Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Når man stikker næsen frem, må man forvente at få nogle dask på trynen. Det har DF’s forsvarspolitiske ordfører, Marie Krarup, måttet sande.
Hun har fremkaldt mindst fem ledere i de førende aviser samt en række læserbreve og kommentarer i den trykte presse. For slet ikke at tale de modbydeligheder, hun har været udsat for på de sociale medier, hvor hun er blevet beskyldt for at være Ruslands nyttige idiot og måske endda betalt af den russiske ambassade i København. Og næsten endnu værre: Hun er angiveligt de russiske mediers »darling«.
Jeg har set på de russiske medier: Ja, Marie Krarup har været positivt omtalt enkelte steder, men tror man virkelig, at en dansk politiker fra andet geled i et parti, der ikke er en del af regeringen, kan trække store overskrifter i Rusland? Med al respekt for Marie Krarup, det kan hun altså ikke.
Nogle af avisernes kommentarer går på, at Krarup i bedste fald er naiv. Det kan jeg afkræfte. Jeg har kendt Marie Krarup gennem næsten 20 år. Hun var min assisterende forsvarsattaché det meste af den periode, hvor jeg selv var forsvarsattaché i Moskva, Kiev og Minsk (1998-2000). Hun er en idealist og en ildsjæl, der ikke er bange for at stikke næsen frem og godt for det. Dem har vi ikke for mange af.
Nu er der nok nogle, der tror, at jeg er en af Marie Krarups partifæller. Det er jeg ikke. I denne snævre kreds – og hvor jeg har en strålende karriere bag mig – kan jeg godt røbe, at jeg er en god gammeldags beton-socialdemokrat, opdraget af Per Hækkerup for mange, mange år siden.
Jeg er langtfra enig i alle Marie Krarups synspunkter, ikke mindst omkring EU. Jeg er bestemt heller ikke enig i hendes kritik af Udenrigsministeriets embedsmænd, de er generelt meget kompetente, men naturligvis også forsigtige og afbalancerede. Men jeg er enig i, at Taksøe-rapportens bilag om Rusland er skuffende: I betragtning af den vægt, Rusland har i den sikkerhedspolitiske debat, havde jeg forventet en rigtig stærk kop russisk te, men i stedet fik man en kop lunken vand.
Hvad er så egentlig Marie Krarups budskab? Det er først og fremmest, at vi skal søge at etablere en dialog med russerne med henblik på et nærmere samarbejde. Er der noget galt i det? Nej, det er da logik for perlehøns.
Rusland og den vestlige verden har talt sig op i nogle træer, som det kan blive vanskeligt at kravle ned fra igen uden at tabe ansigt. Det indebærer, at vi i dag lever i et langt mere usikkert Europa, hvor ikke mindst det våbenkontrolregime, der blev opbygget i forbindelse med Den Kolde Krigs afslutning, stort set er brudt sammen. Alle fornuftigt tænkende mennesker vil opfordre til, at man prøver at identificere de politikområder, hvor man har fælles interesser. Dem er der flere af, og rent faktisk arbejder man sammen om nogle af dem.
Rusland og Vesten har en fælles fjende
Men der ligger desværre en historik bag ved den nuværende situation, som kun sporadisk omtales i den danske presse.
Som professor Bent Jensen så rigtigt skrev i en kronik for nylig, har den vestlige politik været præget af en overvældende arrogance. NATO’s holdning var: Ja, vi hører, hvad I siger, men i øvrigt gør vi som det passer os (for vi vandt jo den Kolde Krig).
Denne holdning oplevede jeg på nært hold, mens jeg i begyndelsen af 1990erne var chef for NATO-kontoret i Forsvarsministeriet og senere, da jeg i 1999 blev udpeget til at være chef for NATOs forbindelsesmission i Moskva, en stilling som jeg aldrig kom til at bestride, da NATO i strid med den aftale, man havde indgået ved udvidelsen af NATO i 1997, NATO-Russia Founding Act, iværksatte bombardementer af Serbien og ikke mindst hovedstaden Beograd. Rusland afbrød derefter samarbejdet med NATO. Det blev først genoptaget på Putins foranledning i 2002, men har dybest set været nødlidende lige siden.
