Fejringen af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum var allerede blevet udsat på grund af coronapandemien.
Store dele af fejringen skulle derfor finde sted lørdag og søndag i denne uge, men nu er programmet lavet om, og dermed er danskernes mulighed for at fejre Dronningen markant mindre.
Det fremgår af et revideret program, som Kongehuset har udsendt på Instagram.
Programmet for Dronningens regentjubilæum, som skal markeres i weekenden, er blevet tilpasset som følge af den britiske dronnings død torsdag.
»I lyset af den triste meddelelse om Dronning Elizabeth II’s død i går den 8. september 2022 er det Hendes Majestæt Dronningens ønske, at der foretages en række justeringer i weekendens planlagte markering af Dronningens 50-års Regeringsjubilæum,« skriver Lene Balleby, der er kommunikationschef i Kongehuset på Instagram.
Det betyder, at der hverken vil være de planlagte karetture gennem byen eller mulighed for at vinke til dronning Margrethe og resten af kongefamilien på Amalienborg Slotsplads.
De mere private dele af fejringen forbliver dog på programmet, men i justerede former.
Det nye program lyder som følger:
Lørdag den 10. september 2022
Den planlagte vagtparade på Amalienborg Slotsplads, hvor Dronningen og den kongelige familie skulle vise sig på balkonen, aflyses.
Besøget på Københavns Rådhus med tilhørende underholdning udsættes til et senere tidspunkt.
Gallaforestillingen lørdag aften på Gamle Scene i Det Kongelige Teater vil fortsat blive afviklet i en justeret form. Derudover afmeldes aftenens planlagte musicering på Krinsen ved Kongens Nytorv.
Søndag den 11. september 2022:
Gudstjenesten i Vor Frue Kirke søndag morgen gennemføres i en tilpasset form.
Den efterfølgende frokost for nordiske statsoverhoveder og den kongelige familie på kongeskibet »Dannebrog« gennemføres som planlagt.
Gallataflet på Christiansborg Slot søndag aften afvikles i en tilpasset form.