Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Camus, død eller levende

Jørn Boisen: Han er en mytisk, tidløs figur: eneren, der tør tale magten og uretten midt imod, der kun er bundet af sin samvittighed, der er fuldstændig tro mod sig selv, og som betaler prisen. Han er den, som vi alle gerne ville være, hvis vi kunne, hvis vi bare havde styrken til det. Albert Camus ville være blevet 100 år i morgen.

"Alle siger, at vi bør opføre os som Camus – idealistisk – men i virkeligheden opfører vi os i almindelighed som Sartre – strategisk. Der er kun ganske få mennesker (i politik, i journalistik eller bare på deres almindelige arbejde), der følger Camus’ eksempel, og som offentligt siger, hvad de virkelig tænker om de altafgørende spørgsmål." Fold sammen
Læs mere

I morgen for 100 år siden blev Camus født. Hans korte, intense liv, der faldt sammen med verdenskrigenes kollektive masseselvmord, jødeudryddelserne, den kolde krig og Algierkrigen, hans fænomenale opstigen fra fattig, faderløs, tuberkuloseramt arbejderklassedreng til international, intellektuel stjernestatus, og hans tidlige død ved en trafikulykke så ondskabsfuldt absurd, at den nærmest virker som en illustration af forfatterskabet, har for længst gjort ham til en myte. Her var en mand, der kunne det hele og gjorde det hele: anerkendt romanforfatter, succesrig dramatiker, indflydelsesrig kritiker, førende tænker, markant politisk kommentator og med et look så forførende maskulint som Humphrey Bogarts. Samtidig var der noget jævnt, jovialt og almindeligt over ham, der gjorde, at folk instinktivt følte sig forbundet med ham, som om de var venner uden at have mødt ham.

Sammen med Jean-Paul Sartre inkarnerer han fransk kulturs absolutte storhedstid i efterkrigsårene. Sartre og Camus var begge mænd af deres tid, lidenskabeligt interesseret i samfundets værdier og fremtid, ægte »intellektuelle« af den franske skole: kunstnere, der ikke kun ville skabe kunst og indsigt, men som også følte sig forpligtet over for det fælles bedste. Camus var imidlertid også Sartres modsætning. Som fattig og faderløs arbejderklassedreng i Algeriet havde han en helt anden erfaring end den Sartre, der var vokset op blandt kilometervis af bøger i et højborgerligt parisisk miljø. De traf hinanden under krigen og blev venner. De var ateister, engagerede; politisk lænede de til venstre, men de blev uvenner først over forholdet til kommunismen, siden over borgerkrigen i Algeriet, og fra midten af 50erne delte de det franske åndsliv i to fløje, der hadede og bekrigede hinanden.

Dengang vandt Sartre klart. Han var mere i pagt med tidsånden, og for mange virkede han simpelthen mere overbevisende i de vigtige spørgsmål. Til gengæld har eftertiden konsekvent og massivt taget parti for Camus. Han er ældet med langt større ynde end Sartre. Det kan aflæses af de konstant høje salgstal over hele verden, af det enorme og stadigt voksende antal artikler om ham og af hans fornemme placering på alverdens litterære hitlister.

Det er klart, at Camus ikke er det 20. århundredes største filosof, men han er måske blevet den mest populære og den mest vedkommende. Camus taler til læg og lærd, og det er ikke noget, som man kan sige om ret mange filosoffer. »Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard?« spørger filosoffen Anders Fogh Jensen i en nyligt udkommet bog. Det er et relevant spørgsmål, men hvem kan vi spørge blandt det 20. århundredes filosoffer? Ikke ret mange. De fleste filosoffer interesserer sig ikke for den slags længere, og resten ville give et svar, der var så kompliceret, at vi sandsynligvis ikke ville få ret meget ud af det. Her er Camus undtagelsen. Ikke sådan at forstå, at han skriver filosofisk selvhjælpslitteratur, hvor han giver enkle svar på komplicerede problemer. Nej, men han forholder sig til spørgsmål, som vi alle kommer til at forholde os til gennem vore liv: Hvordan finder jeg mening i mit daglige liv? Hvordan gør jeg det rigtige? Hvad er det onde? Hvad er retfærdighed? Hvad er ægte fællesskab? Hvad er lykke? Den tyske filosof Heidegger sagde engang, at det, der gør videnskab så kedelig, er, at den bare kommer med løsningerne. Det gør Camus ikke. Han stiller de rigtige spørgsmål, de spørgsmål, som vi gerne vil have belyst, og han undersøger dem på en måde, som vi kan relatere til.