Bombardementerne i Serbien er et helt afgørende vendepunkt: Efterhånden var tilliden til den vestlige vilje til at tage hensyn til russiske synspunkter stærkt reduceret, men herefter var den ikke-eksisterende. Der kan nævnes en lang række eksempler på, hvordan russiske interesser er blevet ignoreret, men det vil føre for vidt her.
Derimod er det efter min opfattelse indlysende – hvilket er Marie Krarups hovedsynspunkt – at Rusland og Vesten har en fælles interesse i at bekæmpe militant islam, og det kan ikke gå for hurtigt. Skal man pege på en mellemlang og langsigtet trussel mod den vestlige og den ortodokse (russiske) civilisation er det islam, primært i den militante form (det mellemlange sigt), men på længere sigt vil islam undergrave den vestlige civilisation, baseret på de oprindelige kristne værdier, hvis ikke vi selv erkender, at vi har et kulturelt grundlag, der er noget værd og derfor skal forsvares.
Derfor kan Putins stærke understregning af værdien af den ortodokse kristendoms centrale placering i Rusland vække sympati. Og da han samtidig tilsyneladende formår at finde en modus vivendi med det store muslimske mindretal i Rusland, må vi undersøge, om det er noget, vi kan lære af ham – i alt fald kan det ikke uden videre udelukkes.
Det er vel det, som Marie Krarup prøver at få en svært tiltrængt debat i gang om. Min personlige mening er, at vi er ved at smide vores kristne kulturgrundlag ud med badevandet, og det vil vi komme til at fortryde.
Er Vesten klar til dialog?
Når man skal prøve at vurdere Ruslands politik i disse år, skal man gøre sig klart, at det, som vi i den vestlige verden troede, var universel visdom, de vestlige værdier, menneskerettigheder, herunder individets stilling i samfundet, ikke er tilfældet. I store dele af verden er disse synspunkter kun delvis eller slet ikke accepteret.
Det kan vi begræde, men vi er ikke længere i en position, hvor vi kan hævde en moralsk overhøjde. Som en russisk kollega, Sergej Rogov, engang sagde til mig: Hvordan er det lige, at vi staver til Guantanamo?
Jeg støtter ligesom Marie Krarup alle forsøg på at få en fornuftig dialog og et samarbejde i gang. Imidlertid skal man gøre sig klart, at der skal to til en tango. Er Vesten rede? Måske, men fortrinsvis på vestlige betingelser, herunder kravet om at give Krim tilbage til Ukraine. Det kan man godt opgive (og realpolitikerne har for længst opgivet), ingen russisk præsident ville kunne overleve at levere Krim tilbage til Ukraine.
Hvad så med Donbas? Ja, hvis Rusland får sikkerhed for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO/EU. Det er ren geopolitik, men man skal gøre sig klart, at det er det russiske grundsynspunkt, der tager udgangspunkt i landets geografi.
Primitiv dæmonisering af Putin
Rusland har aldrig forstået/accepteret det vestlige koncept om den samarbejdende sikkerhed, og den vestlige verden har ikke forstået/accepteret, at russiske og vestlige interesser langtfra altid er sammenfaldende. Rusland er både en europæisk og asiatisk stormagt.
Når det er sagt, skal jeg hejse et lille advarselsflag. Russisk udenrigspolitik tjener to formål: For det første at sikre Ruslands nationale interesser (som russerne selv opfatter dem), og dernæst at sikre, at den nuværende politisk-økonomiske elite fortsat kan beholde magten ved at fremme fortællingen om Ruslands genkomst som stormagt med en særlig ortodoks-kristen identitet.
Marie Krarup har forsøgt at rejse en seriøs debat om disse spørgsmål. Det har vist sig at være svært, men lad os håbe, at hendes bidrag kan være med til at nuancere en i øvrigt temmelig fattig debat, herunder den helt primitive dæmonisering af Putin.