Absurd overregulering svarer til at dokumentere, hvordan man overholder færdselsreglerne

Ethvert samfund må gøre op med sig selv, hvor mange overflødige ressourcer man vil tvinge virksomhederne til at anvende - i stedet for at udføre værdiskabende arbejde til gavn for samfundet.

Advokat Marlene C. Hannibal om lovgivning og regulering: »Politikerne har i årevis talt om, at de administrative byrder for erhvervslivet skal lettes. Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering er ligefrem sat i verden for at sikre »Enklere regler og færre byrder« frem mod 2020. Jævnligt er lidt regulering da også blevet ophævet. Til gengæld går der ikke længe, før der så indføres nye regler af tvivlsom relevans.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Når man følger debatten i medierne, efterlades man med det indtryk, at mange har en urealistisk forventning om, hvad man kan opnå ved regulering. At der kan opnås et slags reguleringsmæssigt nirvana, hvor der hverken er huller eller uhensigtsmæssigheder i lovgivningen. Hvor ingen kan snyde, i hvert fald ikke uden at det prompte opdages, og hvor der samtidig ikke anvendes unødvendige ressourcer på at overholde reguleringen.

Man skal dog ikke have gået mange dage på jurastudiet for at blive undervist i virkeligheden: Det er ikke muligt at skabe den perfekte regulering, der dækker alle tilfælde, uanset hvor meget man forsøger. Selv den mest komplekse og fintmaskede lovgivning har huller, som kan udnyttes af brodne kar og kriminelle typer. Det må man bare lære at leve med, og så hen ad vejen foretage de nødvendige justeringer.

Selvom den perfekte lovgivning ikke findes, bør man selvfølgelig alligevel stræbe efter at indrette samfundet med den bedst tænkelige regulering. En regulering, som balancerer mellem to hensyn. På den ene side hensynet til at sikre væsentlige samfundsinteresser og til at forhindre snyd. På den anden side hensynet til, at der kun reguleres i nødvendigt omfang, og at reguleringen ikke bliver unødigt kompliceret og ressourcekrævende at efterleve.

»Det er at skyde gråspurve med kanoner, at man som advokat hver eneste arbejdsdag skal dokumentere overholdelse af klientkontoreglerne, hvis klientkontoen kun bliver anvendt en håndfuld gange om året.«


Som selvstændig erhvervsdrivende er det imidlertid mit indtryk, at balancen er tippet, når det gælder administrativ regulering. I hvert fald når det kommer til reguleringen af små virksomheder. At lovgiver snarere regulerer for de få virksomheder, som snyder og ikke kan finde ud af det, og at man i samme ombæring lader det gå ud over det store flertal af lovlydige virksomheder. Antallet af regler og kontrolforanstaltninger er blevet uproportionalt i forhold til, hvad der kan opnås med reguleringen. Der er opstået det, man vel bedst kan betegne som overregulering. Overregulering bliver indført med de bedste intentioner, men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Og alle de ressourcer, som virksomhederne tvinges til at bruge på overflødig regulering, går fra virksomhedernes værdiskabende arbejde.

Flere byrder på trods af intentionen om det modsatte

Politikerne har i årevis talt om, at de administrative byrder for erhvervslivet skal lettes. Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering er ligefrem sat i verden for at sikre »Enklere regler og færre byrder« frem mod 2020. Jævnligt er lidt regulering da også blevet ophævet.

Til gengæld går der ikke længe, før der så indføres nye regler af tvivlsom relevans. Altid med trusler om bål og brand (og bøder), hvis reglen ikke efterleves. Det seneste eksempel fra i år er vel den med, at der skal indberettes til skat hver måned, også når ens timelønnede studentermedhjælp har eksamensfri og derfor ikke har fået udbetalt løn, såkaldt »nulindberetning«. Det lyder måske ikke af meget, men kræver – som al anden regulering – at man sætter sig ind i reglen, iværksætter nye procedurer for at efterleve den, følger op på, om reguleringen kan håndteres af de eksisterende it-systemer osv. Det er derfor langtfra gratis for virksomhederne at skulle efterleve ny regulering. Ofte koster det penge. Altid koster det tab af tid og energi – denne sidstnævnte faktor, der ikke lader sig måle, men som alligevel findes.