Hans enorme værdi som tænker er lige præcis det, som man bebrejdede ham i samtiden: At han ikke har et sammenhængende system med faste principper og konsekvente holdninger. Tværtimod: Fra spørgsmål til spørgsmål forsøger han med allerstørste oprigtighed, alvor og indlevelse at tage stilling. Han er et etisk aktivt menneske, og han er nødt til at mærke efter, hvor han selv står. Det gør hans tænkning en anelse usystematisk, men også langt mere menneskelig og vedkommende.

For tre år siden fejrede man i Frankrig 50-året for hans død. Talrige forfattere, filosoffer, journalister og politikere blev inviteret til at svare på, hvad Camus betød for vores tid. Nærmest ubevidst valgte de at fortolke spørgsmålet på samme måde, nemlig hvad ville Camus tænke om vores verden? Hvad ville hans analyser, hans stillingtagen og hans gode råd være? Kun få følte sig kaldet til at skrive ret meget om det, der utvivlsomt er Camus’ væsentligste bidrag til den europæiske kulturhistorie, nemlig hans romaner. I stedet var de fleste fascineret af det rent politiske, hans værk som kommentator, journalist, moralist, og mange bemærkede med tilfredshed, at Camus posthumt havde fået ret over Sartre.

Det er værd at opholde sig lidt ved denne forskydning af populariteten fra Sartre til Camus (der i øvrigt er et internationale fænomen). Sagen er, at Camus efter sin død er blevet et tegn, en symbolsk figur, der inkarnerer nogle værdier, som vi gerne vil identificere os med. For at forstå, hvad det er for en figur, skal vi have fat i Sartre igen. De fleste mennesker har i dag umådelig svært ved at forstå Sartre. Vores politiske bevidsthed er formet af Murens fald og kommunismens moralske fallit. Vi kan ikke længere identificere os med Sartres (og mange, mange andres) forestilling på Historien som en befriende kraft. Vi deler ikke deres tro på, at kapitalismen ikke var menneskehedens eneste mulige horisont. Vi har overhovedet ingen forståelse for Sartres taktiske støtte til sovjetkommunismen.

Sagen er imidlertid, at Sartre ikke gjorde sig ret mange illusioner om Sovjetunionen – han vidste nogenlunde, hvad der foregik – men han mente, at det i den gode sags tjeneste var nødvendigt at opretholde forestillingen om et reelt alternativ til kapitalismen, også selvom det indebar fortielser og kompromiser med sandheden. Camus derimod følte, at det var nødvendigt at sige sandheden, også selvom den var ubehagelig og politisk ubekvem. Eftertiden har entydigt givet Camus ret i det spørgsmål: Det er den intellektuelles ret og pligt at sige sandheden, også når den er ubehagelig.

Der er imidlertid noget paradoksalt i vores tilslutning til Camus. Alle siger, at vi bør opføre os som Camus – idealistisk – men i virkeligheden opfører vi os i almindelighed som Sartre – strategisk. Der er kun ganske få mennesker (i politik, i journalistik eller bare på deres almindelige arbejde), der følger Camus’ eksempel, og som offentligt siger, hvad de virkelig tænker om de altafgørende spørgsmål. Hvor mange whistleblowers er der i forhold til antallet af medarbejdere, der bare mere eller mindre godvilligt tilpasser sig tingenes skæve gang? Nej, som de mennesker vi er, tænker vi strategisk som Sartre i spørgsmålet om Sovjetunionen: Vi holder generelt vores upassende overvejelser for os selv, hvis det vil skade sagen eller os selv at sige sandheden.

Eftertidens begejstring for Camus hænger således sammen med en form for sympatisk selvbedrag. Vi forstår simpelthen ikke længere, hvorfor de intellektuelle i 40erne og 50erne gjorde, som de gjorde. Camus derimod inkarnerer vores ideale forestilling om os selv. Han er en mytisk, tidløs figur: eneren, der tør tale magten og uretten midt imod, der kun er bundet af sin samvittighed, der er fuldstændig tro mod sig selv, og som betaler prisen. Han er den, som vi alle gerne ville være, hvis vi kunne, hvis vi bare havde styrken til det.

Det er måske, når alt kommer til alt, ikke den ringeste hyldest, vi kan give arbejderdrengen fra Algeriet på hans 100-årsdag.