistorien, skriver Henrik Breitenbauch. JONATHAN NACKSTRAND

1) Trusler fra andres styrke: mindre samarbejde og mere sabelraslen i verdenspolitikken. Nye missiler og våbenteknologier, det statsautoriserede mord på journalisten Jamal Khashoggi, og de orkestrerede forsøg på at påvirke demokratiske valg i hele Vesten signalerer på forskellige måder, at den relativt fredelige globaliseringsæra er forbi. De institutioner, der sikrer friheden både indeni og mellem staterne, er under pres. Stærke autoritære stater, såsom Rusland og Kina, udfordrer de demokratiske lande på begge sider af Atlanten. Vestlige ledere har svært ved at vænne sig til at være i defensiven på hjemmebane. Det skyldes også, at de på forskellige måder i forvejen er optaget af et helt andet problemsæt:

2) Trusler fra andres svaghed: Syddagsordenen – terror, ukontrolleret migration og humanitære katastrofer i kølvandet på borgerkrige – er ved at splitte Europa ad, både øst fra vest, og syd fra nord. Syddagsordenen udvirker også en markant politisk transformation inde i de europæiske landes traditionelle politiske eliter. Begge dele svækker beslutningsevnen. Voldsom befolkningstilvækst og historisk dårlige erfaringer med opbygning af solide politiske og økonomiske institutioner i områderne syd og sydøst for Europa betyder, at det kun bliver værre i de kommende årtier. Uden en klarsynet strategi som adresserer problemet på europæernes vegne risikerer Europa at falde yderligere fra hinanden.