Det var ellers ikke fordi, jeg fra min virksomheds spæde begyndelse for et par år siden var bekymret for de administrative byrder. Snarere tværtimod. Min omgangskreds, hvoraf flere er selvstændige erhvervsdrivende, stirrede måbende på mig, når jeg entusiastisk talte om, hvor spændende det ville blive at opleve, hvordan samfundet fungerer set fra et virksomhedsperspektiv. I begyndelsen var det rent faktisk også interessant. Men det fik hurtigt en ende. For på trods af politikernes intention om at skære ned på reguleringen, fortsætter den tilsyneladende med uformindsket kraft.

At skyde gråspurve med kanoner

For små virksomheder som min egen er den største reguleringsmæssige udfordring kravene til interne procedurer og egenkontrol. Et oplagt eksempel er de EU-baserede GDPR-regler. Det er naturligvis kun godt, at virksomheder skal have en gyldig grund til at videregive personoplysninger mv. Problemet med GDPR-reglerne er de meget omfattende egenkontrolkrav. Det er muligvis relevant for større virksomheder med mange ansatte, der skal sikre sig en ensartet og korrekt behandling af personoplysninger, og hvor myndighederne skal have en reel mulighed for at føre tilsyn med overholdelsen af reglerne. Men det er næppe relevant for hovedparten af de små virksomheder med ingen eller kun få ansatte.

Som et andet eksempel kan nævnes dele af arbejdsmiljølovgivningen, hvor kravene til egenkontrol kan virke som kvalificeret spild af tid, hvis man blot har en enkelt deltidsansat medarbejder til kontorarbejde. Det er for den sags skyld også at skyde gråspurve med kanoner, at man som advokat hver eneste arbejdsdag året rundt skal dokumentere overholdelse af klientkontoreglerne, hvis klientkontoen kun bliver anvendt en håndfuld gange om året. Det siger sig selv, at persondatareglerne, arbejdsmiljøreglerne og klientkontoreglerne skal overholdes (og i øvrigt er helt essentielle og nødvendige). Men derfra og til at stille krav om detaljeret egenkontrol for alle virksomheder er der et stykke vej.

Marlene C. Hannibal Fold sammen
Læs mere

Som udenforstående kan det måske være svært at sætte sig ind i problemstillingen. Men så kan man forestille sig den situation, at man ikke kun skal overholde færdselsreglerne i dagligdagen, men også skrive detaljerede procedurer for, hvordan man vil gøre det. Hvordan man vil sikre sig ikke at køre for stærkt. Skrive vurderinger af, hvor risikoen for personpåkørsel er størst, og hvordan man vil imødegå denne risiko.

Risikovurderingerne og fortegnelserne skal udfærdiges for hver type kørsel, der foretages, dvs. særskilte procedurer for kørsel i bytrafik, i nærheden af skoler og daginstitutioner, på landevej og på motorvej. Det kan så følges op med et dagligt skærmprint fra bilens kørecomputer (som man så må anskaffe sig), der viser, at man ikke har kørt for stærkt. Og nej, det er ikke nok at overholde færdselsreglerne til punkt og prikke. Det skal også kunne dokumenteres, for ellers vanker der store bøder. Et sådant egenkontrolregime ville de fleste privatpersoner nok frabede sig. Og det vil man som selvstændig erhvervsdrivende sådan set også.

Jeg er med på, at det inden for visse brancher og visse typer af større virksomheder er hensigtsmæssigt og helt nødvendigt med en detaljeret regulering og interne kontrolprocedurer. Bankernes hvidvaskprocedurer er vist et oplagt eksempel på et sådant område. Andre eksempler kan være virksomheder, hvis drift indebærer risici for folkesundheden eller miljøet i form af forurening. Men for et meget stort antal virksomheder med ingen eller få ansatte, der beskæftiger sig med ufarligt arbejde, er detailregulering krydret med egenkontrol altså overflødigt.

Det er muligvis en vandrehistorie, at der i Kina for år tilbage altid var fire mand om at reparere et trafiklys; en til at lave arbejdet og tre til at kontrollere udførelsen af det. Men uanset om det passer eller ej, er pointen her, at ethvert samfund må gøre op med sig selv, hvor mange ressourcer der skal bruges på kompliceret regulering og kontrol af forhold, der ingen eller kun begrænset risiko er ved. Eller sagt med andre ord: Hvor mange overflødige ressourcer man vil tvinge virksomhederne til at anvende - i stedet for at udføre værdiskabende arbejde til gavn for samfundet.